- Project Runeberg -  Den danske Literaturs Historie fra dens Begyndelse til vore Dage /
Hans Tavsen

(1881) [MARC] Author: Fr. Winkel Horn - Tema: Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Kristjern den andens Bestræbelser for at gjennemføre en Reformation ad Lovgivningens Vej mislykkedes fuldstændig og bidrog deres til at hidføre hans Fald. Den Sæd, der var bleven udsaaet under hans Avspicier, spirede imidlertid allerede under hans Eftermand. Da Frederik den første besteg · Thronen, saa' det vel ud, som om alt skulde vende tilbage i det gamle Spor og navnlig syntes den katholske Kirke og Gejstlighed at staa saa fast som nogen Sinde før. Kravene paa en ny Ordning vare imidlertid blevne fremsatte og havde fundet for stærk en Gjenklang i den ophobede Misfornøjelse til at kunne bringes til Tavshed. Frederik den første begunstigede aabenbart Reformationen, og skjønt han ikke indførte den nye Lære med Magt, men nøjedes med at lade den hele Bevægelse gaa sin Gang, som den kunde bedst, støttede han den dog ogsaa direkte, saa vel ved at bryde med Pavekirken, idet han beskikkede baade Bisper og Præster paa egen Haand, uden Hensyn til de vedkommende gejstlige Myndigheder, som ved at tilstaa Lutheranerne fri Religionsøvelse. Det var da ogsaa under denne Konge, at Reformationen vandt fast Fod i Danmark, samtidig med, at den gjennemførtes af hans Søn, den senere Kristian den tredie, i Slesvig. Hovedføreren for den aandelige Bevægelse i Danmark blev Hans Tavsen, en fattig Bondesøn fra Fyen (1494-1561). Han røbede tidlig ualmindelige Aandsevner, fik Velyndere, som lod ham studere i Odense Skole, ogsaa, som det synes, i Aarhus, eftersom han nævnes blandt Morten Børups Disciple. Efter at have været ved Universitetet i Rostock, hvor han gjennemgik de akademiske Grader og derefter optraadte som Docent, idet det blev overdraget ham at holde Forelæsninger over Aristoteles. Her er han uden Tvivl bleven berørt af den aandelige Strømning, der udgik fra Wittenberg, om han end endnu ikke var udpræget luthersk i sine Anskuelser, senere foredrog han en Tid, fra 1521 af, Theologi ved Kjøbenhavns Universitet jævnsides med Povl Eliesen, fra hvis Anskuelser, der, som alt antydet, var mere frisindede, end Tilfældet ellers almindelig var, Tavsens endnu ikke var udpræget forskjellige. Ikke længe efter finde vi imidlertid Hans Tavsen i Wittenberg. Han havde faaet et Rejsestipendium fra Johanniterklosteret i Antvorskov, i hvilket han var indskreven som Munk, men · med udtrykkeligt Paalæg om ikke at rejse til den nye Læres Hoved-Arnested. Han gik ogsaa først til Køln og Løwen, rettroende katholske Universiteter, men Luthers Skrifter vakte en saadan Lyst hos ham til at høre den store Reformator, at han ikke kunde modstaa Fristelsen, men rejste til Wittenberg, hvor han, som hans Gravskrift siger, "med utrolig Lærelyst hørte Luther paa andet Aar" og blev aldeles vunden for Reformationens Sag. Han blev kaldt hjem til sit Kloster, hvor han blev modtagen med store Forventninger paa Grund af det Ry for Lærdom, der var gaaet forud for ham, men kort efter sin Hjemkomst blev han sat i Fængsel, da han havde vakt stærk Forargelse ved en Prædiken, hvori han lod de nye Anskuelser, han havde tilegnet sig, komme til Orde. Prioren sendte ham til Johanniterklosteret i Viborg, for at han kunde blive omvendt fra sine Vildfarelser af den lærde og veltalende Peder Jensen, som var Prior der. Han blev i Begyndelsen behandlet som Fange, men efter nogle Maaneders Forløb havde han vundet Prioren saaledes, at han fik Lov til at prædike ogsaa her, hvad han for Resten allerede havde gjort uden Forlov fra sit Fængsels Gitter, og det gjorde han med saadant Fynd og Klem, at han samlede en stor Menighed om sig. Da Følgen heraf blev, at hans Stilling i Klosteret blev usikker, tyede han til Byens Borgere. Det kom til Uroligheder, da Munkene i Graabrødreklostret ikke vilde overlade ham deres Kirke; Borgerne satte sig i Besiddelse af den med Magt. Bispen gjorde Forsøg paa at kue Oprøret med væbnet Magt og gribe Tavsen, men det mislykkedes, og endelig fik han tillige med Jørgen Sadolin, der ogsaa var kommen fra Wittenberg og ligeledes prædikede Reformationen i Viborg, et kongeligt Beskyttelsesbrev, og blev udnævnt til Kongens Kapellan. Fra Viborg bredte Bevægelsen sig til andre jydske Byer. Kongen holdt sin Haand over de evangeliske Prædikanter, og begunstiget paa denne Maade trængte Reformationen sejrrig frem over hele Landet og fandt · især et stærkt Tilholdssted i Malmø, hvor Borgmesteren Jørgen Kok tog sig af den og navnlig Klavs Mortensen Tøndebinder, Hans Spandemager og Frants Wormordsen ivrig prædikede den nye Lære. 1529 kaldte Kongen Hans Tavsen til Kjøbenhavn og ansatte ham som Præst ved Nikolaj Kirke, den samme, hvor Martin Reinhardt faa Aar i Forvejen med saa liden Fremgang havde prædiket. Tavsen havde mere Held med sig og fik største Delen af Byens Borgere paa sin Side. Den nye Lære bredte sig med uimodstaaelig Magt over hele Riget, og Hans Tavsen stod nu som "Fænnikedrager for det ganske Lutheri i Danmark", som han kaldes af Povl Eliesen, der nu alt i flere Aar havde hørt til Reformationens ivrigste Modstandere. Som de evangeliskes anerkjendte Fører optraadte han paa Herredagen i Kjøbenhavn 1530 og fremlagde Protestanternes Trosbekjendelse og deres Svar paa Katholikernes Angreb. Spændingen var nu kommen paa sit højeste; Lutheranerne gjorde stadig Fremskridt, men disse ledsagedes ikke sjælden af betydelige Uordener og Voldsomheder. Da Frederik den første døde (1533) fik Katholikerne igjen en lille Tid Overtaget, og de vendte sig selvfølgelig først og fremmest imod Hans Tavsen, som "af særdeles Naade" kun blev dømt til at nedlægge sit Præsteembede og forlade sit Stift, samt for Fremtiden aldeles at opgive at befatte sig med Religionssager. Det var ved denne Lejlighed, at det bekjendte Optrin fandt Sted, da Kjøbenhavns Borgere, der havde forsamlet sig udenfor Raadhuset for at forsvare deres Præst mod Prælaternes Overlast, var ved at lægge Haand paa Biskop Rønnov, som kun frelstes ved, at Tavsen tog ham i Beskyttelse mod den opbragte Mængde. Tavsen forlod Kjøbenhavn, men Bispen maatte give efter for Borgernes Forlangende og tillade ham at vende tilbage. Til Trods for al den Modstand, Prælaterne satte imod den, vandt Lutherdommen stadig mere og mere Indgang, og da der efter Grevefejdens stormfulde Tid atter oprandt fredelige Tider over · Landet, var det første, den nye Konge, Kristian den tredje, gjorde, at sikre dens endelige Sejr. Dette skete paa Rigsdagen i Kjøbenhavn, hvor Grundlaget for den fremtidige Kirkeordning vedtoges.

