Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det nittende Aarhundrede.
300
hed, om al ,, den Fryd, som kan blomstre mellem Kvinde og
Mand", og om Naturen, for hvis Skjønhed han har en Elskers
paa én Gang betagne og skarpe Blik. Saa snart han synger
om noget af dette, er der i hans Sang en saa skjøn og fuldt-
tonende Klang, at den ikke overtræffes af nogen anden dansk
Digter, og hvis ejendommelige Klangfarve han er aldeles ene
om. Forlader han en enkelt Gang dette sit egentlige Om-
raade, synker hans Poesi som oftest dybt ned under dens sæd-
vanlige Højde, men det er ikke mange Exempler, der kan
anføres herpaa, just fordi han, som han siger, næsten aldrig
skrev, undtagen naar han følte sig dreven af en uimod-
staaelig Magt. Derfor er der Friskhed og Glans over næsten
alt, hvad der kom fra hans Haand, selv over adskilligt af hvad
han digtede i sin høje Alderdom; man mærker vel Spor af
denne, men der er ogsaa i disse Digte noget, som fængsler
og tiltaler, noget ejendommeligt Christian Wintherskt.
Naar vi have sagt, at et af de mest fremtrædende Træk
ved Christian Winthers Digtning er hans fine og levende
Sans for Naturen og hans ualmindelige Evne til at skildre
den, maa dette nærmere bestemmes saaledes, at han er den
danske og særlig den sjællandske Naturs begejstrede Sanger.
Han har tegnet adskillige Billeder fra Syden, og hans aabne
Blik for alt, hvad skjønt Naturen har at opvise, fornægter
sig heller ikke i dem, men de staa dog i det hele under de
Sange, i hvilke han skildrer sit eget Lands Skjønhed. Man
hører, at han her staar paa en Grund, som han ikke kjender
blot fra et flygtigt Besøg, som vel har fyldt ham med nye,
stærke Indtryk, men som dog bestandig vedbliver at være
ham fremmed; her er han hjemme, hjemme som ingen anden.
Der gives ikke den Fremtoning, som han ikke mægter at
give et Billede af, lige saa tiltalende ved sin Ynde som over-
raskende ved den Troskab, hvormed alle Enkeltheder ere op-
fattede og gjengivne. Ikke saaledes, at Digteren under sin
Stræben efter at gjøre Billedet saa realistisk sandt som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
