- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Anne Magdalene Thoresen

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Havde Forfatterinderne ved Hundredaarets Midte kun èt stort Navn at pege paa, Fru Gyllembourg, saa fremstod i Tredserne en Forfatterinde, som gennem lange Tider vil have litterær Betydning, nemlig

Fru Anne Magdalene Thoresen,

der har været en meget frugtbar Forf. Hun er Barn af Smaakaarsfolk i Fredericia og saa Lyset 1819. Barneaarene og den første Ungdom var ikke lykkelig, eftersom hun voksede op under det Tryk, som daglig »strugle for life« nødvendigvis maa øve, ikke mindst paa den, som føler rige, stærke Kræfter røre sig i Sjælen, men ikke kender Midler til deres Udvikling. Den lille begavede Pige trivedes desaarsag kun daarligt i det Milieu, hun fandt sig hensat i. Hendes rige Indre trængte til sympatetisk Forstaaelse, og en saadan var vanskelig at finde i den hjemlige Kreds. Hun var ikke engang vel lidt, thi hun var jo ikke som andre Børn eller som sine Søskende, men »sær«, tavs og tungsindig, grublende og fantastisk. Faderen, Skibstømrer Kragh, var Søn af en jydsk Bonde, hvem Traditionen lader nedstamme fra gammel Adel. Skønt det var fattige og trange Kaar, hvorunder Fru Thoresens Fader levede, boede der i ham en ejendommelig Stolthed, og i Grunden var han, baade i Karakter og Væsen, en storslaaet Skikkelse, der ved mange Lejligheder viste, at han ragede langt op over sine Kaar. Den ubændige Higen efter at komme til Vejrs, der tidlig ytrede sig hos den unge Pige, var sikkert nok Slægtsarven fra Faderens Æt. Fru Thoresen er imidlertid opdraget af sin Farmoder, der ogsaa i mange Henseender var en mærkelig Kvinde, nedstammende fra en gammel storladen fynsk Bondeæt, hvis Navn var Jæger. Denne Bedstemoder, der efter Evne fredede om Magdalenes Barndom, lagde tidlig en stærk religiøs Grundvold hos hende og fortalte tillige for hende livligt og vækkende. Som tyveaarig Pige drog hun bort fra Hjemmet og til København, hvor der tilbød sig en Udvej til at lære noget, gøre Studier, idet en Velynder, der i Fredericia havde hørt om hende, tog sig af hende. Hun greb med Forventning og Glæde Lejligheden til at erhverve sig Kundskaber, som jo var det nødvendige Adgangsbrev, hun behøvede, for at komme frem. Hidtil havde hendes livlige Fantasi været den eneraadende Vejleder, der ikke sjælden satte fejlagtig Kurs, nu kom Forstanden hende til Hjælp.

I 3 Aar studerede hun flittigt og grundigt, især Modersmaalet, Litteraturen og de levende Sprog. Det blev en aandelig Kamp- og Brydningstid for hende, og særlig faldt det første Studieaar strengt. Hendes fantastiske Natur var ikke let at faa optugtet til Orden, Regelmæssighed og Flid; men takket være hendes jydske Sejhed, der lod hende holde ud og overvinde alle Vanskeligheder. Dertil kom, at hun havde en stærk Vilje, »som ofte var blevet overmandet, men som nu ved Arbejdet rejste sig op og tog Styret fra Fantasien«. De sidste 2 Aar læste hun »regelmæssigt de 12 Timer i Døgnet«, og hendes videbegærlige Aand indsugede næsten med Voldsomhed alle disse ny Indtryk, hun daglig modtog. Mere og mere modnedes hun, og da Læretiden var omme, var hun vel funderet og kunde med roligere Mod se Fremtiden i Møde.

Men ogsaa inde i Sjælens Løngemmer kom der Kamp. Hendes barnlige, men uprøvede Religiøsitet sattes i Kundskabsskolen paa mangen haard Prøve. Tro og Viden tog Brydetag, og Aar randt hen, før der atter kom Ro og Ligevægt i Sindet. Hun skulde nu se til at bryde sig en Vej gennem Livet. Hun havde skilt sig fra Fortiden, nu maatte hun optage Kampen for Fremtiden. Èt havde hun opnaaet af Betydning: Hun havde faaet den løbske Fantasi tøjlet, faaet Aanden befæstet og var ikke længer som det svajende Siv for Tilfældighedens Vindkast. Foreløbig var Lærerindestillingen den, som laa nærmest for. Hun var fortrinlig anbefalet og fik snart flere Tilbud. Hun valgte Pladsen som Lærerinde for en Enkemands Børn i Norge, og 1842 forlod hun Fædrelandet. Den Mand, i hvis Hjem hun skulde virke, var Stortingsmand og Provst Hans Conrad Thoresen, Sognepræst til Herø i Søndmør. Hun mødtes med ham i Kristiania, hvorfra Rejsen gik til Bestemmelsesstedet mest over Land. Denne første Udfærd i de stolte Omgivelser gjorde et mægtigt Indtryk paa hende. Det var, som hendes bundne Fantasi paa en Gang rejste sig og rystede Tvangen af sig. I »Billeder fra Vestkysten af Norge« skildrer hun mange Aar senere sine Følelser ved Ankomsten til det Sted, der nu foreløbig skulde være hendes Hjem:

