Print (PDF) - On this page / på denna sida - 6. Frieri. Talsmænd. "Tiltale". Afslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altsaa er jeg med Gud og Æren hidkommen, uværdig at begære og forlange eder til min Hjertens allerkæreste". -- Vil nogen give mig otte Skilling igen, vil jeg overlade den. Den er ærlig de Penge værd; thi jeg skulde bilde mig ind, at hvo der fører saadan Tale, kan faa hvilken brav Mands Datter, han forlanger"<footnote> L. Holberg: Den politiske Kandestøber 13. </footnote>. * Naar Talsmanden var færdig, skulde Faderen eller Pigens nærmeste Slægtninge svare, og idet han rejste sig op, rejste hele Selskabet sig med ham, ligesom tidligere Frieren eller hans tilstedeværende Slægtninge havde staaet op, medens Talsmanden førte Ordet. Det var Slægt, der talte til Slægt. Ligesom det imidlertid var Skik, at Frieren havde sine Ordførere, saaledes hændte det ofte, eller var ligefrem Brug i flere Egne, at Faderen ogsaa havde sine, "Svaremænd" som de kaldtes i Norge<footnote>Folkevennen 8de Aarg. (Kristiania 1859) S. 277. </footnote>. I Skaane og vel andet Steds tillige, var det i det mindste senere Skik at bede Præsten afgive Svaret paa Faderens Vegne<footnote>Nicolovius: Folklifwet i Skytts Härad (Lund 1847), S. 141. </footnote>, saa at der i Saadanne Egne maa have fundet en Art Kapløb Sted mellem de to Parter om, hvem af dem der skulde have Præsten til Ordfører. Derimod var det vistnok meget sjældent, at en Kvinde var den ordførende, saaledes som f. Eks. ved Dr. Otto Sperlings Frieri, hvor Brudens gamle Faster svarede, skøndt Faderen selv var til Stede<footnote>Dr. med. Otto Sperlings Selvbiografi, oversat af Birket Smith, S. 34. </footnote>. Skik og Brug bød, at Svaret skulde være langstrakt. Var Indholdet "Ja", kaldte man vistnok i Reglen Frieren ind, hvis han ikke alt var til Stede, og Festen gik da med det samme over til et Jaords Gilde eller "Ja-øl". I Skaane var det senere Skik, at Bruden paa dette Tidspunkt hentedes ind af Faderen, og Sømmeligheds Hensyn bød da, at hun skulde vise sig modstridende og i Døren sige: "Lad mig være, Far! Nej, min Sandten om jeg vil!"<footnote>Nicolovius: Folklifwet i Skytts Härad (Lund 1847), S. 143. </footnote>. I Reglen var dog vistnok Svaret undvigende. Dette havde ikke blot sin Grund i den fælles nordiske Ulyst til bestemt Afgørelse, men der var ogsaa, som vi straks skal se, meget, der burde være bragt i Orden, førend den endelige Afgørelse blev truffen. Datidens Ordsprogsforraad var derfor rigt paa Opfordringer til ikke at slaa for hurtigt til. Vel skulde man tro, at i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
