Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDMÆNDENES HERREDØMME I SKOTLAND TILINTETGJORT 241
vare frarevne Macbeth, og at han kunde overlade dem til Mælkolm, som deres
retmæssige Herre1. Kort efter (1055) døde Sigurd Jarl, og blev begraven i den
af ham opbyggede, og merkeligt nok, til St. Olaf indviede Kirke i Galmanho2.
Hans Efterfølger som Jarl i Northumb erland blev Tostig Godwines Søn, da hans
egen Søn Valthjof endnu var umyndig. Imidlertid vedvarede Krigen mellem
Mælkolm og Macbeth, der blev dreven længer og længer tilbage mod Norden, og
endelig mistede baade Liv og Kige ved Lumphanan i Mar (August eller
September 1057). Hans Tilhængere toge hans Frænde Lulach til Konge i hans Sted; men
ogsaa Lulach blev kort efter slagen og dræbt ved Esse i Strathbolgy (Marts 1058),
og Mælkolm satte sig i Besiddelse af Skotland, eller i det mindste af den Deel,
som Macbeth havde besiddet3. At Thorfinn Jarl deelt og i denne Kamp, er i og for
1 Slaget selv omtales, med udtrykkelig Navngivelse af Aaret 1054, i Chron. Saxon., Tighernachs
Annaler (O’Connor II. S. 299), og Ulster-Annalerne (sammesteds III. S. 334), hvilke ogsaa tilføje at der
faldt 3000 Skotter og 1500 Saxer (d. e. Englændere) tilligemed «Dolfinn Finntors Søn». Da Navnet
Dolg-finn forekommer paa Orknøerne, og «Finntor» synes at være en Omsætning af «Thorfinn», maa man
næsten antage «Dolfinn Finntors Søn» for at have været en Søn af Thorfinn Jarl. Dagen (Syvsoverdag
27de Juli) nævnes i Chron. Sax. Dette lader forresten Jarlens Søn Aasbjørn og hans Systersøn Sigurd
falde i Slaget. Nøjere, og, som det synes, paalideligere, berettes derimod om Krigen i det Brudstykke
af Viljam af Ramseys Skrift om Jarlerne i Huntingdon m. m., som Langebek meddeler i Script, rer. Dan.
III. 288 flg., hvor der udtrykkeligt siges at han var trængt frem til Dundee, da han fik Efterretning
om at Northumbrerne (maaskee Lothian-Boerne) havde gjort Opstand og dræbt hans Søn Aasbjørn Boløxe
(bulax), hvorefter han til Merke paa, hvad han havde udrettet, med sin Øxe kløvede en Steenkugle,
af hvilket der endnu paa Forfatterens Tid kunde sees Spor, og vendte tilbage til Northumberland, hvor
han dæmpede Opstanden med Haardhed. Ifølge Henr. af Huntingdon (S. 760) og Bromton (Twysden
946) sendte han sin Søn forud til Skotland for at undertvinge det, og ved at høre at han her var falden,
spurgte han, hvor han havde faaet Dødssaaret; da der svaredes: «paa Brystet», sagde han: «det er vel,
ellers var han ikke mig værdig», og hevnede siden hans Død ved at drage til Skotland og overvinde
Kongen. Den skotske Historieskriver Fordun (V. Cap. 7) har forvirret alle disse Begivenheder, ved at lade
Sigurd fælde Macbeth, og derved er Sigurd (Siward) ogsaa kommen ind i Shakspeares Sørgespil. Men de
irske Annaler skjelne nøje mellem Slaget 1054 og Macbeths Fald, og Chron. Sax. taler ogsaa i 1054 kun
om Macbeths Flugt.
2 Chron. Sax. Ifølge Henr. af Huntingdon, Bromton og Viljam af Ramsey klagede Sigurd paa sin
Dødsseng over at en Ko-Sygdom (det var Blodgang) skulde dræbe ham, og fordrede i det mindste at man
skulde iføre ham hans fulde Rustning. Han skjenkede ligeledes, siges der, sit Banner til Byen York,
hvor det opbevaredes i Mariekirken, og det kaldes, merkeligt nok, Ravenlandeye, d. e. Hrafn landeyöa;
det første Navn havde det tilfælles med Lodbrokssønnernes og Sigurd Orknøjarls Bannere (se ovf. B. II.
S. 257, B. III. S. 119 og B. IV. S. 179), det andet med Harald Haardraades eget Banner. Hvad der nævnes
om Dundee er merkeligt, thi det bestyrker hvad der ovenfor (B. TV. S. 204) er ytret om Lothian og Fife
som Duncans egentlige Arverige.
* Tidsregningen maa her fornemmelig slutte sig til de irske Annaler og Marianus Scotus. Fordun
er aldeles forvirret; han lader Mælkolm og Sigurd (hvis Fortjenester han derhos af Patriotisme udtrykkeligt
benegter mod Viljam af Malmsburys Vidnesbyrd) sejre ved Lumfanan og fælde Macbeth 5te December
1056, hvorpaa han henfører Lulachs Fald til 3die April 1057. Men Tighernach (O’Connor II. 300) og
Ulster-Annalerne (sammesteds III. 338) henføre udtrykkeligt Lulachs Fald til 1058; vel omtale de Macbeths
Fald senere for samme Aar, men dette maa aabenbart være en fejlagtig Henførelse, da det af andre
Angivelser er vist, at Lulach blev Konge efter Macbeths Fald. Disse irske Annaler indeholde ingen
Datum-bestemmelser, hvilke derimod findes hos Marianus Scotus. Han fortæller nemlig først, ved 1040, at Kong
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