»Der har vi Maalet, vort, der ser vi Hjemmet!«
det som et Hurra ved min Side lød.
Da sank jeg hen i Graad -- jeg var en fremmed,
som søgte sig en Gerning og et Brød!«

Provst Thoresen havde 5 Børn, det ældste 13 Aar, det yngste kun 2. De var »gode, elskværdige, begavede og i Stand til megen Hengivenhed«. For saa vidt var hendes Gerning let og behagelig nok; men i Høsten 1844 blev Frøken Kragh Provst Thoresens Hustru og Stedmoder til hans 5 Børn. Det var ikke lette Kaar at gaa ind til, og der var ogsaa inderst inde det, som vægrede sig derimod; men hun kom aldrig til at fortryde det. Provst Thoresen var en højt udviklet Personlighed, med en stolt og meget selvstændig, men gennemnobel Karakter. De Kundskaber, hun havde samlet sig, blev nu atter dragne frem og ved hendes Husbonds overlegne Dannelse øgede og klarede, saa hun naaede til en Udvikling, der levendegjorde dem, hvorved de helt blev hendes aandelige Ejendom. Og han forstod atter at lede og fæstne hendes vaklende Religiøsitet, medens han tillige pegede for hende paa Forfattergerningen, som han mente var det rette Maal for hendes rige Evner, og han søgte at modne hende herfor ved mangeartet Vejledning og lærerige Rejser. Saaledes drog hun ganske alene til Tyskland, Schweitz og Frankrig. Ikke altid var det lette Tider for hende deroppe i den barske Natur, men hun gennemgik dèr en betydningsfuld og frugtbar Udvikling i de 15--16 Aar, hun samlevede med sin aandsrige Ægtefælle. Efter hans Død i 1859 brød hun op fra sit Hjem for at drage tilbage til Danmark. Mange Minder maatte hun forlade. I de strenge Naturforhold havde hun vel nu og da følt Gru og knugende Tynge. Hun siger selv:

»Jeg stred i Dage, stred i lange Nætter,
min Ungdom døde i den dybe Skræk,
og Barnetankens lyse Blomstersletter
gled som en Dag i Skumringsstunden væk!«

Dog frejdig tilføjer hun:

»Men i den farefulde Dyst
min Sjæl blev fro, min Aand blev stærk og stille;
da steg en anden Tone fra mit Bryst
højlydt op over Sorgens Klynk det lille!

Da trængte Alnaturens Mildhed ind
og varmede min alvorstunge Tanke,
en liden Engblom spired i mit Sind
og af min Livsbrist skod en Efeuranke!«

Hun havde vundet sig Venner, og hun havde siddet »fredlyst af Godhed, baaret op af Tro«. Nu vendte hun altsaa Stavnen mod Fædrelandet. Da hun forlod Danmark, var der Nag og Bitterhed i Sjælen. Hun havde, syntes hun, lidt saa megen Uret, at hun ligesom helt skilte sig fra sit Fødeland, da hun vandt nyt Hjem i Norge. Hun kunde ikke betale sin »stakkels Fødsel med Hjertets rigeste Mønt: Troskab og Kærlighed!« Men saa kom Krigen 1848. Hun vidste sit Fædreland i Fare, overfaldet af Fjender; da vaagnede Kjærligheden til Danmark paa ny, og det med en hidtil ukendt Styrke; da følte hun ret, hvad det var at have et Fædreland.

Med sin fremvoksende Børneflok skulde hun nu alene befare Fremtidens usikre Hav. Den Livsbane, som hendes afdøde Mand havde udpeget hende, vilde hun ogsaa slaa ind paa. Men hun gik ikke som saa mange mere overfladiske Naturer dertil med noget let Hjerte. Digtervejen var for hende adlet af saa store Aander, at hun kun »med skælvende Hjerte« traadte i deres Spor. Allerede før Mandens Død havde hun skrevet en Del mindre Arbejder, men kun faa af dem naaede frem for Offentligheden, saaledes et Par dramatiske, der opførtes paa Bergens Teater. Men det var dog først efter, at hun var vendt hjem til Danmark, at hendes litterære Virksomhed ret begyndte. Ligesom Fru Gyllembourg var ogsaa Fru Thoresen en moden og livserfaren Kvinde, da hun traadte frem. Hendes første Arbejder var en Digtsamling, samt de to Fortællinger: »En Aften i Bergen« og »Studenten«, der slutter »Fortællinger« (1863). Særlig den sidste varslede godt og er typisk for Forfatterinden. Den lærte os at kende hende som en ægte Digterbegavelse, dyb og oprindelig, lidt tung i Alvorsdraget, men dog med Idealets Lysning over det mørke og strenge. Siden den Tid har Fru Thoresen givet os en Række Digterværker, fødte af en storladen Fantasi, rige paa poetisk-skønne Syner, dybe Tanker og varme Følelser, og alle førende en stærk og livfuld Sjæls myndige Tale til sin Samtid.

