Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNOR JARLASKALD
125
efter det paa den Tid mindre brugelige, velklingende og højtidelige Versemaal,
sædvanligviis kaldet Hrynhendaog udmerker sig ej alene fra Versemaalets, men
og fra de poetiske Tankers Side. Det betragtedes allerede af Samtid og den
nærmeste Eftertid som et af de smukkeste og prægtigste Kvad, den gamle
Skalde-literatur kunde opvise. Mange Vers anføres deraf hist og her i Magnus’s Saga til
Bekræftelse paa Fortællingens Rigtighed, men desværre besidde vi det ikke
fuldstændigt. Det begyndte med at omtale Orknø-Jarlerne, Skaldens Ophold hos
dem, og hans egne Hændelser; derefter gik det over til Magnus selv, ophøjede
ham over andre Konger, og berømmede hans Bedrifter. Skalden havde i Harald
en streng og nøjeregnende Dommer, ikke alene fordi alt for stor Ros over Magnus
maatte være Harald ubehagelig at høre, men fordi Harald selv var en af sin
Samtids største Skalde og den ypperste Autoritet i alt hvad der angik Skaldekunst.
Harald, som vistnok ikke var i det bedste Lune, fordi Amor først kvad om Magnus,
fandt Indledningen for lang. Da Arnor havde dvælet en Stund ved Orknø-Jarlerne
og sine egne Hændelser, uden endnu at være kommen til Magnus selv, sagde
Harald: «hvi sidde I og høre paa dette Kvad, der kun handler om hans egne Rejser
og Jarlerne der vester?» Magnus svarede: «lad os bie lidt endnu, Frænde; jeg
tænker nok at I ej ville finde mig alt for lidet roost, inden Kvædet ender». Da
kom Skalden til det Vers, hvori han bad Magnus at høre opmerksomt til, og hvor
han blandt andet Smigreri siger at alle andre Fyrster staa langt tilbage for Magnus,
og ønsker at han fremdeles, lige til Himlen revner, skal have større Held og
Fremgang end de. Da kunde Harald ikke bare sig for at udbryde: «roos denne Konge
saa meget du lyster, men last ikke derfor andre!» Arnor vedblev, beskrev hvor
herligt Visunden bar Magnus i Løftingen under det sneehvide Telt, hvorledes
prægtige Skibe skinnede over Havet, som om det var fjerne Varder eller Solen
selv, og hvorledes Magnus forrest i de Kæmpendes Rækker, hverken skyede Ild
eller Sverd. Atter udbrød Harald: «denne Mand smører saa tykt paa, at jeg ikke
veed, hvor det vil ende». Det endte ogsaa saaledes, at Magnus’s Ferd over Havet
sammenlignedes med Engleskarers Tog, og at Folket sagdes at elske ham højest
af Alt, næst Gud selv. Da Draapen var til Ende, begyndte Arnor strax at
fremsige Kvadet til Harald, der kaldtes Blaagagla-Draapa2, og siges at have været
et godt Kvæde. Da han havde endt det, æskede man Haralds Dom om, hvilket
der var det bedste. «Det er tydeligt nok at see», svarede han, «hvor stor Forskjel
der er mellem begge disse Kvad, thi mit vil snart blive glemt, medens derimod
1 Af at hrynja o: give en sterk, fuldtonende Klang.
2 Egentlig: Blaagæssenes Draape, d. e. Ravne Draapen; sandsynligviis fordi der i Indledningen har
staaet noget om Ravne (blågögl).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
