Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN FORLIGT MED ADALBERT
177
Adalbert var kommen paa den Tanke, at faa oprettet en egen Erkestol for Danmark,
følte sig saa meget mere opfordret til at holde fast derved, efter at Antallet af
Bispedømmerne var blevet saa meget større1, og han smigrede sig vel og med
Tanken om, at en dansk Erkestol, hvilken i saa Fald det øvrige Norden vilde
blive underlagt, ogsaa tillige vilde give Danmark en tilsvarende politisk Overvegt.
Adalbert viste sig villig til at gaa ind derpaa, naar derimod hans egen Erkestol
ophøjedes til et Patriarchat. Denne Tanke blev hans Yndlingstanke, som han
ivrigt efterhang. Han lagde til den Ende den meest ubegrændsede Gjestfrihed
og Gavmildhed for Dagen, og søgte at udbrede en hidtil useet Glands over sin
Stad. Han vilde, siges der, at Bremen skulde glimre som et andet Rom, hvortil
Folk fra alle Nationer, især de nordiske, gjorde Pilegrimsrejser2. Af sit egentlige
Bispedømme tænkte han at faa oprettet ikke færre end 12 nye, deels i Saxland
og Frisland, deels i Vendland. Disse højtflyvende Planer forfulgte han gjennem
hele sit urolige Liv, endog efter at de politiske Storme, der rystede Tydskland
efter Kejser Henriks Død (5 Octbr. 1056), ogsaa, som det nedenfor nærmere skal
vises, havde revet ham med sig, og forresten bragte ham til, i mangt og meget
at efterhænge verdslig Glimmer og Magt til Skade for sit gejstlige Embede og
sin Erkestol.
Kong Harald kunde ikke med Ligegyldighed betragte det fortrolige Venskab,
som herskede mellem Kong Sven og Erkebiskoppen, lige saa lidet som han kunde
være uvidende om de Planer, de lagde til at grundfæste det bremiske Hierarchi
og til Norges kirkelige Afhængighed af Danmark. Selv var han, som vi i det
følgende ville see, hvert, eller saa godt som hvert Aar paa Fejde i Danmark, og de
saxiske Fyrster, Adalberts svorne Fiender, undlode neppe heller at give Harald
behørig Underretning om ethvert af Svens og Erkebiskoppens mistænkeligere
Skridt. Den nærmeste Virkning, dette maatte have paa Haralds Politik, var den,
at han afbrød sin Forbindelse med Adalbert.
Haralds Statsklogskab havde imidlertid allerede strax efter hans Tronbestigelse
lært ham at treffe særegne Foranstaltninger til at modarbejde den danske og
bremiske Indflydelse. Viken havde hidtil været det Landskab, hvis Sammenhold
med det øvrige Norge var mindst at lide paa, og hos hvilket der altid havde været
1 Se herom det ovenfor anførte. Det siges ikke udtrykkeligt, men det ligger saa at sige i Sagens Natur,
og kan næsten sluttes deraf at Pave Leo nævnes som den, under hvem Forhandlingerne herom tildeels
førtes. I III. 32 siger Mag. Adam ogsaa udtrykkeligt, at Sven havde indledet Sagen om Erkestolen med
Paven, og at den næsten var kommen istand, men at alene Adalberts Samtykke manglede, og at denne
gjorde Patriarchatets Oprettelse til en Betingelse derfor.
2 Mag. Adam, III. 23. jvfr. III. 70, hvoraf sees, at denne Stræben ikke udelukkende indskrænkede
sig til Tiden før 1055, hvilket ellers af III. 23 kunde synes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
