Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ungdommeligt Livsmod. Han var en passioneret Danser, havde en god
Sangstemme og forstod at føre en Samtale paa utvungen Maade
og med kvikke Indfald – alt Adgangskort til en Omgang, der
laa oven over sædvanligt Studentermilieu, og især til Damernes
Bevaagenhed, som hans ridderlige Galanteri sikrede ham. Med
Examenslæsningen gik det mindre galant. Han tog i Foraaret
1817 Philosoficum med højst variable Karakterer, f. Ex. i den lavere
Mathematik Udmærkelse, i den højere Non, men i det hele taget
med et tarveligt Resultat. Aaret efter fik han Regensen og boede
her de følgende tre Aar, slidende i det theologiske Studium, som
hans Moders indstændige Ønske havde bevæget ham til at vælge,
men med rigelig Rekreation i kammeratlig Omgang, Musik og
Digtning. Sammen med de gode Venner Abrahams, C. N. Rosenkilde
og Komponisten Hans Krøyer dannede W. en Kvartet, hvis
Sang vandt Ry videnorn, og det var Abrahams, der ved Aftengildet
i Regensgaarden 5. Juni 1820 foredrog W.s berømte Studentersang
«Her under Nathimlens rolige Skygge» (hans første
trykte Digt) til Melodi af Krøyer, medens Koret gjentog Omkvædet
«Herrer vi ere i Aandernes Rige». Samme Aften omdeltes blandt
de tilstedeværende en Opfordring til at danne en Studenterforening,
og paa den fandtes W.s Navn, ligesom han var med blandt
Foreningens første «Eforer» eller tilsynshavende.
Lige saa lidt som andre opvakte unge Mennesker blev W.
sparet for Anfægtelser i Retning af Theatret. Trods sine tarvelige
Formuesforhold var han en hyppig Gjæst i Skuespilhuset og tænkte
baade i sin Regenstid og senere paa at gaa til Scenen, hvor han
særlig mente at kunne gjøre Fyldest i Anstandsfaget à la Frydendahl
og Stage; hans Færden i Rosenkildes Kreds og senere et
heftigt, om end hurtig forbigaaende Anfald af den epidemiske
Forelskelse i den purunge Jfr. Påtges bestyrkede ham i disse
Planer, der dog strandede paa hans Selvkritik, inden deres
Udførelse var naaet ud over de indledende Skridt. Hans strængt
aarvaagne Bedømmelse af egne Evner gjorde sig ogsaa gjældende
over for hans Digtning i Studentertiden; han var meget produktiv,
men viste kun sjælden sine Frembringelser til andre og dømte
dem bunkevis til Døden paa Baalet. Samme Skæbne var paa et
hængende Haar bleven nogle af de første «Træsnit» til Del, hvis
de ikke i det afgjørende Øjeblik vare blevne frelste af Poul Møller,
der tog dem med sig hjem til Gjennemlæsning og med god Samvittighed
kunde erklære, at «dem kunde han meget godt være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