Under Opholdet i Norge havde Forfatterinden helt sammenlevet sig med den underlig fængslende Natur. Den havde fra første Øjeblik af grebet hende mægtigt. Selv det vilde, det strenge og øde, smeltede sammen med noget forstaaende i hendes eget Indre, og hendes Fantasi modtog alle Indtryk med ejendommelig Styrke. Og hun levede sig sammen med den Befolkning, hun havde fæstet Bo hos; selv Sproget tilegnede hun sig helt, hvad særlig er kendeligt i hendes tidligste Arbejder.

Det nøje Kendskab til Folkeliv, Kulturtilstand, Tænkemaade og Landsmaal, den virkelig sympatetiske Forstaaelse deraf, henviser hende nærmest til en Plads blandt norske Digtere, og hun har ogsaa selv forhen regnet sig for at være norsk. Der kan desaarsag med Rette spørges, hvorfor hun da har faaet Plads i nærværende Skrift om danske Forfatterinder. Vi skal forsøge at gøre Rede herfor og til en Begyndelse forudskikke den Bemærkning, at Fru Thoresen nu selv regner sig for dansk Forfatterinde. Spørgsmaalet er altsaa: Kan hun betragtes som saadan?

Efter at hun i 1864 havde udgivet »Signes Historie«, det første Værk, som forskaffede hende udelt Anerkendelse, fandt hun, at det var hendes Pligt at vende tilbage til Norge, for som norsk Borgerinde at øve sit Virke der, hvorfra hun modtog sin Livsforsørgelse. Havde hun imidlertid ventet, at hun ogsaa skulde vinde let og hurtig Indgang og Anerkendelse i den norske Litteratur, da blev det en Skuffelse. Man var endog temmelig utilbøjelig til at kendes ved hende, og det blev en Kamp for hende at naa frem til, hvad hun betragtede som en retfærdig Anerkendelse, og der kom atter strenge Tider for hende. Hun opholdt sig nu snart i Norge, snart i Danmark og snart i Udlandet, men vendte omsider for stedse tilbage til Fædrelandet, hvor hun tog Bolig i København, og dermed havde hun paa en Maade sluttet af med Norge. Det Land, som hun egenlig havde elsket saa højt, havde ikke kommet hende forstaaende imod, og der vedblev at møde hende skæve Domme derfra. Hjemmeforholdet havde hun aabenbart ogsaa mere fundet i Naturen end hos Menneskene. Men naar hun alligevel igennem mange Aar holdt paa at hedde norsk Forfatterinde, er dette jo let forklarligt, da det ikke blot fra Begyndelsen af, men vedblivende er Norge, som har ydet Stoffet til hendes Digtning, og hvortil hendes ejendommeligste Udvikling støtter sig. Det var under den norske Naturs stærke Indflydelse, at hun blev sig bevidst som Digter. Her fik hendes Sjæl sin ejendommelige Farve og hendes Aand Personlighedens Daab. Hvor højt Fru Thoresen nu end elsker Danmark og gennem Aarene atter har sammenlevet sig med alt det hjemlige, maa det dog synes klart, at Norge er og bliver hendes aandelige Hjemstavn. Men ikke desmindre kan og bør hun regnes for dansk Forfatterinde nu; og det ikke blot med den Ret, som t. Eks. Norge kan have til Holberg og Wessel, ikke blot fordi man kan føre hende ind under »Fælleslitteraturens« Begreb, eller fordi hun er dansk af Fødsel; men hendes hele Opdragelse og første Udvikling er foregaaet i Danmark, hun har levet her den største Del af sit Liv, og det er først paa den hjemlige Jordbund, at hendes digteriske Talent kommer rigtigt til Gennembrud. Opholdet i Norge var ikke af saa lang Varighed, at det var i Stand til at slette ud, hvad der i Forvejen var hendes Aands danske Særpræg. Gaar vi til Analyse af hendes Digtning, vil vi, som alt sagt, se, at hun henter sine Emner fra Norge; men alene derfor er hun ikke norsk Digterinde. Stoffet kan jo hentes alle Vegne fra, og en Digtning bliver først karakteristisk derved, at Digterens Personlighed ud fra sit særegne Livssyn og Racepræg indblæser den Liv af sit Liv, Aand af sin Aand. Det særegne for Fru Thoresen er den alvorlige, tunge Tankeballast, den grundige psykologiske Fordybelse i Karaktererne, den rentonige Samklang i Livsanskuelsen, det religiøse Grundpræg, livlig aandsbevæget Fantasi, stærktfarvede Billeder, men dyster Lysvirkning.

