Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144 MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN
sidste Farvel. Da havde Kongen ikke stort tilbage af de Gaver, han uddeelte,
og Thorstein sagde, at han heller ikke attraaede anden Gave end Kongens Navn,
hvilket han bad om Tilladelse til at give sin Søn. «Du har gjort dig saa vel fortjent
af mig», sagde Kongen, «at jeg af Hjertet under dig mit Navn, skjønt der visselig
gives dem, der ville ansee det for en alt for stor Dristighed af Folk under
Fyrstestanden at bære det, hvor ringe en Konge jeg end selv har været; men da du
beder derom med saa megen Kjærlighed, giver jeg dig det herved, dog aner jeg,
at der med dette Navn vil følge Sorg saa vel som Hæder»1. Derpaa erklærede
Kongen atter højtideligt, at han gav Harald hele Norges Rige, og Sven hele
Dane-vældet. Nu kom Presterne, og gave ham den sidste Olje. Da denne Forretning
var forbi, spurgte han sin Skosvend, om han havde erindret ham med nogen Gave.
Da Skosvenden sagde nej, rakte Kongen ham en smuk Kniv med tilhørende Belte.
Men i det samme kom Dødskampen over ham, Qg Tjeneren blev saa betagen
herved, at han faldt i Afmagt. Da han kom til sig selv igjen, var Kongen død,
og Klenodierne forsvundne. Han fandt dem aldrig igjen2.
Det var den 25de Oktober, tre Dage før Simons og Judæ Messe3. Magnus
havde da været tolv og et halvt Aar Konge i Norge, og fem Aar Konge i Danmark.
Men i hans tre første Regjeringsaar, indtil Forliget i Brennøerne 1038, maa han
ansees for at have været umyndig; han fyldte nemlig ikke sit 15de Aar førend
om Vaaren 1039. I hans Umyndighedstid var Kalf Arnessøn den egentlige Hersker
i Landet, indtil han styrtedes og drog i Landflygtighed; da var Einar
Thambar-skelve den meest formaaende, skjønt Magnus, som vi have seet, trods sin Ungdom
ingenlunde var den, der blindt hen lod sig lede af sine Omgivelser. Han elskede
Einar højt, følte sig ham forbunden som den, hvem han fornemmeligen havde
Kongemagten at takke, ærede ham som sin Fosterfader, lyttede til hans
forstandige Raad, og søgte, saa vidt muligt, at rette sig efter ham, men det var kun af
Kjærlighed og Taknemmelighed, ikke af Frygt for hans Magt, og naar Magnus
for Alvor var paastaaelig, som f. Ex. ved Svens Udnævnelse til Jarl, nyttede det
ikke Einar at komme med Indvendinger. Magnus besad mange Egenskaber, der
1 Thorstein havde virkelig en Søn, som hed Magnus, Landn. IV. 19. Naar Kongen ytrede at Enkelte
kunde finde Betænkeligheder ved Opkaldelsen, sigtede han vistnok nærmest til den Glands, der hvilede
over Karl den Store, efter hvem han selv var bleven opkaldt. Og hvad der lægges ham i Munden om den
Sorg, der kunde være forbunden med Navnet, sigter til, eller har maaskee været anvendt paa den
Omstændighed, at Biskopen Magnus Einarsson i Skaalholt, en Sønnesøn af Magnus Thorsteinsson, og opkaldt
efter ham, samt derved middelbart efter Kongen, omkom ved Ildebrand 1148, se Hungrvaka Cap. 15.
2 Harald Haardraades Saga Cap. 35—37. Snorre (Cap. 28) og Fagrskinna Cap. 178 indeholde ingen
af de ovenfor anførte nærmere Fortællinger om hvad der foregik ved Magnus’s Dødsleje.
3 Harald Haardraades Saga Cap. 38. Forskjellige gamle Nekrologier. Ogsaa Cod. C. af Chron. Sax.
henfører Magnus’s Død til 1047.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
