Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
> HARALD HAARDRAADE
sin Grund deri, at Tidsrummet selv var fattigt paa Begivenheder, i det mindste
i Sammenligning med det foregaaende, kort før og efter Christendommens
Indførelse. Thi det var virkelig, som om Folket nu trængte til Hvile efter de forrige
Tiders Tummel og Uro, som om de mægtige Ætter, efter at have udtømt deres
Kræfter i indbyrdes Kamp nu følte sig udmattede, og som om der, under den nu
grundigt befæstede Christendoms Indvirkning, ovenpaa de forrige Tiders
Vildhed og overspændte Kraft-Ytring indtraadte en forholdsviis stille og fredelig
Periode1, der ej havde merkelige Begivenheder at opvise, men som ikke des mindre
maa ansees for at have været Islands lykkeligste Tid. Denne Tids Herlighed har Mag.
Adam af Bremen skildret, maaskee i noget vel glimrende Farver, men dog
saaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om Skildringens Sandhed i det
Væsentlige, eller om at han her har fulgt vel underrettede Mænds, maaskee endog indfødte
Islændingers Beretninger2. «Islændingerne», siger han, «føre et reent Liv, i
Een-foldighed, da de ikke eftertragte mere end Naturen giver, saa at de kunne sige
gladeligen med Apostelen: naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade
os nøje3. Thi deres Bjerge ere dem i Stedet for Byer, og deres Kilder for
Nydelser4. Dette Folk kalder jeg i Sandhed lyksaligt, da ingen misunder dets
Fattigdom, og aller lyksaligst deri, at de nu alle have antaget Christendommen. Der
er meget at berømme i deres Sæder, især deres Kjærlighed, der bevirker, at alt
hos dem er fælles, saa vel for Fremmede som for Indfødte. Deres Biskop lyde
de som en Konge: paa hans Vink vogter det hele Folk; hvad han bestemmer efter
Guds Vilje, efter Skriften, eller efter andre Folks Sædvaner, det ansee de som en
Lov»5. Her er det især merkeligt, hvad Mag. Adam ytrer om Biskoppens — paa
hans Tid endnu Isleifs — store Magt og Anseelse. At det virkelig i det
Væsentlige forholder sig saaledes, derpaa faar man ej alene en Bestyrkelse i hvad der
af Islændingerne selv fortælles om deres første Biskopper, fornemmelig om Isleifs
Søn og Efterfølger Gissur, om hvem der ytres at han med Rette kunde kaldes
baade Konge og Biskop over Landet, saa længe han levede, og hvem det lykkedes
at faa indført Tiende-Ydelsen, endnu førend man i Norge havde vovet et saadant
1 Se herom ogsaa ovenfor B. III. S. 417, B. IV. S. 379. • Mag. Adam IV. 35.
8 Pauli 1ste Brev til Timoth. 6—8. At Mag. Adam her har taget Munden noget vel fuld, fremgaar
ved Sammenligning med Hungrvakas nys anførte Ytringer om de Vanskeligheder, hvormed Isleif havde
at kæmpe.
4 Ved Kilderne, der træde i Stedet for andre Nydelser (pro deliciis), forstaaes vel de varme Kilder,
der brugtes til Bad.
8 En Scholiast, maaskee Adam selv (Schol. 150) tilføjer her: Hos dem er ingen anden Konge end
Loven alene; «et peceare nefas, aut pretium mori» (et Citat efter Horats, Odernes 4de Bog, carm. 24. v. 24).
Der tilføjes og i Schol. 151: «Civitas ibi maxima Scaldholz», hvor saaledes Skaalholt for første Gang nævnes
som Biskopssæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