Alt dette kan imidlertid udledes af og føres tilbage til hendes oprindelige Natur, er det end kommet noget kraftigere frem ved den norske Paavirkning. Trangen til Fordybelse, den grundige Tanke, den billeddannende Fantasi spores jo meget tidlig hos den helt unge Pige, der ogsaa har modtaget sin væsentligste litterære Dannelse gennem danske Klassikere: Baggesen, Oehlenschläger, Heiberg og Paludan-Müller. Det religiøse Sind har Grundlaget fra Bedstemoderen, den noble Karakterstolthed, som hun overfører til mange af sine Typer, Alvoren og det tungsindige Præg er hendes Slægtsarv efter Faderen. Evnen til sympatetisk Forstaaelse af den norske Bondebefolkning og til Indlevelse i dennes daglige Liv viser afgjort tilbage til hendes eget Udspring fra en gammel, selvbevidst Bondeæt i Danmark. Den spekulative Fordybelse i og Syslen med Problemer og den stadige Indsøgen mod det centrale i Tilværelsen er just hendes danske Særeje, der alt ytrer sig hos Barnet og gør hende til en Gaade for sine Omgivelser. At Sproget fra først af maatte blive norsk, vil ikke undre nogen, da hun jo for bestandig ventede at faa Norge til Hjemstavn. Er det en virkelig værdifuld Digtning, Fru Thoresen har skænket os, og er der i denne tydelige Spor af dansk Aandspræg og Folkeejendommelighed, er der efter Forholdenes Natur ingen Grund til at forarges over Sprogtonen.

Det er Kamp, som har født Fru Thoresens Digtning, hvad hun ogsaa selv har udtalt; den bærer paa mangfoldige Steder Kampens strengt vundne Mærke, derfor virker den saa spændende, saa alvorlig og gribende. Hvad hun har at sige, har slaaet dybe Rødder i hendes egen rige Sjælegrund, og det klinger ikke sjældent fra saa fuldtonige Strenge, at man hører hendes eget svulmende Hjerte deri. Og der er over denne Digtning Tidens og Livets varme og friske Farver, den er saa storladen, stærk og modig som nogen Mands. Hun ruller sine Billeder op for os lig en Række af dramatiske Scener med store Skikkelser, der elsker hedt og hader hedt, der kæmper og lider, sejrer eller falder. Fru Thoresen er de store Lidenskabers, de store Menneskers og den store Naturs særlige Digter. Hendes stærke, noget fantastiske Aand søger sig ualmindelige Opgaver. Under Kampen og gennem Lidelsen har hun følt Aanden hige mod Frigørelse; og som den ægte Digter føler og ved hun, at Aandsudviklingens Kulmination er den tyngede og nedtrykte Menneskeaands Selvbefrielse; derfor stiger hun højt over Virkelighedens flade og tørre Jordbund til de lyse Egne, til Fantasiens Lykkeland under Frihedens blanke Sol! Fru Thoresen er Optimist, og til alle dem, der kæmper og lider, bringer hun den fortrøstningsfulde Lære, at gennem det alt skal Sjælen styrkes, Viljen staalsættes, Modet hæves, det indre Menneske vokse og opdrages. Hun kender af Erfaring Stormvejrstiderne; men hun har ud fra al Brydningen vundet sin Livsanskuelse, der er stærk, høj og sund. Hun er naaet frem til den fredstille Væren og gennem Skæbnekampen og Skildringen af Livets Sorger er det, som vi hørte Horats's mildt beroligende Ord: »Bevar taalmodig under Modgang et roligt Sind!«

Hun skildrer oftest tunge og mørke Skæbner, lidenskabelige Karakterer, Mennesker med megen vild og utugtet Naturkraft; men der falder ogsaa Blink af Lys og Glimt af Sol derover. Vi ser, hvorledes den raa Naturkraft blødnes og bøjes gennem Kampen og forvandles til ligesom nyskabt, livgivende Aandsmagt. Det oprindeligt ædle og store i Mennesket rejser sig og træder Dyret paa Nakke; ja, selv af Skuffelser og Nederlag fostres stærke Sind. Hun dvæler ved det mørke, men i Grunden elsker hun det lyse, og altid peger hun mod Blinkfyrene, saa Haabet og Modet ranker sig i os. Ikke blot er det med Hentydning til Solens Hilsen over Fjældbrynet at hun udbryder:

»O, Lysning over Fjældet -- Dagen ny,
Livshaabets friske Brydning gennem Sorgen!
Du ved det nok, du stærke »Glan i Sky'«
du fik mit Hjertes brændende Godmorgen!«

Vi har ovenfor sagt, at allerede en af Fru Thoresens allerførste Fortællinger: »Studenten«, udkommen i nyt Oplag 1888, er typisk for Forfatterinden. Vi har hende nemlig straks her med alle sine Særmærker. Studenten, Brune, en af disse mange Kampens Eksistenser, higer mod noget stort og skønt, der alt fra tidligste Tid er stillet ham som Maal af Faderen, der ogsaa hører til de havarerede paa en ublid Skæbnekyst. Med stigende Spænding og usvækket Deltagelse følger vi Brune fra Barndomsdrømmene mellem de trange Fjælde, fra hans mislykkede Lægevirke i den snævre Rønne og siden paa Studeringernes »via ardua ad astra«! og vor dybeste menneskelige Medfølelse vækkes, da han, uden at naa Maalet og uden at naa til aandelig Klarhed og Frigørelse, segner og dør midt i den gryende Vaartid paa selve Frihedsdagens Morgen. Han sang saa glad til Blomsterne:

