Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGESØNNEN MAGNUS’S FARE
257
lands Kyst, indtil han naaede Viken, det vil her sige den sydlige Deel af
Rana-fylke, ved Gaut-Elven, hvor han var i sit eget Rige, og sikret mod Angreb af
Danerne. Her gjorde han Holdt, og lod Telte slaa o£ paa Land, for at helbrede
de saarede. Her havde han ogsaa den uvæntede Glæde at see sin Søn Magnus,
hvilken han troede død, komme vel beholden tilbage. Thorolf Mostrarskegg og
han havde taget Vejen til Lands gjennem hele Halland, og sandsynligviis gjennem
de meest uvejsomme og afsides liggende Egne, hvor de vare mindre udsatte for
Efterstræbelser. Thorolf havde næsten den hele Tid baaret Kongesønnen paa sine
Skuldre, og var derfor næsten opgiven af Træthed, ligesom de begge vare halv
forhungrede. Harald irettesatte dem for deres Uforsigtighed og alt for store
Ærgjerrighed, der ej tillod dem at nøje sig med den allerede vundne Hæder, og drev
dem til at søge nye Æventyr, hvoraf Nordmændene kun høstede Skam og Skade,
men Danerne Ære og Fordeel; dog takkede han Thorolf inderligt for hans
Troskab og Hjelpsomhed mod hans Søn, og lod dem begge pleje paa det bedste. Han
takkede ogsaa alle sine Krigere for deres Tapperhed, og især Haakon Ivarssøn.
Derpaa fortsatte han Rejsen til Oslo, hvor han tog sit Vintersæde, og hvor han
gav alle dem af sine Krigsmænd Hjemlov, der ønskede det1.
26. Haakon Ivarssøn bliver paany uenig med Harald, og modtager
Jartsnavn af Sven.
Det nys vundne Slag var nu, som man lettelig kan begribe, den fornemste
Samtale-Gjenstand blandt Haralds Hirdmænd og de øvrige Krigere, der opholdt
sig i Oslo, og ej vare dragne hjem. Enhver, som havde været med, syntes at han
havde noget at fortælle derom, og fornemmelig bleve de Mænds Bedrifter omtalte
og sammenlignede, der meest havde udmerket sig. Dog var der ingen, der saaledes
blev priist og ophøjet til Skyerne, som Haakon Ivarssøn. Hans Navn var i alles
Munde, og alle vare enige om, at man fornemmelig havde ham at takke for Sejren.
Det var derfor ikke mere end saa, at Harald, der selv var stolt og forfængelig,
kunde afholde sig fra at lægge sin Skinsyge for Dagen. Engang, fortælles der,
sad en Deel Mænd i en Stue — sandsynligviis i Kongsgaarden — og drak under
megen Lystighed og højrøstet Tale. Som sædvanligt var Nisaa-Slaget paa Bane,
og hver enkelt Mands Bedrifter bleve omtalte, men alle vare eenstemmige i at
1 Harald Haardraades Saga Cap. 77—85, Snorre Cap. 62—69. Disse Beretninger ere eenslydende.
Morkinskinna (fol. 12. b. og 13. a) saa vel som den dermed stemmende Flatøbog ere noget afvigende,
som ovenfor paapeget. Til disse sidste slutter sig nærmest Fagrskinna Cap. 191—194. Saxo I. B. S. 552—
554 stemmer her bedre med Sagaerne, end det ellers plejer at være Tilfældet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
