Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6. Frieri. Talsmænd. "Tiltale". Afslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilfælde, hvor Partiet først var bragt i Forslag paa den
kvindelige Parts Vegne, var der nu ingen Grund til at skyde Sagen
videre ud, naar Frieren virkelig havde meldt sig, thi som det
hed: "Naar Pigen bejler selv, faar Ungersvend ikke nej". Men
dog var det menneskeligt at blive betænkelig, just som man var
sikker paa ham, thi der var Sandhed i det gamle Ord: "Ingen
er ond, førend han frier; og ingen god, førend han dør". Kun
altfor mange havde maattet sande, at "de, som haster med
Giftermaal, faar siden ofte Tid nok til at fortryde det".
At Talsmanden havde rost Bejleren, skulde man blot ikke
lægge Vægt paa, det var kun Lokkemad, og "Smiger haver
Silketunge, men Blaagarns Bagdel". At Talsmanden pressede stærkt
paa for at faa gunstigt Svar var netop misligt Tegn: "Sulten Lus
bider værst". Nej, nej, der maatte Betænkningstid til, thi her
stod sket ikke siden til at ændre. "Ægteskabs Handel er ej
Hestebytte. Du haver taget det, du maa beholde det"[1].
Det sædvanlige Svar var da Begæring om Sagens Udsættelse,
og det sædvanlige Paaskud det, som vi ovenfor saa Fru Jytte
Podebusk anvende lige overfor Hildebrand Gyldenstjerne (S. 115):
at man først maatte raadføre sig med Slægt og Venner. Den
svenske Formularbog tilraader udtrykkeligt at vælge denne
Undskyldning; den danske "Ecteskabs Bog" (1647) anser det for en
Selvfølge, at den bliver anvendt[2].
Hvor ubehagelig saadan en Begæring om Udsættelse paa "en
Dag eller fjorten" end kunde være baade for Talsmænd og
Bejler, saa paalagde dog ikke blot den svenske Formularbog, men
simpel Forsigtighed "Bönemännerna" straks at bøje af, ikke
æske yderligere Svar denne Gang, men blot bede Faderen være
betænkt paa gunstigt Svar til næste Møde. At forlange klart Svar
straks vilde blot føre til Brudd. Og stundom værdsattes netop
Bejleren efter den Skønsomhed, hvormed han vidste at finde
sig i slig Udsættelse. Da Dr. Otto Sperling, efter at have ventet
paa Besked hele Sommeren 1629, endelig fik Svar om Efteraaret,
lød følgende Lovtale over ham fra hans Svigermoder: "Jeg holder
i Synderlighed af ham derfor, at al den Stund han haver ventet,
haver han teet sig saa taalmodig og ikke overløbet os med at
begære hastigt Svar, indtil Gud selver haver rørt mit Hjerte at
samtykke dig hannem"[3].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