»Nu skal jeg nok lette den tunge Sten,
hvor Lilien gror,
den skal ikke trykke den fine Gren
til den kolde Jord!«

Men Haabet skuffedes, Kampen var omsonst. Det er imidlertid ikke en blot almindelig Menneskekamp for at komme frem, hun her har stillet os for Øje. Det er tillige, dybere set, den blivende Kamp mellem Natur og Kulturliv; og denne Brune, hvem Forfatterinden nænsomt føler og lider med, er ikke blot en almindelig Virkelighedsfigur derude fra Livet, ikke blot hendes Tankes tunge Barn heller, han er en Personifikation af hendes egen Higen mod Klarhed og Frigørelse, og i Skildringen af Heltens tragiske Skæbne har hun delvis skildret sig selv.

Ved sin Hjemkomst til Danmark havde hun det Held straks at træde i Forbindelse med et anset Blad og en anset Forlægger. Det er »Illustr. Tid.«, som har Æren af at have indført Fru Thoresen i den danske Litteratur, idet Bladet bragte hendes Fortælling: »En Aften i Bergen«. Den blev læst med stor Interesse og skaffede hende straks mange Venner. Dernæst lykkedes det hende at erhverve Hegel til Forlægger. Denne gennemhumane Personlighed, der har haft saa stor Betydning for mangt et ungt Talent ved Digterbanens Begyndelse, blev ogsaa meget for Fru Thoresen, og hans noble Imødekommen og Hjælp mindes hun endnu bestandig med stor Taknemlighed. Hos ham udkom i 1864 »Signes Historie«, ubetinget den skønneste og i kunstnerisk Henseende mest værdifulde af hendes Fortællinger. Der er en Fasthed i Kompositionen, en Energi i Udviklingen og i Stilen en poetisk Kraft, der ikke kan andet end tiltale. Det er store Skikkelser, vi møder her i dramatisk effektfulde Situationer, og det er de store, stærke Lidenskaber, som udkæmper Kampen. Der er ligesom en indre »magnetisk« dirrende Uro, som vedligeholder Spændingen indtil Bogens sidste Blad. Store Katastrofer indtræffer, men altid kun efter om hyggelig Motivering. Lyslevende stiller hun sine Menneskeskikkelser frem for os. Der er Odelsbonden, den stolte, selviske Kolbein Starkar paa Kraakenæsset, dernæst »Gudsunderet«, Datteren Signe, som er hans »Sommersol«, hans »Vinterskygge«, Naboen, den myge og tungsindige Keld, dennes Søn, den fæle Thorstein Hatle og den sølle Jente, som »steller« om dem i den gamle, forfaldne Gaard. Endelig er der Præsten, den kolde, fjældhaarde, ubøjelige, hans Søn, der siden forfører Signe, og Præstens Søster, den rare Rebekka. Hvor sikkert har hun ikke draget Linierne i disse Fysiognomier, saa vi husker dem med forunderlig Tydelighed. Ganske særlig har hun sin Styrke i at skildre de stærkt bevægede Situationer, saadanne, som siden bliver Mærkepæle paa Livsvejen: Faderens Møde med Signe efter at hun har født sit Barn og vil have det i Kirke -- Thorstein Hatles Brydetag med Præstesønnen, Kolbein Starkars Endeligt -- og frem for alt: Scenen i Kirken, hvor Signe før Daabsfærden staar Ansigt til Ansigt med den strenge, hjertefrosne Præst, ængstelig og ydmyget, løftende Hovedet under »Skamplaget«. Det er et Moment af gribende Virkning, og slig skriver kun den, som til sin Digtning har gjort alvorlige og dybtgaaende Sjælelivsstudier. Fru Thoresen stiller store Fordringer til sig selv, umager sig for sine Opgavers Løsning og raader tillige over en meget udviklet Teknik. Hendes Stil er ikke meget bøjelig, men den har en Klang som af gammel nordisk Malm: »Det tog en god Stund, før Keld kom hen over Marken og ind paa Tunet til sin Gaard, endda Vejen var hverken tung eller lang. Men det er ikke altid Vejen, som lægger Tyngsel paa Vandreren, det er lige saa ofte Maalet.«

Fru Thoresens næste større Arbejde var Fortællingen: »Solen i Siljedalen« (1868) med de mange prægtige Naturbilleder. Ogsaa her er der Møde mellem store Lidenskaber, der tager Styrketag; men der er ogsaa Elskovstale fager og øm. Forf. er paa adskillige Steder ret subjektiv i denne Fortælling: »Var han en af hine enkelte, som ligner de ranke Træer i Skoven med de afgnavede Stammer, der vel naar Højden, men aldrig Fylden, fordi Barndomsplejen, den lune, hyggende Underskov ikke fandtes. Intet Minde griber saa isnende ind i Sindet, selv i de stærke, modne Aar, som Savnet af et Barndomshjem. Det er en gold og pinlig Ihukommelse at have siddet med tørre Læber og smægtet efter Kærlighedens Honning i en Alder, hvor Sindet endnu ikke mægter at gribe en af dens mange Modsætninger til sin Trøst«. Det er klart nok, at hun her er under Indflydelse af Minderne fra Barndomstiden, der jo ogsaa savnede den »skyggende Underskov«.

