Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VENDERNE PAAFØRE DANMARK KRIG
19
ligger nær, at Sven har kaldt ham tilbage for at benytte ham i sin Interesse. Den
nærmeste Anledning til Krigen, fortæller Mag. Adam, der fremstiller
Begivenhederne saaledes som Sven fandt for godt at meddele ham dem, var at Ratibor,
en mægtig, til Christendommen omvendt Venderhøvding, var bleven dræbt af
Danerne, og sidenefter alle hans 8 Sønner, da de vilde hevne hans Død, hvorfor
Venderne med en talrig Hær angrebe Jylland1. Vore egne Sagaer lade Krigen
begynde med at Venderne i Jom havde unddraget sig det danske Herredømme,
hvilket neppe kan forstaaes anderledes, end at Venderne i Jom havde taget Svens
Parti, og at Jomsborg var faldet i Hænderne paa hans Tilhængere. Den første
Efterretning, som naaede Magnus, maatte dog være den, at Sven havde opkastet
sig til Konge i Danmark. Han udbød derfor strax halv Ålmenning af Norge baade
med Hensyn til Folk og Proviant, og en betydelig Hær samlede sig om ham. Blandt
dem, der ledsagede ham, nævnes Einar Thambarskelve, dennes Søn Eindride
og Sighvat Skald, saa vel som flere Islændinger. Einar og Eindride bragte ikke
mindre end 13 Skibe2, og hvis de øvrige Lendermænd skaffede Tropper i samme
Forhold, maa Hæren virkelig have været meget stor. Det er derfor ej at forundres
over, at Sven, saa snart han hørte at Magnus nærmede sig, og hvor stor hans Flaade
var, opgav al Tanke om at forsvare sig i aaben Kamp, og strax flygtede over til
Sverige, hvor han tyede til sin Frænde Kong Anund, og imidlertid ved paalidelige
Folk holdt Øje med Magnus’s Bevægelser3. Magnus styrede til Jylland, hvor
Folket strax underkastede sig, og hvor han skal have holdt en haard Straffedom,
idet han lod mange af dem, der havde hyldet Sven, dræbe, medens nogle maatte
flygte fra Landet, og andre ved Pengesummer maatte tilkjøbe sig sin Fred4. Det
skulde heraf synes, som om Oprøret endnu kun var kommet ret til Udbrud i
Jylland. Da det var dæmpet, sendte Magnus en Deel af sine Folk, sandsynligviis
1 Mag. Adam, II. 75. Saxo (S. 543) fortæller at en fornem Vender (Ratibor?) angreb Jylland for at
hevne sine 12, paa et Sørøvertog til Danmark dræbte Sønners Død.
2 Magnus den godes Saga Cap. 50. At det Tog, hvortil her sigtes, var det, der ovenfor omhandles,
sees deraf, at det udtrykkeligt i det foregaaende omtales, at Magnus havde tilbragt Vintren og Paasken
i Throndhjem, og at han endnu først i Mai ej havde forladt Norge. Thi den næste Vinter tilbragte han,
som det udtrykkeligt siges, (Magnus den godes Saga Cap. 39. Snorre Cap. 33) i Danmark, kom ej tilbage
til Norge førend ved Vaarens Ende, og forblev der længe om Sommeren, ja kom neppe engang da til
Throndhjem, og tiltraadte saaledes først ud paa Sommeren sit andet Tog til Danmark, det sidste han foretog
alene, før Harald Sigurdssøns Hjemkomst, og saaledes det eneste, hvorom der kunde være Tale, naar man ej
vilde antage, at de oven anførte Ord sigte til det første. Men da de nys omtalte Omstændigheder hindre
os i, her at tænke paa det andet Tog, bliver det alene det første, eller Toget i 1043, som her kan være
meent.
3 Fagrskinna, Cap. 142, taler om at Magnus ved denne Lejlighed styrede Visunden, hvilket er heel
sandsynligt; dog har Samleren her vistnok taget Udsagnet fra de større Sagaers Beretning om Magnus’s
første Rejse til Danmark, eller hans Hyldingsrejse, se ovf. B. IV. S. 384.
4 Magnus den godes Saga. Cap. 28, Snorre, Cap. 25, 26, Fagrskinna, Cap. 141, 142.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
