Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men ganske naturlig var de efterhaanden gledne over til at blive
arvelige. Og saaledes var et Fællesmærke givet for en og samme
Slægt, ikke blot ned efter, men ogsaa i dens Forgreninger til
Siderne.
At dette er den Vej, ad hvilken de adelige Slægtnavne i
Reglen er fremkomne, gennem Synet til Talen – ligesom ved
Byernes Husnavne, hvor man først saa Skiltet (Schild = Skjold)
saalænge, indtil man kaldte Huset efter Billedet – derom vidner
endnu mange Smaatræk. Flere Adelsnavne, der beror paa et
Misforhold mellem Vaabenmærket og det Navn, som deraf
opstod, bliver først paa denne Maade forstaaelige. Det er saaledes
lidet sandsynligt, at nogen Adelsmand skulde selv have valgt sig
Navnet "Svinehoved", som jo en bekendt Slægt i Sverige bar.
Derimod er det let forklarligt, baade at en Ridder kan have
antaget Hovedet af et Vildsvin til Skjoldemærke, og at Tilskuerne
har kaldt dette Mærke "Svinehoved". Navne som Rosenvinge,
Rosenhane osv. er meningsløse som Betegnelser for tænkte
Skabninger og derefter dannede Navne, men let forstaaelige som
korte Betegnelser for et Vaabenskjold, i hvis ene Felt stod en
Rose, i den anden en Vinge, osv. Saadanne sammensatte Navne
havde naturligvis vanskeligere ved at trænge igennem end de
let læselige. Medens f. Eks. Historieskriveren Erik Jørgensen,
hvis Fader af Gustav Vasa var bleven adlet med tre Teglsten i
Vaabnet, straks fik Slægtnavnet Tegel, fik Rosenvingerne, der
var adlede Aar 1505, først halvandethundrede Aar efter det til
Vaabnet svarende Slægtnavn[1].
l det 16de Aarhundrede var denne Efternavn-dannende
Bevægelse selvfølgelig langt fremskreden i Norden, men dog
mærkelig nok endnu ikke saa bestemt gennemført, som man efter
senere Tids Brug og Skikkens egen Hensigtsmæssighed skulde
tro. I Sverige, hvor Udviklingen var et halvthundrede Aar
længere tilbage end i Danmark, var man ved Aarhundredets
Slutning endnu ikke naaet til, at Slægtnavnet hørte med til den
retslige Betegnelse af en Person. Af de 232 Adelsmænd, der Aar
1593 satte deres Navne under Upsalamødets Beslutninger, har
saaledes ikke mere end 93 fundet det nødvendigt at tilføje
Slægtnavnet. Af de 1556 Præster har ialt kun tre betegnet sig
hermed[2]. I Danmark var vel de adelige
Slægtnavne retslig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