Det er rimeligt nok, at Fru Thoresen har lært af baade Ibsen og Bjørnson, og særlig den sidste har øvet kendelig Indflydelse navnlig paa hendes første Værker, uden at det dog kan siges, hvad man stundom kan høre fra norsk Side, at hun efterligner hans Maner; men hun er selv aandelig i Slægt med Bjørnson, behandler lignende Emner, er dyb og djærv og modig som han; men har langt mere Harmoni i Livsanskuelsen.

Det var at vente, at Fru Thoresen, der med saa megen Virkning evner at samle hele sin digteriske Kraft paa virkningsfulde Katastrofer, og som med Forkærlighed skildrer tragiske Skæbner, maatte have Betingelser for med Held at dyrke Dramatiken, som jo egentlig var hendes første Felt. Hun har da ogsaa skrevet flere Arbejder for Scenen i Tiden efter 1870, hvorom mere i det følgende Afsnit; men de kan ikke i Støbning, Karaktertegning og psykologisk Motivering maale sig med hendes Fortællinger og Digte.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

I det foregaaende er der (S. 106) sagt, at

Fru Magdalene Thoresen

ofte giver sine Fortællinger et stærkt dramatisk Sving. Hun begyndte da ogsaa som Dramatiker og har efter 1870 skrevet flere større Arbejder, der alle er respektabel Kunst; de er varmhjertede, følelsesfulde, rige paa gode Iagttagelser. Og dog naa'r hun ikke saa højt eller vidt i disse som i sine Fortællinger og Rejseskildringer. Vi nævner fra forskellig Tid Skuespillene: »Et rigt Parti« (1870), »Inden Døre« (1877), »Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne« (1878) og »En opgaaende Sol« (1881). Fru Thoresen er aabenbart gaaet til sine Opgaver med Alvor og efter grundige Forstudier. Livsmodig og aandsstærk, som hun er, sætter hun ogsaa en betydelig Kraft had; og dog har intet af hendes Stykker haft scenisk Levedygtighed. Ikke engang, da hun i 1877 i »Inden Døre« forsøgte at give et Billede af moderne Grossererliv i Hovedstaden, vandt hun nogen Sejr. Det opførtes i sin Tid paa det kgl Teater, i Forsæsonen 1878, men det holdt ikke længe ud. Senere er det i 1890 fremført af Dagmarteatret, hvor det fik en mønsterværdig Udførelse, som dog ikke helt var i Stand til at dække over Stykkets indre Brist. Desværre savnes den fornødne Klarhed baade i Kompositionen og hos Personerne; saaledes er Lyder Martin en temmelig taaget Skikkelse. Den skurkagtige Lister er heller ikke nogen moden Frugt af psykologisk Studium, den alt for bratte Forvandlings- eller Omvendelsesscene er meget for svagt motiveret og virker derfor højst utilfredsstillende, ligesom overhovedet den tilpas for Intrigen neddumpende »amerikanske« Nabob viser, hvor svage Punkter, der lader sig paavise i dette Arbejde, der ellers indeholder saa mange gode og dygtige Enkeltheder og fortræffelige Iagttagelser. Ja, selv det store 5-Akts Stykke: »Kristoffer Valkendorf «, som optog Forfatterinden i hele 5 Aar, og som i Henseende til det kulturhistoriske Stof er skrevet med fremragende Dygtighed, evnede ikke at holde sig paa Repertoiret. Den hele Komposition er her som i forrige lidt ubehjælpsom og uklar, dialogen ikke overalt saa naturlig og ligefrem, som ønskeligt, og den Elskovsblomst, som skal live op i den mørke Handling: Bergens Kamp for Frigørelse fra Hanseaternes tyngende Herredømme, har ikke hverken naturlig betinget Spiring, Vækst eller Blomstring. Paa den anden Side er der i nævnte Kamp meget dygtigt og fortræffeligt. Men gennemgaaende er der ikke over Fru Thoresens Skuespil den vingede Flugt, den Lethed og spirituelle Livfuldhed, det lune Humor, som vort danske Teaterpublikum ynder.

