Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆLLESREGJERINGEN. KONGERNE INDBYRDES UENIGE 119
10. Magnus og Harald paa Oplandene. Misligt Forhold mellem Kongerne.
Hvad Tid dette Forlig fandt Sted, angives ingensteds nøjagtigt, men man
maa formode at det var om Sommeren 10461. Der kunde ikke være Tale om,
i dette Aar at foretage nogen ny Udrustning mod Sven, og denne sad derfor
Vintren over i nogenledes uforstyrret Besiddelse af Danmark, for saa vidt ikke
Danerne selv, hvad der dog er Grund til at antage, ved Uroligheder og
Stemplinger gave haandgribelige Beviser paa, hvor lidet de syntes om alle de svenske,
gøtiske og vendiske Krigerskarer, hvoraf Sven var omgiven, og hvis Opførsel,
i det mindste Vendernes, vistnok var saadan, at Nordmændenes Herredømme
maatte ansees som et Himmerige i Sammenligning dermed2. Magnus og Harald
tilbragte imidlertid Høsten med at drage om paa Vejtsler i Oplandene, men
agtede at tilbringe Vintren i Nidaros, saa at det altsaa er at formode, at de paa
disse Rejser langsomt og efterhaanden have draget nordefter. De havde hver
sin særskilte Hird, og vare stundom sammen, stundom ogsaa hver for sig. Det
viste sig snart, hvad og Enhver kunde vænte, at Venskabet mellem Kongerne
stod paa svage Fødder. Deels var deres gjensidige Stilling saadan, at den
nødvendigviis maatte foraarsage indbyrdes Mistænkelighed og Skinsyge, om der end
ikke tidligere — hvad der dog her var Tilfældet — fandtes nogen saadan; deels
var deres hele Væsen og Charakteer indbyrdes modstridende, og endelig var der
nok af travle Øretudere, der gik fra den ene til den anden, og satte Ondt imellem
dem. Bønderne merkede snart, at de i Harald havde faaet en langt strengere
Herre, end de hidtil havde haft i Magnus. De fandt ham haard og uskaansom i
Inddrivelsen af sine Rettigheder, især naar Magnus ej var tilstede. At de da
anstillede Sammenligninger mellem begge Konger, var lige saa naturligt, som at
disse Sammenligninger faldt ud til Magnus’s Fordeel, medens Harald derimod
neppe betragtedes anderledes end som en til Riget uberettiget Æventyrer, der
havde paatrængt sig dem og alene voldte dem Ulempe. Alt dette merkede Harald
godt, og ærgrede sig derover. Han lagde dem for Had, der aabenbart viste deres
Forkjærlighed for Magnus, og søgte paa flere Maader at skade dem. Men herved
voxede Misfornøjelsen endnu mere, og Bønderne begyndte alvorligt at knurre
over at Harald paa en utilbørlig Maade søgte at skaffe sig Indtægter, tillod sig
Navn, der omtales i Sturlungasaga II. 9, 19, efter Midten af det 12te Aarhundrede; han var en Søn af den
1170 afdøde Lovsigemand Snorre Hunbogessøn, der i 6te Led nedstammede fra Olaf Paa.
1 Morkinskinna siger umiddelbart efter at Forliget omtales: «da det leed med Vintren og Sommeren
efter»; altsaa kunde man heraf maaskee slutte, at dens Bearbejder sætter Forliget til Tiden strax før Vintren.
2 Danernes Stemplinger mod Sven synes udtrykkeligt at være omtalte i det allerede ovenfor (S. 111)
anførte Sted hos Viljam af Malmsbury.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
