Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAG VED HASTINGS
307
en betydelig Deel af Nordmannernes Hær ude paa et Plyndringstog. Men han
kunde ikke begynde Slaget om Natten, og imidlertid fik Villjam Underretning
om hans Ankomst, og vandt saaledes fuldkommen Tid til at berede sig paa den
forestaaende Kamp. Harald Godwinessøn, hvis Hær, i Sammenligning med
Vill-jams, stod lige saa langt tilbage for denne i Folkeantal og Rytteri, som Harald
Haardraades ved Stanford Bro havde staaet tilbage for hans, især da
Thingmanna-lidet erklærede at det ej torde eller vilde binde an mod Nordmannerne1, indrettede
nu ogsaa sit Forsvar omtrent paa samme Maade som hiin, idet han med tæt
sammensluttet, kileformig Slagorden og omgiven af en Skjoldborg, paa en Højde
oppebiede Nordmannernes Angreb. Hans Broder Gyrdh bad ham, i Betragtning
af hans Ed, om ikke at deeltage i Striden, og tilbød sig at anføre Hæren i hans
Sted; men Harald svarede at han ej plejede at stikke sig bort i Røser, naar andre
strede, og at Villjam ej skulde erfare at han ej torde see ham under Øjnene. Derpaa
lod han sit Banner rejse. Villjam, som ved religjøse Ceremonier og opmuntrende
Taler havde sat Mod i sin Hær, gav nu Tegn til Angreb. Hans Hovedbanner var
en indviet Korsfane, som var sendt ham fra den med den engelske, frisindede
Gejstlighed og med Kong Harald selv misfornøjede Pave Alexander2; til dette
Banner, eller efter en anden Beretning, til sin egen Hals havde Villjam ladet de
selvsamme Relikvier befæste3, paa hvilke Harald havde aflagt den Ed, som han
nu vilde bryde. Da Harald saa Nordmannernes store Skarer udvikle sig over
Sletten, skal han have følt nogen Ængstelse, især da han, skuffet ved et Brev
fra Balduin af Flandern, ikke havde gjort Regning paa et saa stort Antal Fiender.
Imidlertid tabte han dog ikke Fatningen, lige saa lidt som hans Mænd;
paakaldende Gud og det hellige Kors væntede de roligt paa de alt nærmere og nærmere
af Chron. Sax. siger kun «ät I»ære håran apuldran» d. e. «ved den af Ælde graanede (hoary) Abild».
Imidlertid findes der paa Grændsen af Sussex og Kent en Flekke, der kaldtes Apulder, senere Appledore, men
hvor vidt den har sit Navn af hiin Abild, er uvist.
1 Det er Villjam af Poitiers (Duchéne S. 201) som omtaler dette. Hans Ord ere: «hans beslægtede
Land — Danernes — havde sendt ham talrige Hjelpetropper, men da de ej vovede at binde an med Villjam
paa Sletten, da de frygtede ham mere end Nordmændenes Konge, toge de Stade paa et højere Sted, nær
ved den Skov, hvorigjennem de vare komne; og da Rytterhjelpen saaledes udeblev, stillede Hæren, der
nu ganske bestod af Fodfolk, sig sammen i en tæt Klynge». At disse saakaldte danske Hjelpetropper
netop var hiint af Rytteri bestaaende Thingmannalid, som havde kæmpet mod Nordmændene ved
Stanford Bro, er aabenbart af hine Ord; Lappenberg fejler vistnok, naar han i sin Geschichte Englands
S. 549 antager dem for en Undsætning, sendt af Kong Sven Ulfssøn.
2 Alexander, Erkebiskop Adalberts Ven, og den engelske Gejstligheds Uven, kunde ej andet end tage
Villjams Parti, hvortil han og opmuntredes af den allerede da indflydelsesrige Hildebrand (siden Gregor
VII); men egentlig kom han derved i et venskabeligt Forhold til Harald Haardraade, som kunde have
ledet til besynderlige Forviklinger, hvis denne ej strax efter var falden.
3 Det var St. Audomars (o: St. Orners) eller, som Navnet i vore Sagaer skrives, Otmars, Relikvier.
Sagaerne lade Villjam befæste det til Banneret, de nordmanniske Forfattere til sin egen Hals.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
