Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN NORSK FLAADE SENDES TIL SKOTLAND OG ENGLAND 243
Saxland, det vil sige England, eller maaskee snarere den sydlige Deel af Skotland,
med Cumberland og Northumberland. Haralds Søn Magnus var paa denne Tid
endnu et Barn, og altsaa kun Anfører af Navn: Aarsagen, hvorfor han har sendt
ham med, kan neppe være anden, end at lade ham hylde som Konge i det Rige,
som paa Toget maatte vorde erobret; men den egentlige Anfører paa Toget har
upaatvivlelig været den krigserfarne Thorfinn Jarl, og blandt de norske
Høvdinger, der vare med, maa man nærmest tænke paa Magnus’s egen Morbroder Eystein
Orre, der tillige som en Søn af Thorberg Arnessøn var Syskendebarn til Jarlens
egen Hustru Ingebjørg. Der udrettedes dog ikke synderligt ved dette Tog, thi det
er vist nok, at Mælkolm forblev i Besiddelse af den skotske Trone, og det siges
desuden udtrykkeligt i de irske Annaler, at Gud var Magnus imod i dette
Foretagende. Nordmændene kom dog lige ned til Wales, hvis Konge Griffith de hjalp
paa et Herjetog mod Englænderne; der tales ogsaa om, at de i Forening med
Griffith hjalp den ved Harald Godwinessøns Indflydelse forjagede Jarl Ælfgar af
Coventry til at gjenvinde sit Jarldømme (Myrke-Riget), hvorefter hans
Lands-forviisning tilbagekaldtes1. Men hvad Udfald end Toget fik, saa er det dog
merke-ligt som den første Fiendtlighed, der øvedes, om end middelbart, mellem Kong
Harald og hans tilkommende farlige Modstander Harald Godwinessøn, og som
det første Forsøg, Kong Harald gjorde paa at skaffe sig fast Fod i England, hvilket
han altsaa, trods den i 1048 sluttede Fred, dog ikke har slaaet af Tankerne, og
hvortil vi, faa Aar efter, see ham gribe den første Lejlighed, der tilbød sig. Man
kan ogsaa antage som afgjort, at Haralds Befalingsmænd, hvor uheldige de end
forresten i England selv kunne have været, dog ikke have undladt at hævde hans
Herredømme over Sydrøerne og Orknøerne, saa meget mere som Thorfinn Jarl
nu ikke paa langt nær var saa mægtig som i tidligere Dage2. Dog har Mælkolm
neppe været istand til at sætte sig i Besiddelse af Katanes og de nordvestlige Dele
af Skotland, førend efter Thorfinns Død, der indtraf nogle faa Aar efter det her
omtalte Tog (omkring 10643); og selv da kun stykkeviis, eller Skridt for Skridt,
1 Chron. Sax. ved 1058. Her staar: «i dette Aar blev Ælfgar Jarl forjagen, men han kom snart ind
igjen ved Griffiths Hjelp; her kom ogsaa en Skibshær fra Norge; men det er kedeligt at fortælle,
hvorledes alt gik». Det havde været ønskeligt, om Annalisten ej havde fundet det saa kedeligt. Florents af
Worcester lader den norske Hær hjelpe Griffith og Ælfgar; men om dette kun er en vilkaarlig
Kombination af Chron. Sax’s. Ord, eller grundet paa uafhængige Efterretninger, er vanskeligt at afgjøre: af de
væliske Annaler sees dog, at Magnus og Griffith opererede i Fællesskab.
2 Ogsaa hertil kan Mag. Adam have sigtet, naar han siger at Harald underkastede sig Orknø.
3 Naar Thorfinn døde, siges ikke udtrykkeligt; det heder kim i Orkn. Saga, at han døde mod
Slutningen af Haralds Regjeringstid; det heder vel og, at han var Jarl i over 60 Aar siden hans Morfader Kong
Mælkolm gav ham Jarlsnavn, men naar dette skede, er ifølge det ovenfor (B.IV. S. 176) udviklede
usikkert. Dog taler der, som her viist, meest for at henføre hans Jarle-Udnævnelse til 1004, hvorved hans
Dø^ saaledes falder ved 1064.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
