Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
> HARALD HAARDRAADE
stand, og sagde at de ikke vilde taale Ulovlighed; men overladte til sig selv og
uden Understøttelse fra Sverige bleve de aldeles tæmmede. «Det hele Folk», siger
Thjodolf i Omkvædet til et Digt, hvori han ogsaa forevigede denne Begivenhed,
«maatte bøje sig for Harald, og Bønderne have intet andet Valg end at finde sig
i alt, hvad Kongen paabyder». Harald lod nogle af Bønderne lemlæste, andre
dræbe, atter andre fratog han al deres Ejendom; forresten herjede og brændte
han i Herederne, «thi», som Thjodolf siger, «Ilden lærte nok Bønderne Lydighed».
Fra Raumarike drog han til Hedemarken, hvis Indbyggere det ikke gik bedre.
«De oprørske Thegners Ejendomme», siger Thjodolf, «gik op i Lue, Ilden fæstede
sig i deres Huse, og Fyrsten tog en haard Straf over Heinerne». Derpaa
hjemsøgtes Hadafylke, først Hadeland, siden Ringerike, paa samme Maade. «Ilden»,
siger Thjodolf, «foreskrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede
Tilladelse til at slukke den, og de tiggede om Livet». Hvor alvorlig og
gjennemgribende denne Refselse var, som nu overgik de trende oplandske Fylker, skjønnes
bedst deraf, at den medtog en Tid af ikke mindre end tre Halvaar1. Det kan
ikke have været Straffen alene, hvormed Harald i al denne Tid beskjeftigede sig,
men han maa ogsaa, idet han rejste fra Hered til Hered, have faaet de
Lovsfor-andringer vedtagne, der her vilde sætte Kongens og Undersaatternes gjensidige
Rettigheder i det væsentlige paa samme Fod, som andensteds i Landet, hine
enkelte Punkter fraregnede, som vi ogsaa efter Haralds Tid finde særegne for
Oplandenes og Vikens Lovgivning, men som maaskee og kunne høre blandt de
Eftergivelser, Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, eller hans Sønnesøn Haakon
siden tilstod sine Undersaatter2. Vist er det imidlertid at Oplændingerne sidenefter
hørte til de roligere af Landets Indbyggere, og man maa derfor antage at Harald
ved sin haarde Fremfærd dog udrettede saa meget, at han eftertrykkeligt kvalte
Oprørsaanden iblandt dem3. Der fortælles ogsaa, at Harald, efter at Oprøret var
dæmpet og alt bragt i Orden paa Oplandene, rejste omkring paa Vejtsler i de
oplandske Fylker, at samtlige Hereder nu havde faaet Fred, og at en mægtig
Bonde, som han gjestede, bevidnede at alle glædede sig ved at see ham sidde i
Ro og nyde sine Venners Yndest.
Fra denne Rejse, som Harald foretog gjennem Oplandene, er der dog opbevaret
et Sagn, der viser, hvor lidet glædelig hans Rejse var for mange af Indbyggerne,
og med hvor stor Strenghed han søgte at hævde sin virkelige eller foregivne Ret,
1 Se ovf. S. 211.
2 Se nedenfor, jvfr. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Magnus Barfods Saga Cap. 1.
3 Fortællingen om Straffetoget meddeles i Harald Haardraades Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 76,
i Morkinskinna fol. 10. a. og 11. b., og i Fagrskinna Cap. 195; men det er forhen nævnt, at disse to
Sagaer henføre Begivenhederne til Tiden før Nisaa-Slaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
