Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD SIGURDSSØNS BEDRIFTER PAA SICILIEN 83
Ved Hjelp af disse Oplysninger kunne vi nu temmelig nøje følge Haralds Skridt
efter hans Tilbagekomst fra det langvarige Ophold i Orienten og Pilegrimsrejsen
til Jerusalem. Han indtraadte da, som vi have seet, i Væringernes Tal, og
ledsagede Georg Maniakes, Nordmændenes Gyrge, til Italien og Sicilien.
Sandsyn-ligviis er det kun hertil, Thjodolf sigter, naar han fortæller at Harald besøgte
Langobardernes Land. Paa dette Tog see vi Harald optræde som Væringernes
Anfører. Heraf følger ikke ligefrem, at han var Akoluth, eller Overanfører for det
hele Væringekorps. Sandsynligviis var han kun Høvding for den Deel af
Korpset, der laa i Felten, thi Akoluthen selv forlod neppe Constantinopel eller
Kejserens Person. Alt, hvad vore Sagaer fortælle om hele dette Felttog, indskrænker
sig næsten ene til Anekdoter om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han
overlister ham, og hvorledes han ved Krigspuds bemegtiger sig nogle faste
Steder paa Sicilien. Thi hvad der i Skaldekvadene virkelig sigter hertil, er, som
ovenfor viist, ved en Misforstaaelse henført til Krigen i Serkland. Og selv Anekdoterne
om Haralds Uenighed med Gyrge ere, som vi have seet, ved en lignende
Misforstaaelse henførte til det første Krydstog. Disse Anekdoter lyde i Korthed saaledes.
Engang, da Gyrge og Harald skulde opslaa Lejr for Natten mellem Søkysten og
nogle Skove, kom Væringerne først, og sloge deres Telte paa et højt Sted, saa at
der for de øvrige kun var Rum i et dybere liggende fugtigt Dalføre. Da Gyrge
kom, fordrede han at Væringerne skulde overlade Pladsen til ham og hans Folk,
men Harald vægrede sig, og sagde at Væringerne ej vare forpligtede til at flytte
ned i Dalen under Grækernes Fødder. Gyrge var paastaaelig, men Harald meente,
at om Gyrge var Høvding over Grækerne, var han selv Høvding over Væringerne,
og stod ikke under Befaling af nogen anden end Kejseren og Kejserinden. Saa
længe trættede de herom, indtil man paa begge Sider greb til Vaaben, og det var
kommet til Kamp, hvis forstandige Mænd ej havde lagt sig imellem og meglet
et Forlig, hvorved det bestemtes, at det ved Lodkastning mellem Gyrge og Harald
skulde afgjøres, hvo der skulde have Ret til at slaa først Lejr, ride eller ro, eller
lægge til Havn først, enten Grækerne eller Væringerne. Gyrge og Harald skulde
nu merke hver sin Lod. Da Gyrge havde merket sin, bad Harald om at maatte
see paa den, for at kunne merke sin anderledes. Gyrge viste ham sin Lod, Harald
merkede sin, og begge Lodder kastedes i Gyrges Skjød, hvoraf Harald skulde
uddrage den ene. Dette skede; holdende den udtagne Lod i Haanden, sagde han:
«de som eje denne Lod, skulde tjelde, ride, ro og lægge i Havn først». Derpaa
eftersaa han Loddens Merke, og kastede den i Havet, med de Ord: «dette er vor
Lod». Da Gyrge spurgte, hvorfor han ej havde ladet ham see Lodden, bad Harald
ham at see paa den anden, der laa tilbage. Den bar Gyrges Merke, og han maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
