Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 HARALD HAARDRAADE
her trolovedes med Magnus’s Syster Ulfhild. Man kan neppe antage andet, end
at der paa dette Møde sluttedes en Art af Konkordat mellem Magnus og den
bremiske Kirke, ej alene for Danmarks, men og for Norges Vedkommende, og
den Yndest hos den bremiske Gejstlighed, hvori man øjensynligt kan see at Magnus
stod, har neppe bidraget lidet til at sikre ham Magten i Danmark. Maaskee han
ogsaa fra dette Møde har medbragt den oven nævnte saxiske Gejstlige Bernhard.
Da den myndige og statskloge Adalbert var bleven Erkebiskop 1045, sendte
han strax Gesandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde dem sit og
bede om deres Venskab. Han udsendte ogsaa Formaningsbreve til alle Biskopper
og Prester i de nordiske Lande, at de samvittighedsfuldt skulde varetage deres
Kirkers Tarv, og uforfærdet arbejde paa Hedningernes Omvendelse1. Det
venskabelige Forhold mellem den bremiske Erkestol og den norske Konge kunde
dog ikke saa godt bestaa, efter at Norge og Danmark vare adskilte, og Sven
Ulfs-søn og Harald stode fiendtlige overfor hinanden. Dog maatte dette for en stor
Deel komme an paa, hvilket Forhold Sven selv indtog lige overfor den bremiske
Kirke. Saa længe Harald havde den alvorlige Hensigt, at vinde Danmarks Krone,
og saa længe det ej var afgjort, at Sven vilde staa paa en venskabelig Fod med
Erkestolen maatte det være Harald magtpaaliggende at holde gode Miner med
Erkebiskoppen, hvis Indflydelse i høj Grad vilde kunne fremme hans Interesser
i Danmark. En venskabelig Forbindelse mellem Sven og den bremiske Gejstlighed
maatte derimod være Harald yderst farlig, ej alene for Danmarks Vedkommende,
men og formedelst den Indflydelse, Sven derigjennem kunde udøve paa
Gemytterne i Norge, og da gjaldt det for Harald, saa meget som muligt at faa den norske
Kirke emanciperet fra det bremiske Overherredømme, og fastholde Forbindelsen
med Englands Gejstlighed, eller for saa vidt ogsaa den skulde være ham imod,
med den nordmanniske. I Førstningen stod Sven sig godt med Adalbert, der
havde alt for megen Interesse af at staa paa en god Fod med ham til at han uden
højeste Nødvendighed skulde udsætte sig for hans Uvenskab. Adalberts
Ærgjerrighed kunde ikke taale at verdslige Fyrster, fornemmelig den mægtige Hertug
Bernhard af Saxland, skulde have Besiddelser inden Stiftets Grændser2, og derved
blev Bernhard, med sine Sønner Ordulf og Herrmann, Adalberts svorne Fiender,
medens denne igjen sluttede sig paa det nærmeste til den frankiske Kejser Henrik,
i’hvis Interesse det laa at knække de saxiske Hertugers Magt. Det gik endog saa
vidt, at Hertug Bernhard beskyldte Adalbert for at være sat som en Spejder til
at forraade Landets Svagheder for Udlændinger og for Kejseren, og svor højt og
dyrt paa, at Erkebiskoppen aldrig skulde faa sidde i Fred, saalænge han selv eller
1 Mag. Adam, III. 12. 2 Mag. Adam, II. 5. III. 92.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
