- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
143

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

MAGNUS’S SIDSTE ØJEBLIK

143

«jeg frygter ogsaa for at denne Sygdom snart vil gjøre Ende paa vort Samliv».
Nu kom ogsaa Harald til, og spurgte om han var syg. «Ja visselig er jeg syg,
Frænde», sagde Magnus, «og jeg har den Bøn til eder, at I seer mine Venner til
Bedste». «Det er ikke mere end min Skyldighed for eders Skyld», sagde Harald,
«men der er nogle iblandt dem, som tykkes sig selv et evigt nok, og som oversee
mig». «Der kommer», sagde Einar, «ikke noget ud af at tale om saadant; hvad
Harald nu end lover, saa har han dog nok allerede forud bestemt, hvad han vil
gjøre». «Er det da ikke baade rimeligt, og derhos min Pligt, at jeg er mine Venners
Ven?» spurgte Harald. Men Einar værdigede ham ikke et Ord, og sagde til Magnus:
«tal I, Herre, om hvad der er mere magtpaaliggende, hvorledes det skal gaa med
Rigerne». «Jeg raader dig, Frænde», sagde Magnus til Harald, «at du vender tilbage
til Norge, din Ættejord, og forsvarer den, thi saaledes var det aftalt mellem
Hardeknut og mig, at Dane vældet ikke skulde gaa til min Æt, om det blev mit Rige,
lige saa lidet som Norge skulde gaa til hans Æt, om han fik det; derfor skal Sven
nu have Danmark»1. «Da tykkes det mig dog», sagde Harald, «at jeg, i Tilfælde
af at du dør, har lige saa megen Ret til Danmark som til Norge». «Jeg seer nok»,
sagde Magnus, «at mine Ord ville kun gjelde lidet». «Hvor meget», spurgte nu
Harald, «har I tilbage af al den Mængde Guld, jeg bragte til Landet, og hvoraf
I fik Halvparten?». «Se her paa begge Skibsbord», sagde Magnus; «de ere besatte
med gode og herlige Drenge; dem har jeg givet Guldet, og til Gjengjeld faaet
deres Aast og Huldskab, thi een god Drengs Hjelp og Tapperhed er bedre end
meget Gods». Da Harald havde faaet dette Svar, gik han bort. Einar spurgte,
om han ej vilde betænke sin Broder Thore og sørge for ham, da det ikke var at
vænte at Harald vilde vise ham nogen Velvilje, godt og vel om han vilde lade ham
beholde Livet. Der blev nu sendt Bud efter Thore, som kom tilligemed en Ven,
ved Navn Rev. Kongen bad dem forlade Skibene og gaa op i Skoven, hvor de
skulde holde sig skjulte indtil Ludrene tilkjendegave hans Død; da skulde de
skynde sig til Kong Sven, hilse ham fra Kong Magnus, at han udnævnte ham til
sin Efterfølger i Danmark, og bede ham tage sig af hans Broder, som han paa sin
Dødssæng anbefalede til hans Beskyttelse. Thore, der neppe kunde tale for Sorg,
adlød Befalingen, og begav sig med Rev op i Skoven. Imidlertid uddeelte Kongen
Mindegaver til sine Mænd. Islændingen Thorstein Sidu-Hallssøn, Kongens
Hirdmand2, var nylig kommen fra Rom, og gik, som de øvrige, hen for at sige ham det

1 Dette Punkt omtales slet ikke, hvor Forliget tidligere nævnes. Hvis det ej med Uret er lagt
Magnus i Munden, hvilket er det sandsynligste, maa det forklares som om det alene gjaldt fjerne Slægtninger
eller Sidelinjer, ikke de Sønner, Kongerne muligviis kunde faa.

2 Om Thorstein, og hans Unaade hos Kongen og paafølgende Tilgivelse, se ovenfor S. 33.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0159.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free