Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
MAGNUS DEN GODE
Ledingstropperne, hjem, medens han med de øvrige stevnede til Jomsborg, hvis
Frafald han imidlertid havde erfaret1. Han skal ogsaa have opbudt Folk og Skibe
fra Danmark, og faaet en temmelig betydelig, men neppe synderlig paalidelig,
Styrke derfra. Han angreb strax Jomsborg, som han indtog og brændte, og hvor der
skal have været anrettet et stort Blodbad2. Ved denne Lejlighed blev, som man maa
formode, Harald Jarls Enke Gunnhild fordreven, ej alene fra Jomsborg, men ogsaa
fra Danmark, med sine to Sønner Heming og Thorkell. Derpaa blev Jom herjet,
og, som man maa antage, fuldkommen undertvunget. Paa Tilbagevejen traf
Magnus en Deel Vikinger under Rügen, paa Øens Vestside, angreb og overvandt
dem. Etsteds omtales dette Slag, som om Sven selv skulde have deelt aget deri,
og dette er ingenlunde usandsynligt3. Naar det var Svens alvorlige Hensigt at
sætte sig i Besiddelse af Danmark, vilde det have været en Urimelighed, om han
den hele Tid havde holdt sig stille i Sverige, saaledes som vore Sagaer ellers berette.
Det maatte tvertimod være ham magtpaaliggende, jo før jo heller at komme ned
i de danske Farvande, for at krydse omkring og i egen Person at iagttage Forholdene,
og for at kunne være rede til, strax at benytte den første den bedste Lejlighed
som tilbød sig for ham til atter at træde frem. Den hemmelige Forbindelse, hvori
han uden al Tvivl stod med Venderne, maatte ogsaa gjøre det dobbelt vigtigt
for ham, at holde sig saa nær Krigsskuepladsen som muligt. Men om end saaledes
de her omtalte Vikingeskibe tilhørte Sven, eller han var iblandt dem, var det dog
ikke en nødvendig Følge heraf, at Magnus, eller Nordmændene i hans Hær, vidste
nogen Besked derom. Tvertimod laa det endog i Svens Interesse, at lade Magnus
saa meget som muligt være uvidende om hans Nærværelse og Bevægelser.
Efter denne Sejr styrede Magnus til Slesvig eller Heidaby, hvor hans
Nærværelse var i højeste Maade nødvendig. En uhyre vendisk Hær var brudt ind over
den ved Svens Forræderi blottede Grændse, og under Brand og Herjen trængt
op i Sønderjylland, hvor den allerede truede Ribe4. Det gjaldt derfor at indhente
1 Fagrskinna, Cap. 142. Tilbagesendelsen omtales i Magnus den godes Saga, Cap. 28 og hos Snorre,
Cap. 25 først efter Toget til Jomsborg.
2 Magnus den godes Saga, Cap. 28, Snorre, Cap. 25, Fagrskinna, Cap. 142. Jomsborgs Indtagelse
omtales ogsaa af Magnus, Adams Scholiast, Schol. 57: «Kong Magnus, omgiven af en stor Daneflaade,
belejrede Slavernes blomstrende Stad Jumne, og Ødelæggelsen var derefter. Han skrækkede alle Slaverne;
han var selv en Yngling af rene Sæder og uskyldig Vandel, hvorfor Gud gav ham Sejr over alle».
8 Se ovenfor S. 18 Note 1, jvfr. S. 28.
4 Se herom ovenfor S. 19, jvfr. Mag. Adam, II. 75. Det staar her: «usque ad Ripam vastandam
pro-gressi sunt»; hvilket maaskee kan oversættes: «trængte heelt op til Ribe for at herje den»; men ogsaa
maa-skee alene skal betyde, «vare trængte frem i den Hensigt at gaa lige til Ribe og herje den». Det er
derfor just ikke afgjort, at Venderne virkelig vare komne saa langt op som til Ribe. At de dog vare komne
et Stykke op i Landet, sees af hvad Mag. Adam nævner strax nedenfor, nemlig «at Magnus modtog de
jra Danmark udgaaende Hedninger paa Sletterne ved Heidaby». Denne hans Beretning, som han selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
