Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266 > HARALD HAARDRAADE
thi naar han efter sexten Sommeres uafladelige Fejde og flere betydelige
Sejrvindinger ikke var kommen Maalet et Skridt nærmere, synes det, som om han
gjerne kunde have fortsat Fejden i sexten Sommere til, og endda være lige nær.
Han vilde dog sikkert have fortsat de aarlige Tog, hvis ikke Haakon Ivarssøns
Frafald og Urolighederne paa Raumarike havde tvunget ham til at gjøre en Ende
derpaa, og for saa vidt kan man sige at disse Begivenheder indtraf heldigt, idet
de fremskyndede Freden. Denne Vinter, staar der i enkelte Sagaer, foor der Bud
og Ordsendinger mellem Norge og Danmark, tilkjendegivende at begge Parter,
saa vel Nordmænd som Daner, vilde slutte Forlig indbyrdes, og bade deres Konger
samtykke deri. Af disse Ord skulde man slutte, at Underhandlingerne allerførst
ere blevne aabnede af begge Landes anseede Mænd paa egen Haand, i Lighed
med hvad der tidligere havde fundet Sted, Kongerne uadspurgte1. Imidlertid
er dette saa usandsynligt, især naar man seer hen til Haralds stolte og myndige
Sind, at man heller bør betragte hine Sagaers Ord som mindre nøjagtige, og antage,
hvad der er det rimeligste, at Fredsforslaget er udgaaet fra en af Kongerne selv2.
Hvilken af disse det var, nævnes ikke, men da Harald den hele Tid var den egentlige
Angriber og den som viste sig virksom, medens Sven mere forholdt sig passiv,
skulde man og formode, at det var Harald, som først aabnede Fredsunderhandlinger,
saa meget mere som det nu især for ham var af Vigtighed at faa frie Hænder.
Sven havde altid ønsket Fred3, og derfor var det naturligt, at Underhandlingerne,
som Sagaerne sige, tegnede til at faa et ønskeligt Udfald. Der aftaltes et Møde
mellem begge Konger paa Rigsgrændsen ved Gaut-Elven, altsaa maaskee paa
Daneholmen eller som i 1038 paa Brennøerne, og til dette Møde udrustede man
sig om Vaaren fra begge Sider paa det bedste, for at kunne optræde med tilbørlig
Værdighed. Thjodolf Skald, der i sine Kvad forevigede alle Haralds Bedrifter,
har ogsaa i en Flokk beskrevet dette Møde, ved hvilket han vist var tilstede.
«Den Konge», siger han, «der ivrigt værner om sit Land, lukkede Havet lige nord
fra Øresund med Langskibe, og styrede stolt i Havn, de guldprydede Stavne
kløvede Bølgerne, og Skibenes Planker skalv, medens Flaaden i hvast Vejr sejlede
vestenfor Halland. Den edfaste Harald har Skibe ude, medens Sven, den
berømmelige Danekonge, iler ham imøde, og paa sin Rejse søndenfra fylder enhver
Havn med sine Stavne. Du, kjekke Harald, skyndte du dig sydefter til det Møde
1 Se ovf. B. IV. S. 359, jvfr. B. III. S. 322.
2 I Morkinskinna og Fagrskinna (Cap. 196) staar der kun, at «der sattes Fred mellem Kongerne efter
Nordmændenes og Danernes Raad».
3 Saxo (S. 554) siger at Sven, efter at have lidt tvende Nederlag, frygtede for at lade sin Skjebne
komme til Afgjørelse ved Vaaben tredie Gang, da han allerede ved de to Slag saa Danmarks Velmagt
knækket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
