Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bugge, Peder Olivarius, 1764-1849, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig nu, at man ikke havde vidst, hvad man gjorde, og det til
Lektoratet virkelig hørende Gods gav kun 50-60 Rdl. af sig. B.
søgte i Lempelighed at faa Fejlen rettet, men fik kun til Svar, at
det skulde forblive ved det, som var bestemt. Han søgte nu om
Tilladelse til at faa Spørgsmaalet afgjort ved Retterne, men fik
intet Svar. Sagen blev staaende til 1810, da han personlig vilde
fremlægge den for Kongen, og man endelig tillod, at den kom for
Retten. B. skrev selv sine Indlæg og vandt Sagen baade ved den
nedsatte Kommission og ved Højesteret, saa hans Eftermænd have
ham meget at takke for. B. var saa uegennyttig som nogen, men
han led Nød, og Ærgrelsen over det store Pengetab, da han
maatte modtage de under Navn af Lektoratgods afgivne Indtægter
for 8 Aar i Bankosedler af 1812, gjorde ham bitter. Han havde
vænnet sig til i Kancelliet at se «Gejstlighedens værste Fjender»
og sparede det ikke i sine Skrivelser. Han tog ikke Kancelliets
vanskelige Stilling i Betragtning, navnlig naar det ved enkelte
Lejligheder lod Præster lide paa Grund af sit Ubekjendtskab til
Forholdene i de fjærne Egne. Enkelte Ytringer i hans Skrivelser
kunde tages for Sigtelser og vakte Kongens højeste Mishag. Det
tilkjendegav sig ikke blot ved paafaldende Tilsidesættelse, i det
B. var den eneste af Rigernes Bisper, der ikke blev Danebrogsridder,
medens han maatte se en af Throndhjems Kapellaner dekoreret,
– men end mere ved en alvorlig Forhandling om hans
Afskedigelse i Slutningen af 1812. B. forklarede sine Ytringer med
megen Frimodighed og stilistisk Mesterskab, og det endte da med,
at han i Nov. 1813 fik en – efter Kongens egne Ord –
«fortjent og alvorlig Irettesættelse».
Dette vor gamle Konges Afskedsord gik ikke Biskoppen
synderlig nær. Han fik det gjennem Statholderen, Prins Christian
Frederik, der samtidig kaldte ham til Christiania for at raadslaa
med den Mand, hvem han fra 1806 kjendte gjennem en Mængde
– til Dels meget fortrolige – Breve. Det blev snart bekjendt,
hvor højt han stod i Prinsens Gunst. En foreløbig Ordning af
de kirkelige Anliggender – efter Kieler-Freden – var omtalt mellem
dem, og Prinsen tænkte paa at stille ham i Spidsen for den kirkelige
Styrelse som summus theologus. Forhandlingerne maatte imidlertid
afbrydes, og Prinsen rejste i Jan. 1814 til Throndhjem. Han
var Gjæst i Biskoppens Hus, drak «Venskabs Skaal» med ham og
hilsedes med en af ham skreven Sang, der i tydelige Ord pegede
paa Norges Krone. B. gjorde alt for at faa Prinsen til at antage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
