Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN
Fald, og da det nu maa ansees temmelig vist, at Magnus ikke døde paa Sjæland,
men derimod ombord paa sit Skib ved Sønderjyllands Kyst, er det sandsynligt,
at han havde dette Uheld temmelig snart efter sin Ankomst til Danmark, hvor
hans første Skridt ved Efterretningen om Svens Flugt til Skaane maatte være
det, at begive sig til Sjæland, for der at iagttage ham eller forfølge ham videre,
og at Stødet i Førstningen ikke har været saa smerteligt eller anseet for saa farligt,
men at det siden forværredes i den Grad, at han følte sin Livskraft svinde hen,
og betragtede Døden som nær forestaaende.
Ud paa Høsten, da Toget maatte betragtes som endt, og Danmark beroliget,
begave saa vel Magnus som Harald sig tilbage med Flaaden til Sønderjylland,
hvor de bleve liggende temmelig længe, maaskee fordi Magnus’s Saar nu begyndte
at forværres. En Nat drømte han at hans Fader Olaf kom og forelagde ham det
Valg, enten strax at følge med ham, eller leve længe og blive den mægtigste af
alle Konger, men begaa en Synd, som han vanskelig eller aldrig kunde faa bødet.
«Vælg du for mig, Fader», forekom det ham, som om han selv svarede, og dertil
syntes han at Olaf sagde: «Saa følg da nu med mig». Ogsaa dette viser noksom,
hvilke Tanker der beskjeftigede ham. Faa Dage efter vaagnede Magnus en Morgen
tidligt i Feberhede, og drog et dybt Suk. Einar Thambarskelve, der var oppe
i Løftingen hos ham, hørte det og spurgte, om han var syg. «Ikke meget endnu,
kjære Fosterfader», svarede Magnus. «Det vilde være os en stor Sorg, som vi
aldrig kunde forvinde, om vi skulde miste dig», sagde Einar bekymret. Magnus
bad Einar rede hans Sæng nede i Forrummet ude ved Kanten, fordi det der, som
han troede, var bekvemmere og svalere. Men aldrig saa snart var han kommen did,
førend han forlangte at bringes tilbage igjen, hvor han før laa. Da skjønnede
Einar, at hans Sygdom var alvorlig og sagde: «tal nu, Herre, for dine Venner,
om hvad der ligger dig meest paa Hjerte, og giv os gode Raad, thi det kan nok
være, at vor Samtale nu ikke bh ver lang». «Ja, kjære Ven», svarede Kongen,
Flatøbogen, Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 35), Fagrskinna Cap. 178, 179, Knytlinga
Saga Cap. 22, Snorre Cap. 28; at han døde paa sit Skib i Flaaden, bevidne de tre først nævnte saa vel
som Mag. Adam (III. 11), der siger at han, fornyende Krigen, døde «paa Skibene» (denuo bellum
instau-rans, obiit in navibus), hvilken sidste Angivelse, som umiddelbart udgaaen fra Sven selv, der her ej kunde
have nogen Grund til at lægge Dølgsmaal paa Sandheden, er af betydelig Vegt. Mag. Adams Ord ere
optagne i Esrom-Annalerne (Langebek I. 237), hvilket igjen i Ryklosters Annaler (Langebek I. 160) er
forvansket til at Magnus i Øresund, hvor han var kommen med en utallig Flaade, faldt i Havet og
druknede ved at skulle gaa fra et Skib til et andet. Eller og skulde man næsten tro, at Annalisten, der
tidligere har ladet Olaf Tryggvessøn, som ifølge Mag. Adam drukner i Øresund, dræbes i «Mesund», her har
forvexlet Olaf med Magnus (hvis for øvrigt ej mesund paa hiint Sted er læst som oresund). Alene Ågrip
(Cap. 34) lader Magnus dø i Sjæland, men paa dettes Upaalidelighed have vi allerede oftere seet Prøver.
I «Nordisk Universitetstidsskrift», 4de Aarg. Kjøbenhavn 1858, har jeg paaviist, at Stedet, hvor Kong
Magnus’s Flaade laa, da han døde, dog var Sjælands Vestkyst, i Nærheden af Korsør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
