Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ADALBERT INDVIER TO BISKOPPER TIL NORGE
175
Hensigt med denne Indbydelse, end at hædre Adalbert i hans Udsending, siges
ikke; der fortælles kun, at Adalward under sit Ophold i Norge fik Liget af en i
sin Tid (henved 997) af Erkebiskop Libentius I exkommuniceret Viking, der i
over 60 Aar havde henligget uforraadnet, til strax at smuldre hen i Støv ved at
give det Absolution1. Omtrent paa denne Tid var det ogsaa at Adalbert ifølge
Nordmændenes, det vil vel sige Kong Haralds, udtrykkelige Begjæring indviede
to Biskopper, Thjodolf og Sigurd, til Norge2. Disse vare de eneste norske Biskopper
1 Se Mag. Adam, III. 15, Schol. 68, og IV. 23. Sehol. 131. At Adalwards første Sendelse til Sverige
og Besøg i Norge forefaldt efter Svens Skilsmisse, sees af det oven anførte; at den ligeledes fandt Sted før
1056, sees af hvad Mag. Adam fortæller strax efter (III. 15), nemlig, at da Kong Emund siden mistede sin
Søn, og et frygteligt Uaar indtraf, troede Sviarne heri at see Guds Straf fordi de havde forjaget deres Biskop,
og sendte Bud til Adalbert om at maatte faa ham tilbage, hvorover Adalbert blev glad og strax sendte
ham afsted. Dette Uaar er nemlig aabenbart det nys omtalte almindelige nordeuropæiske Uaar i 1056.
Det afgiver, som ovenfor antydet, et vigtigt chronologisk Moment til at bestemme Kong Emunds Død,
thi Mag. Adam fortæller strax efter, at Adalward kom til Gautland og christnede Vermeland; og at medens
dette skede (eodem tempore) døde Kong Emund, altsaa vel endnu i 1056. At Adalwards Besøg hos Harald
forresten er at henføre til hans første Rejse i Sverige, ej til hans senere Residens der, synes at ligge i Sagens
Natur og Beskaffenheden af hans Rejse. Det var nærmest et Gjestevenskab, Harald vilde vise ham, og
sandsynligviis har vel endog Fortællingen om Gunnhilds Liberalitet ansporet ham til at vise en lignende.
De 300 Fanger, som omtales, henlede ogsaa Tankerne paa det allerede forhen (B. II. S. 404) berørte nordiske
Trællemarked paa Brennøerne, forbi hvilke Søvejen udad Gaut-Elven gaar, og hvilke det saaledes er højst
rimeligt, at Adalward har besøgt da han paa Udsejlingen passerede dem.
2 Mag. Adam kalder disse to Biskopper paa første Sted (III. 70) «Tholf» og «Seward», paa andet (IV. 33)
«Thoolf» og «Sigward». At «Tholf» eller «Thoolf» er en Sammendragning af Thjodolf, synes rimeligt; næsten
paa samme Maade sammendrages hvåöarr til hvårr, Sviöar til Sviar. Thjodolf er saaledes vist den samme
Thiadulfus episcopus, hvis Dødsdag i det lüneburgske Nekrologium (Wedekinds Noten III. 9. S. 30) er
henført til 22de April, men Aaret er uvist. Der har ellers hersket forskjellige Meninger om Aaret, i hvilket disse
Biskopper bleve ordinerede. Man har været meest tilbøjelig til at nævne et Aar efter 1061, i hvilket Alexander
II blev Pave, fordi Mag. Adam (III. 16) omtaler at denne Pave tilskrev Harald og fordrede Lydighed af ham.
Det er sandsynligviis ogsaa af denne Grund, at man har henført Biskoppen af Ribe, Wals, Død og den
paafølgende Deling af Bispedømmet deels til 1060 (som Staphorst, I. 416), deels til 1065, som Suhm (IV. 321)
og Langebek (Ser. III. 248). Men det er tydeligt nok, at Mag. Adam paa hiint Sted kim omtaler Alexanders
Brev ligesom i Forbigaaende, og for at meddele paa eet Sted hvad der vedkommer Harald, medens den
egentlige Hovedbegivenhed (res magnæ gestæ) kun er Haralds første foregivne Forbrydelser mod Kirken,
saasom det derefter (Cap. 17) heder, at efterat dette var skeet (his gestis) forligede Sven sig med
Erke-biskoppen og holdt et Møde med Kejseren, i Saxland, hvilket Møde aabenbart er den af Hermann den lamme
(Pertz. VII. 132) omtalte Sammenkomst mellem Sven og Kejseren i Merseburg ved Paasketid 1053.
Tilstrækkelig Tidsbestemmelse synes virkelig at indeholdes i Slutningen af Cap. 23, sammenholdt med Cap.
24, 70. Først staar der (Cap. 23) at Islændingerne, Grønlændingerne og Orknøingerne udbade sig Biskopper
af ham; derpaa (Cap. 24) at Biskop Wal døde «i hine Dage», at Bispedømmet blev deelt, og at «da tillige»
(tune etiam) Erkebiskoppen sendte Biskopper til Sverige, Norge og Havets Øer, hvorom der, som der siges,
nedenfor tales nærmere. Denne Henviisning gjelder III. 70, hvor alle de af Adalbert indviede Biskopper
nævnes. Af disse vare kun Tholf og Sigurd de, der indviedes til Norge; blandt de til Island afsendte nævnes
kun den før omtalte Jon irske og Isleif (1055); blandt de svenske Biskopper nævnes Adalward (1052), blandt
de orknøiske Thorolf. Det vil nedenfor vises, at de saakaldte Gesandtskaber fra Island, Grønland og
Orkn-øerne, hvorom her tales, nærmest ere at henføre til Aarene 1048, 49 eller 50. Nu synes det dog tydeligt
nok, at saavel Wals Død, som Delingen af Bispedømmet, efter Adams Mening falder omtrent mellem hine
Gesandtskaber og Isleifs Indvielse, ja, da det siden heder, at Sven paa Grund af Christendommens Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
