Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 > HARALD HAARDRAADE
som en Virkning af anglisk Udholdenhed parret med nordisk Kraft og
Foretagelsesaand, og til hvis Oprettelse Kong Harald, der mere end nogen anden norsk Konge
synes at være bestemt til at udbrede Fædrelandets Berømmelse til fjerne Egne,
i en ikke ringe Grad, og med Opofrelse af sit eget og mange Nordmænds Liv,
skulde bidrage.
Vi have seet, hvorledes der var lykkets Godwine Jarl at erhverve en Magt
i England, mod hvilken Kong Edwards egen havde lidet at betyde, og som efter
hans Død ogsaa gik over til hans Sønner, fornemmelig Harald. Vi have ligeledes
seet, hvorledes Kong Edward Confessor, uagtet han bøjede sig for
Nødvendigheden og fandt sig i dette Herredømme, dog i sit Hjerte græmmede sig derover,
og deels af Forkjærlighed for sin Moder Emmas Frænder og hendes Fædreland,
hvor han havde tilbragt sine Ungdoms-Aar, deels af religiøse Hensyn, yndede
Nordmannerne, og foretrak deres Selskab, Sprog og Skikke for Anglernes, der i hans
lange Udlændigheds-Tilstand vare blevne ham fremmede1. Under disse
Omstændigheder faldt det af sig selv, at Harald Jarl, trods hans halvdanske Herkomst,
dog af det angliske Folk betragtedes, hvad han ogsaa selv lagde an paa at synes
— som Nationalitetens Forsvarer; og herpaa grundede sig for en stor Deel hans
Popularitet. Vistnok var der ogsaa en anden mægtig Jarle-Æt, der maaskee
endog var af egtere anglisk Herkomst end Godwines, nemlig Myrke-Jarlen Leofrics.
Men i den langvarige Kappestrid mellem Harald og Leofrics Søn Ælfgar søgte
denne Hjelp hos sine Naboer Wælerne, Anglernes svorne og farlige Fiender, som
gjorde ødelæggende Indfald i Riget, men bleve slagne, ydmygede og haardt
straffede af Harald: derved lykkedes det denne at faa en afgjort Overmagt over Ælfgar
og dennes Søn og Efterfølger Eadwine, i det han fremdeles stod som Fædrelandets
Forsvarer og Nationalitetens Forfegter lige over for Udlændinger og Barbarer2.
Det traf sig ogsaa heldigt for Harald, at den mægtige Sigurd Jarl af
Northumber-land, Kong Edwards ivrige Tilhænger og Leofrics Ven, var død 1055 kort efter
sit Tog til Skotland mod Macbeth, efterladende en endnu umyndig Søn, Valthjof3.
Thi da Northumberland trængte til en kraftig Forsvarer mod Angreb fra Norden,
kunde Harald saaledes med et Skin af Rimelighed lade Kongen overdrage dette
til hans egen Broder Tostig, saaledes som vi ovenfor have berettet. Northumbrerne
vare just ikke synderlig fornøjede med at faa Tostig til Jarl, men de maatte for
det første finde sig deri. Det synes ligeledes som om den skotske Konge Mæl-
1 Se herom ovenfor S. 154—157.
2 Om Haralds Tog mod Wales og Kong Griffiths Drab, se Chron. Sax. og de ovrige engelske Annalister
ved 1063 og 1064. Hvorledes ogsaa en norsk, af Kong Harald udsendt Flaade, blandede sig i disse
Anliggender, se ovf. S. 242, 243.
3 Se ovf. S. 241.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
