Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Striden om Djævlebesværgelsen ved Daaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Andersens Meddelelse om andre mulige Kætterier hos de
højlærde – har villet give disse en alvorlig Advarsel een Gang for
alle ved at dømme en af deres Midte saa haardt. Dette stemmer
vel med Niels Hemmingsens senere Rædsel for at blive
paaduttet blot den mindste Delagtighed i Iver Bertelsens Kætteri, og
det svarer meget godt til det Skridt, som de højlærde straks
bestemte sig til.
Vi veed nemlig, at disse, saa snart den kongelige Dom var
fældet, begav sig til Kongen for at gaa i Forbøn for den
domfældte. Den Form for Benaadning, som de endelig opnaaede,
stemmer ogsaa med Kongens formodede Sindelag. Han gik vel
ind paa, at Iver Bertelsen maatte slippe for livsvarigt Fængsel,
men kun mod, at den fangne afgav en meget haard og bindende
Erklæring. Først skulde han tilstaa, at han havde fortjent evigt
Fængsel, fordi han saa storlig havde fortørnet Gud og kongelig
Majestæt. Dernæst skulde han under Livs og evig Saligheds
Fortabelse love aldrig mere at ville tale, skrive eller handle noget
i denne Sag eller overhovedet foretage sig noget, der kunde
udlægges som sigtende mod Kongens udtalte Vilje og
Universitetets Dom. Han skulde hensidde som Fange i Sorø Kloster paa
ubestemt Tid. Gjorde han Forsøg paa at rømme, skulde han
straffes med Døden. Endelig skulde han love aldeles at afholde
sig fra al mundtlig og skriftlig Udtalelse om noget, der var den
almindelige Kirketjeneste i nogen Part anrørende[1].
Forpligtelsen var haard nok, men den var uden Tvivl det
højeste, der var at opnaa hos Kongen. Det var Kongens
ufravigelige Fordring, at der blev tiet i hans Kirke. Og dette
Aktstykke var jo en Slags Mundplaster, ikke blot for den domfældte,
men for hele den højlærde Stand. Tilbage stod da kun det sidste,
at faa Synderens Underskrift. Her stødte man imidlertid paa
uventet Modstand. Iver Bertelsen nægtede at afgive den forlangte,
aabne Tilstaaelse af sin Brøde. Gode Raad var her dyre. De
højlærde vidste imidlertid at klare sig. Professor Rasmus Glad og
Hofpræst Niels Kolding mødte i Fængslet hos den ved Trusler
om Død og livsvarigt Fængsel fortumlede Mand. Rasmus Glad
dikterede, Fangen skrev; det var hans "Haandskrift". Derpaa
tog Hofpræsten den fangnes Signet og aftrykkede det under
Brevet. Dermed var Haandskriften "med hans Signete
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
