Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
> HARALD HAARDRAADE
Birgishered paa Vestkanten af Øen, og opførte her den prægtige Kristkirke1.
Fuldt saa rolig, som Sagaen synes at antage hans sidste Levetid for at have været,
var den dog ej, som vi i det følgende ville see.
Om Færøerne tie vore Oldskrifter næsten ganske for disse Tiders
Vedkommende. Vi erfare kun, at Leif Assurssøn, der havde faaet den hele Øgruppe til
Len af Magnus den gode, døde i en høj Alder, saa vel som hans Svigermoder Thora,
endnu under Magnus’s Regjering; at hans Hustru Thora Sigmundsdatter
overlevede ham, og opholdt sig hos Sønnen Sigmund Leifssøn, der boede paa Suderø
efter sin Fader, og var en meget anseet Mand2. Det sandsynligste er derfor, at
Sigmund har faaet Forleninger efter sin Fader, og at han igjen er efterfulgt af
sin Søn Hafgrim3. Men saa meget er vist, at Færøerne siden Thrond i Gøtas Død
aldrig forsøgte paa at løsrive sig fra Norge. Hvorledes Øernes kirkelige
Anliggender paa denne Tid forvaltedes, nævnes ingensteds. Egen Biskop fik de først
senere, og der er størst Sandsynlighed for, at de imidlertid stundom besøgtes af
den Lydbiskop, hvis Hverv det var at berejse Gulathingslagen.
Hvad Syderøerne angaar, da er det allerede ovenfor omtalt at Thorfinn Jarl
havde underkastet sig dem, og at Kalf Arnessøn i det mindste til en Tid, var hans
Statholder der. Det er for Resten, som det nedenfor skal vises, ikke usandsynligt,
at hans Herredømme over disse Øer, især de sydligere hvoriblandt Man, rokkedes
ved den før omtalte fordrevne skotske Kongesøn Mælkolms Broder Donald Bane,
der, som det fortælles, da Macbeth — følgelig ogsaa Thorfinn — fik Overhaand
i Skotland, flygtede til Øerne, og da vel nærmest til Man, der laa lige overfor
Cumberland, hans Broders Besiddelse, og hvor vi i den senere Tid af Kong Haralds
Regjering finde en egen Konge4.
Ligesom Olaf den hellige, saaledes søgte ogsaa Harald at vinde I ålændingerne.
Han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at erhverve deres Hengivenhed,
og paa alle Maader at drage dem til sig. Ej alene smigrede han dem enkeltviis,
gav dem store Gaver, og viste dem megen Udmerkelse, naar de besøgte ham,
hvoriblandt endog Isleifs egen Søn Gissur5, ophøjede endog flere, f. Ex. Ulf Uspaks-
1 Se Orknøinga Saga S. 84, 86. 2 Færeyingasaga, sidste Capitel.
3 At Forleningen med, eller den kongelige Syssel paa Færøerne holdt sig paa en Maade arvelig eller
gik fra Mand til Mand i Leifs Æt, synes ogsaa at kunne sluttes deraf at Færeyingasaga nævner Medlemmer
af denne, der paa dens Affattelsestid vare Sysselmænd paa Færøerne.
4 Se nedenfor, hvor der handles om Haralds Tog til England.
8 Se Morkinskinna fol. 17 a. Her siges det at Harald skal have ytret om Gissur, at man kvinde gjøre
tre Slags Mænd af ham, Vikingehøvding, Konge, og Biskop, og at han i enhver af disse tre Stillinger vilde
være udmerket; dog vilde han kun komme til at indtage den sidste, og heri indlægge sig megen
Berømmelse. Ogsaa i Hungrvaka Cap. 5 staar der, at Harald skal have sagt at Gissur var skikket til at
bære-hvilket som helst «Tignar»-Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