Blandt hendes Fortællinger fra Halvfjerdserne anfører vi: »Billeder fra Vestkysten af Norge« (1872), »Nyere Fortællinger« (1873), »Livsbilleder« (1877) og »Herluf Nordal« (1878). Der er overalt i disse Værker den samme kendte stærke og brusende Lidenskabens Styrke, dristige Fantasi, originale Opfindsomhed og klare Selvsyn. En høj Rang i Forfatterindens Produktion indtager »Billeder fra Vestkysten af Norge«, der giver ypperlige Skildringer af norske Kulturforhold, norsk Folkeliv og norsk Natur, alt lyslevende og farverigt. Hun beskriver bl. a. Steder ogsaa Søndmør, hvor hun i over 15 Aar sad som Præstefrue, og hvor hun nøje kender alle Forhold. Vi forstaar let, at hun har gennemgaaet en streng Skole deroppe i denne »nøgne, tungsindige Natur«, der vel paa en stille Godvejrsdag kan ligge med den »bløde Farvetone omkring sig og frem for sig Stordybets mørkblaa Slette, der funkler i Solen med sine tusindfoldige Stjerneblink; men som, naar de frygtelige Nordveststorme sætter ind med rasende Snebyger, forvandles til et Kaos, hvor alt hvirvles rundt i hinanden. Og -- »da pludselig slaar et Lyn ned, blændende og blaaspillende gennem det hvide Sneraak, og Tordenen ruller efter som korte, svære Drøn, uden Ekko«. Forf. er bleven stærk i denne Natur, ikke lammet eller nervøs. Man fatter, at hun »vil ej Døden, men et Liv, som flammer op med Morgenrøden«. Hun har forstaaet at se og høre, og hun ejer en Rigdom af Sagn og Fortællinger, mørke og tunge, men gribende og aandsløftende i deres dybe Inderlighed.

Disse Billeder danner i Grunden Indledningen til de langt mere storslaaede: »Billeder fra Midnatssolens Land«, som Fru Thoresen i 2 Bind udgav 1884--86. Med beundringsværdig Dygtighed formaar hun at udrede hele det indviklede kulturhistoriske Væv, som hun her har med at gøre. Hun tumler med rent faglige Udtryk og i det hele med en Teknik, som man skulde synes, der hørte mandlig Praksis til for at beherske; hun skildrer Byernes Fremvækst eller Hensygnen med nøje Paavisning af Aarsagsforholdene, Fiskeriets Betydning og det brogede Liv, det afføder, efterviser Kulturens Vandringer, følgende dens Spor ude fra Vestkysten og Søstæderne ind ad til i Landet o. s. v. Men af langt større Værd er dog de talrige Sagn og Fortællinger, hun meddeler, alle fulde af poetisk Højhed og Skønhed, der breder sig ud over hele dette forunderlig fængslende Værk, ubetinget Fru Thoresens stolteste litterære Monument. Det er præget af en saa ungdommelig Friskhed, en saa varm Glød og Ildhu, at man næppe skulde tro, at det var et Aandsprodukt af en Kvinde over Midten af Tredserne. Hun har særlige Betingelser for at kunne skildre dette sælsomme Land, i aller egentligste Forstand et »terra incognita« for de fleste; thi hun ejer just paa sin Palet de Farver, som nødvendigt hører til for levende at bilde den paa èn Gang fængslende og truende Natur i sin sælsomme vilde Skønhed, hyllet snart i dystert Halvlys som en angstfuld Nat og snart flammende i luerødt fra Midnatssolens purpurne Strimer, lig en evig Dag! Hun kender det store Sneødes trøstesløse Stilhed, de mørke, knugende Tragters Tungsind og Højfjældets ensomme Forladthed. Og alle de tragiske Dramaer og tunge Skæbnekampe, som hører hjemme paa disse Steder, fatter hun med øm Forstaaelse. Hun gengiver, hvad hun har oplevet paa objektiv Vis uden mange Refleksioner, ofte med slaaende Troværdighed. I denne Henseende er hendes Metode fuldt moderne, ja, hun viger end ikke tilbage for Skildringen af Personer, der i Praksis lever efter Lovløshedens, den »fri Kærligheds« og Umoralitetens Principer. Ikke fordi hun har Sympati for disse Principer, men fordi hun har en ægte, dyb Medfølelse ogsaa med de forhutlede og ulykkelige Eksistenser, som Moralen kun giver sit stemplende Slag i Ansigtet, og som Samfundet forfølger med Rettens hævede Sværd. Det er denne dybe Sympati, der gør disse Historier saa stemningsstore, saa inderlig rørende, uden Stænk af Sentimentalitet. Der er Historien om »Jens Korn« og hans lykkelige Stævnemøder med sin elskede, der til sidst brændes som Heks, eller den saa menneskeligt sete Skitse om »Lasse Paal og Anche«, der i deres usle Tilværelse elsker hinanden. Han stjæler, og de straffes med at staa i Halsjærnet ved Kirken 3 Søndage i Rad, hvorefter de bliver udviste af den usle »Jordgamme«, i hvilken de dog har levet saa gode og lykkelige Dage med hinanden. Om Vinteren bor de under et Baadhvælv; men de vidste og følte, at de havde været lykkelige, »og naar to i Trofasthed ved det med hinanden, kan derpaa leves godt og længe«. Anche føder imidlertid et Barn, som dør under Mørketiden, og Lasse begraver det i »Fjæren«. Barnet var udøbt, og Forældrene dømmes nu til at staa i Fjæren ved to Søers Fald, hvad der bliver den stakkels Anches Bane. Ypperlig er ogsaa Kærlighedshistorien mellem Kommandanten paa Vardøhus og hans Tjenestepige Ragna; ligeledes de meddelte Træk om Læstadianismen og den ligefrem vanvittige Retning, Opvækkelsen tog i Kautokejno i norsk Lapmark. Fru Thoresen har været helt mod Nord og besøgt Nordkap. »Det er et gribende Syn,« siger hun, »at have Kæmpen foran sig med Snekaaben om de brede Skuldre og den truende Pande vendt mod Havet«. Overalt finder hun Stof til Fortælling. Stundom har hun kun haft nogle faa Træk at holde sig til, et blot og bart Sagnskelet, der lader Tanken frit Spillerum. Men hendes livlige Fantasi skaber deraf de mest levende Billeder. Vil man have et Eksempel paa, hvor gennemførte de enkelte Karakterskildringer er, selv i disse korte Skitser, da læse man den fortræffelige Fortælling om »Aron Thams«, den stolte, stærke og selvgode Købmand, som tvinger alt i Knæ under sin haarde Vilje, den han ustandselig sætter igjennem, ligesom muntrende sig selv med sit evindeligt gentagne: »Igen, igen!« indtil han en Dag selv sættes i ;Knæ og standses i Fremfarten. Dog er det ikke blot for Menneskets Nød og Lidelser, at Forfatterinden har et altid aabent Hjerte; ogsaa Dyrene føler hun for med barmhjertigt Sind. Hvor gribende har hun ikke i faa Linier fortalt os om de sultefødte Høveders Kval i de fattige Egne: »De begynder med at udstøde gennemtrængende Brøl, og de ender med hin uudsigelige Klagen, hvor de beder for sig«. Som bekendt dør mange Dyr af Sult om Vinteren, fordi Beboerne ikke kan skaffe tilstrækkeligt Foder. Fru Thoresen har Æren af at have indført i Litteraturen Udtrykket »Midnatssolens Land«, der siden er blevet almindeligt i Folkemunde. Tidligere hed det simpelthen »Finmarken« og »Nordlands-Finmarken«.

