Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
HARALD HAARDRAADE
for længe siden ked af det overmodige danske Thinglid, og end mere af den
trykkende Danegeld, der maatte udredes til dets Besolding. Drabet paa den danske
Høvding, en af Thingmannalidets Høvdinger1, kunde derfor ej være Englænderne
uvelkomment. Og den statskloge Godwine, som meget vel indsaa, at hans Magt
vilde vinde i samme Grad som Kongens aftog, naar hiin paalidelige Livvagt
afskedigedes, og som desuden heller ikke havde til Hensigt, ganske at forstøde
sin Søn Sven, fandt nu bedst sin Regning ved at optræde som Danernes
Modstander. Ved Hjelp af Biskoppen i Worcester fik han Sven forligt med Kongen og
tilbagekaldt til Fædrelandet. Og strax efter blev virkelig baade Thinglidet
ophævet, Danegeldet afskaffet, og Bjørns Broder, Aasbjørn Jarl, med alle Sine
forjagen fra England2; kun Sigurd Jarl i Huntingdon, Aasbjørns Fætter og en af
Kongens troeste Tilhængere, var for mægtig til at kunne rokkes. Aasbjørn begav
sig til Danmark. I Følge med ham var ogsaa den dræbte Bjørns unge Søn Aasmund,
som Kong Sven selv tog til Opfostring3. Af denne forandrede Politik fulgte
ligefrem, at Godwine og hans Sønner kom i et fiendtligt Forhold til Kong Sven. Ogsaa
Kong Edward kunde ikke andet end betragte Godwine og hans Sønners Magt
med Misnøje, og det spendte Forhold, der allerede længe i Virkeligheden, skjønt
hemmeligt, herskede mellem Kong Edward og Godwine, gik nu over til aabenbart
Fiendskab. Edward havde henlevet sin meste Tid i Nordmandie, og ganske
antaget nordmannisk Nationalitet. De angliske Skikke og Sæder vare ham modbydelige.
Han ønskede helst at omgive sig med Nordmanner, og i Særdeleshed med
nordmanniske Gejstlige, da den svagere Afhængighed af den romerske Stol, hvori den
engelske Kirke befandt sig i Sammenligning med de franske Kirker, saarede hans
religiøse Følelse, hvorimod han troede at kunne faa bragt den i større
Afhængighed af Pavestolen ved at besætte de vigtigere Kirke-Embeder med Nordmanner.
Allerede strax efter sin Tronbestigelse havde han udnævnt en af sine gamle
nordmanniske Venner, Munken Robert fra Jumiéges, til Biskop i London; da
Erke-stolen i Canterbury blev ledig 1048, befordrede han ham til denne. Til Biskop
i London udnævntes først Spearhafoc, Abbed i Abingdon, men den nye
Erkebiskop fordrev ham, og indviede i hans Sted den kongelige Kapellan Villjam,
ligeledes en Nordmanner. Spearhafoc kunde ikke engang faa sit Abbedi tilbage, thi
her havde Kongen udnævnt til Abbed sin Frænde Rodulf, den samme, vi tidligere
have omtalt, der var fulgt med Olaf den hellige fra Rouen til Norge som Biskop,
1 At han hørte til Thingmannalidet, siges i Morkinskinna, fol. 14. a.
2 Chron. Sax. ved 1049—1051, jvfr. Ingulf, hos Savile, S. 897. Mag. Adam, III. 13.
3 Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna, fol. 14. a. samt i Flatøbogen. Egentlig siges det ogsaa
hos Snorre (Cap. 51) samt i Hryggjarstykke etc. (Harald Haardraades Saga Cap. 68), da Aasmund her
kaldes Svens Fostersøn, men han udgives tillige urigtigt for hans Systersøn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
