Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt, af Nicolai Bøgh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 99 -
ikke have noget med Spidsborgerligheden at gjøre.
Selv ved et Whistbord kunde han afvise en lille
Gemytlighed mellem Spillene. »Hvad siger De?« eller »De
spiller ud!«, lød det fra hans Mund. Han kunde
indbyde nogle Venner med paa en Skovtur, hvor han var
en udmærket Vært, han kunde endog spille en Pot
Kegler, men — gemytlig, det var han ikke. Her taler
jeg om den populaire Betydning af Ordet; paa anden
Maade havde han meget Gemyt: han ejede et varmt
Hjertelag. Hans Deltagelse kunde være saa velgjørende,
fordi han var sund og hjertelig. Jeg kan ikke lade
være at fortælle, at da mit Hus engang var stærkt
befængt med Difteritis og Ingen maatte komme derind,
ringede det paa Døren, og det var Goldschmidt. »Jeg
vil ind til Dem, jeg vil se, hvordan De har det,« sagde
han. Jeg bad ham om endelig at gaa, jeg holdt stærkt
igjen, men han vilde ind. Saa trak han sin Handske af
og sagde: »Her er min Haand! De skal se, at De ikke
er lukket ude fra Venner. Jeg er ikke bange for Smitte.«
Og som han selv kunde være hjertelig, være det
sagt til hans Ære, at han trængte til Hjertelighed. Han
sagde: »Naar man har prøvet Hjerteligheden, saa er
Høfligheden kun Liget deraf.«
»Noget dulgt Barnligt følger altid Geniet, selv til
Graven.« Det er hans egne Ord, og Mange ville vel
mene, at denne reflekterende Mand intet Barnligt
havde ved sig. Men saa tager man fejl. Det var
tvertimod indtagende at se ham tale med Børn, drage
dem til sig, forære dem en lille Gave, han bragte med,
og gaa ganske ind paa deres Forestillinger. Han talte
raskt, djærvt, friskt til dem, især naar det var Drenge;
hans Mening var, at »en Dreng skal være naturlig,
glad og djærv.« Noget Andet er det, at han, Eneboeren,
kunde blive nerveus, naar de støjede for meget, og ikke
ret taalte at have dem stadig om sig. Han vilde have,
de skulde være artige.
Det Sentimentale afskyede han. Han havde tænkt
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