Blandt hendes senere Arbejder kan mærkes: »Mindre Fortællinger« (1891), »Elvedrag og andre Fortællinger« (1893) og senest »Livsluft«, Fortællinger (1896). I den første Samling findes flere smaa ægte poetiske Perler; i »Elvedrag« har man den ejendommelige Fortælling om Lüdich, der forfører den unge Pige, den rørende lille Skitse om »Jomfruen«, grebet lige ud af Livet og fortalt med sviende Sandhed, og den for Forf. saa karakteristiske Historie: »Hun blev tæmmet«. Langt mere poetisk er »Kærestevalget«, hvor hun fint og diskret fortæller om, hvordan »Uskyldighedens Stjerne« blev slukt. Selv i den seneste Bog mærkes ikke nogen Svækkelse i den poetiske Kraft, hun fortæller saa mandigt som altid før, stiller sine stærke Krav til Menneskene, men dømmer humant, naar der viges af fra Fordringerne. Saaledes er t. Eks. »Bertel Baghaand« en ypperligt fortalt Historie.

Fru Thoresens Liv med al dets Brydning og Kamp gaar igen i hendes Digtning. Det et just Hoveddyden ved denne, at den bærer Livets og Tidens Præg, at Forfatterinden giver sin egen rige Personlighed. Selv siger hun:

»Tag op din Kamp saa tit du vil,
kun skal du lægge Hjertet til!«

Og det har hun gjort. Hendes Digtning er i poetisk Kraft og Fylde, i Tankernes Klarhed og Dybde, Originaliteten en Mands, men i Følelsens stærke Inderlighed, i den dybe, omfattende Sympati en Kvindes. Modig og varm ruller fra hendes store Hjerte den Strøm af livssundt Blod, der giver hendes Digtervirke Værd, og som forlængst har sikret hende en anset Plads i den evropæiske Litteratur; thi at hendes Hovedarbejder forlængst er oversatte paa forskellige Sprog behøver næppe at noteres, selv England har modtaget hende med stor Anerkendelse.

I mange Aar har hun levet et stille Liv i Hovedstaden, ude paa Østerbro, altid flittig syslende med mangehaande Studier og med sit Husvæsen. Den 77-aarige Forfatterinde har ikke hidtil maattet skatte til Aarene i nogen kendelig Grad. Hun er saa frisk i Aand og saa klar af Tanke som nogen Sinde. Den lille Skikkelse med det prægtige, intelligente Hoved formaar endnu at føre en Samtale med ungdommelig Lethed, og Ilden fra de dybe, mørke Øjne fortæller om, at der fremdeles er Glød i Sjælen. Med usvækket Interesse følger hun da ogsaa endnu alle betydelige Spørgsmaal i Litteratur og Kunst saa vel som paa det sociale Omraade. Hun hører til de virkelige Stormennesker, og muligt kan vi endnu vente os overraskende Arbejder fra hendes Haand.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/thoremag.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free