Reformationen fik Betydning for Aandslivet ikke blot paa det religiøse Omraade, men ogsaa i forskjellige andre Retninger; idet den vakte Folket med Hensyn til, hvad der snart kom til at staa for de fleste som en Livs- og Salighedssag, rev den det ud af den Sløvhedstilstand, hvori det i det hele havde været nedsunket, og det Krav paa aandelig Frigjørelse, den rejste for Religionens Vedkommende, var nøje forbundet med Frihedskrav ogsaa paa andre Omraader og vakte navnlig Trang til at løsrive sig fra det aandelige Formynderskab, hvorunder man hidtil havde levet. Da den hele Bevægelse efter sin Natur var og maatte være folkelig, var det nødvendigt for Reformatorerne saa vel som for deres Modstandere at henvende sig direkte til Menigmand i Tale og Skrifter; Modersmaalet maatte benyttes i en Udstrækning, hvorom man tidligere ikke havde drømt; de store Stridsspørgsmaal drøftedes i Skrifter, der spredtes i vide Kredse, og Følgen af, at Folket saaledes kaldtes til Eftertanke, blev en Sans for Oplysning, som der tidligere ikke havde været noget tilsvarende til. Da Forholdene vare blevne ordnede i Overensstemmelse med den nye Læres Krav, og denne stod i en fast og tryg Stilling, forlod Udviklingen rigtig nok igjen det Spor, hvori den i Kampens Tid var kommen ind. Da man ikke længere mente at have direkte Brug for Folket, opgav Literaturen efterhaanden for største Delen det folkelige Element, den havde optaget i sig, Modersmaalet maatte igjen vige Pladsen for Latinen, Reformationen affødte "den lærde Tidsalder", men imellem denne og Middelalderen ligger der et Tidsrum af omtrent et Aarhundrede, i hvilket den nye Kirkelære forberedes, gjennemføres og befæstes, og som er en virkelig Folketid, fordi det er Folket, der i den spiller Hovedrollen, ikke · blot i den Forstand, at det er det, der arbejdes for, men ogsaa fordi det selv bærer hele Bevægelsen og bidrager væ- sentlig til den ved Mænd, der ere udgaaede af dets Midte.


