Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Forsyning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Varer til nærmeste Købstad. Her laa det egentlige Stridspunkt
mellem Magistrat og Høkere. Øvrigheden hævdede sin gamle Ret
til selv at bestemme Prisen. Høkerne kæmpede, uden at være sig
det klart bevidst, for den frie Handel.
Betragter man hin Tids Kødpriser, faar man et bestemt
Indtryk af, at Danmark dengang særlig lagde sig efter Kvægavl. Kød
og Fedevarer var forholdsvis billigere end Brød. I Helsingør,
hvor man kan forfølge Kødpriserne med stor Nøjagtighed, solgtes
i Tidsrummet 1576—86 et Pund Oksekød, eller som hin Tid
kaldte det: "Gropenbrad", i Reglen til en Pris af 6 Øre i
Nutidspenge. En Lammefjerding kostede omtrent 36 Øre. Ved
Midsommertide 1582 gjaldt et Par fede Høns sammesteds 50 Øre, en
Snes Æg 25 Øre[1].
Det laa i Sagens Natur, at Priserne maatte veksle noget efter
Aarstiderne. I Aalborg vedtoges det saaledes, at fersk Lammekød
slet ikke maatte sælges førend otte Dage før Pinse[2] Oksekød
som Lammekød havde Sommerpriser og Vinterpriser. Men
foruden disse regelmæssige, svage Svingninger indtraadte der
stundom en stærkere Stigning, fremkaldt ved Misvækst og lignende.
Øvrigheden stemmede imod, saalænge den formaaede, men maatte
nødvendigvis tilsidst give efter. I Januar 1577 fik saaledes
Slagterne i Helsingør Prisen for Oksekød tvungen op til 8 Øre
Pundet; men inden Aaret var omme, nødtes de til atter at lade den
falde til knap det halve[3]. Den stærkeste Stigning i
Aarhundredet indtraadte vistnok omkring Aar 1590, da et Pund Oksekød i
København ansattes til den uhørte Pris 24 Øre[4]. Datiden stod
værgeløs overfor disse Virkninger af Misvækst.
Handelsforholdene var af den Natur, at hver Landsdel i Reglen maatte se at
klare sig selv. Og ramte en Ulykke hele Landet, ejede man kun
et svagt Middel til at afhjælpe Ondet, nemlig at forbyde Udførsel.
Under Saadanne Forhold kunde det blive afgørende, om et slet
Foderaar tilfældigvis var et godt Oldenaar, saa at Flæsk kunde
afgive et billigt Fødemiddel. I et daarligt Oldenaar, som f. Eks.
1593, kunde selv Flæsk stige til en Pris af 15 Øre Pundet[5].
Medens Vildt var let nok at faa paa mange Steder i Norge og
Sverige, hørte det i Danmark til de Spiser, der kun tilkom enkelte
Klasser af Folket. Skøndt der var Overflødighed deraf, forekom
det, saa vidt man kan se, ikke i Handelen. Dette vilde uden Tvivl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
