Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 22. Hjemtur. Arveøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gik nemlig forud for alt; det var jo et Arveøl, man var kommen
sammen til. Uheldigt stillede var derfor de nye Arter af Væsner:
Bispinder og Præstekoner, der ikke selv raadede over Forretningen,
men var henviste til at vente paa, om den Efterfølger, der valgtes
til Embedet, ogsaa var ugift. Regeringen tog dog tilbørligt Hensyn
til deres billige Krav.
Naar dette Spørgsmaal var afgjort til den efterladte Ægtehalvdels
Tilfredshed, kunde denne varetage sine øvrige Pligter. Var det
Enkemanden, optræde som fornøjelig Vært, var det Enken, dyrke sin
Sorg. Thi god Tone krævede, at Enken skulde tilkendegive denne paa
passende Maade. Der gaves tre saadanne, der alle anvendtes, skøndt
de indbyrdes stærkt begrænsede hinanden. Den første og fornemste
var, at Enken, saa snart det lod sig gøre, skulde gaa til Sengs og
blive liggende dèr i flere Dage. I det 16de Aarhundrede synes denne
Pligt at være indtraadt paa Arveøllets første Aften, naar hendes
tilkommende Ægtefælle var valgt, saa at hun altsaa skulde blive
liggende Gildets følgende Dage. Sengen var sortklædt og kaldtes
"Sorgseng"[1]. Skikken
var i Tiltagen i det 17de
Aarhundrede, her som altid dog under Paaskud af, at det havde
været strengere i "gamle Dage"[2]. I Begyndelsen af det 18de
Aarhundrede beskrives den saaledes i Holbergs Barselstue: "Moden
siger, hun skal ligge paa sin Seng i seks Uger og høre de Ord 6
Gange 6 repeteres hver Time: "Hendes Sorrig gør mig ondt, Madame!"
Ja, give dem The og Kaffe oven i Købet"[3]. Paa Læsø omkring Aar 1800 skulde hun kun ligge
til Sengs paa Begravelsesdagen, men da ogsaa græde og klage[4].
Den anden Form for Sorg var at gaa i Sørgedragt, med tilhyllet
Pande og Mund. Det sidste var særligt nødvendigt, thi intet Smil
maatte ses. "Denne Dragt skulde bæres hele Enkeaaret". I dette
Tidsrum var hun at anse for et sart Væsen, hvis Rygte ved den
mindste Uagtsomhed let kunde lide Skade. Dr. Otto Sperling
besøgte derfor heller ikke sin tilkommende Hustru om Dagen, "men
i Aftenskumringen, fordi det endnu var i hendes Enkeaar"[5].
Den tredje Form for Sorg var endelig "Sorg i Kirke". Første
Søndag efter Begravelsen skulde ikke blot Enken, men alle
nære kvindelige Slægtninge af den afdøde til Kirken "for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