Den egentlige Fører for Lutheranerne, Hans Tavsen, førte, hvad der laa i Sagens Natur, overvejende Kampen mod Papismen praktisk og virkede først og fremmest som Prædikant. Han indtager dog imidlertid ogsaa en betydelig Plads blandt Reformationstidens Forfattere og udsendte navnlig flere Stridsskrifter, der fik megen Indflydelse paa hele Bevægelsens Gang, ligesom det ogsaa var ham, der forfattede Protestanternes officielle Klagemaal og Svar paa Katholikernes Beskyldninger. Men ved Siden heraf havde han ogsaa Arbejder for, der stillede direkte Krav til hans Lærdom, navnlig til hans for den Tid sjældne Kundskab i det hebraiske Sprog. 1535 udkom hans Oversættelse af de 5 Mosebøger, og 1543 var en fuldstændig Oversættelse af Biblen efter Grundtexten færdig fra hans Haand; denne udkom imidlertid ikke, vel rimeligvis fordi han ikke har kunnet bestride de store Omkostninger, der vilde være forbundne med Trykningen. Haandskriftet er som forskjellige andre Arbejder af ham tabt. Af hans øvrige kjendte Skrifter skal endnu kun nævnes hans Postil (1539), ved hvilken han "aleneste har tænkt at ramme enfoldige Folks Tarv og synderlig de Sognepræsters Gavn og Nytte, som en grov og enfoldig Undervisning have behov . . . . Er Viljen god, da kan man her behjælpe sig og begrunde heraf saa meget, at en Mand kan først lære sig selv en hel Uge og siden om Søndagen lære sine Sognefolk". Det er et Værk, hvoraf det klarlig fremgaar, hvad man da ogsaa paa Forhaand kunde slutte · maatte være Tilfældet af den overordentlige Virkning, han gjorde, at Tausen som Prædikant har indtaget en ualmindelig høj Plads. Efter at Reformationen var grundlagt 1536, vedblev Tausen en Tid at være Præst ved Nicolai Kirke, idet han blev forbigaaet ved Valget af de første evangeliske Superintendenter, vel nærmest paa Grund af den politiske Stilling, han havde indtaget som Præst for Kjøbenhavn, der havde gjort Kristian den tredje saa haardnakket Modstand. Han, der havde været den hele reformatoriske Bevægelses egentlige Leder, vedblev imidlertid selvfølgelig at spille en fremragende Rolle ved Ordningen af Kirkeforholdene. Ved Siden af sin Præstegjerning fik han derfor det Hverv at holde Forelæsninger over Hebraisk ved det i 1537 gjenoprettede Universitet. Men allerede Aaret efter blev han Læsemester i Roskilde, og her virkede han, indtil han 1542 blev kaldet til Bispestolen i Ribe, som han beklædte til sin Død d. 11te Novbr. 1561.


The above contents can be inspected in scanned images: I:70, I:71, I:72, I:73, I:74, I:75, I:84, I:85

For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Tue Dec 11 21:59:55 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dalihist/tausehan.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free