Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
> HARALD HAARDRAADE
med at sætte ham paa fri Fod. «Jeg seer nok», sagde han, «at du ikke vil forsone
dig med mig eller dine Frænder, og jeg vil derfor give dig Lov til at drage til din
Konge, Sven». «Det vil jeg gjerne», sagde Finn, «og jo før jo heller». Kongen lod
ham da sætte i Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han synes
kun i kort Tid at have overlevet dette Slag1.
Imidlertid var ogsaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets ham, en
Nat, at skuffe sine Vogteres Aarvaägenhéd2, og der samlede sig, maaskee især
ved hans Bestræbelser, en ikke ubetydelig Hær af Daner, der overfaldt de
Nordmænd, som vovede sig for langt fra Skibene, saa at Harald var nødt til, alvorligt
at indskærpe sine Folk den yderste Forsigtighed. Dette afholdt imidlertid ikke
Kongens egen Søn, den unge Magnus, og Thorolf Mostrarskegg fra, endog Natten
efter, at snige sig til Land, hver paa sit Skib, og siden at gaa op i Landet, for at
søge Æventyr og indlægge sig Hæder. Men de havde ikke gaaet langt, førend en
Mængde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmændene forsvarede sig
godt, men maatte dog efter kort Tids Forløb bukke under for Overmagten. Thorolfs
og Magnus’s Ledsagere bleve alle dræbte, og de selv undkom kun paa den Maade,
at Thorolf, som var meget sterk, tog Magnus paa Ryggen og løb til Skoven med
ham. Harald savnede dem den paafølgende Morgen, og biede en Stund, i det
Haab at de skulde komme tilbage. Men da man intet saa til dem, troede han at
de vare døde, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem3. Om at forfølge Sejren,
og ganske at fordrive Sven fra Danmark, synes der ej at have været Tale, saa
vel — hvad man maa formode — paa Grund af dette sidste Uheld, som fordi
Sven allerede havde en saa stor Hær samlet, at det neppe var raadeligt at angribe
ham. Altsaa havde Harald ingen anden Fordeel af den store og blodige Sejr,
end Æren, og det vistnok betydelige Bytte. Med Hensyn til Herredømmet over
Danmark var han ikke et Skridt nærmere Maalet end forhen. Men Æren og Byttet
havde i de Dage mere at betyde, end nu omstunder, og fornemmelig maatte de
erobrede Skibe være Harald en velkommen Tilvæxt til hans Flaade. Saa mange
af dem, som muligt, bleve derfor tagne med. I Løftingen paa Svens eget Skib
fandt man et Skriin med St. Vincentius’s Relikvier, hvilke man vist ogsaa
betragtede som en herlig Skat, og førte dem til Norge.
Med sin sejrrige Flaade og alle de erobrede Skibe sejlede Harald nu langs Hal-
1 Allerede om Høsten eller Vintren efter Nisaa-Slaget tales der nemlig om Udnævnelse af en ny Jarl
i Halland, se nedenfor S. 260.
2 Det var, siger Saxo (S. 554) ved lacus caprinus (Getsjø? Hafrssjø? Bukksjø?) et Sted hvis
Beliggenhed nu ej kjendes.
3 Magnus’s og Thorolfs Æventyr omtales kun i de vidtløftige Sagaer, ej hos Snorre eller i Fagrskinna.
Fortællingen derom synes dog ganske troværdig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
