Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
HARALD HAARDRAADE
fremrykkende Nordmanners Rækker. I Spidsen for disse red Menestrellen eller
Skalden Taillefer, der, idet han legede med tre Spyd og Haandsverd paa den samme
kunstige Maade, som forhen Olaf Tryggvessøn, sang med høj og klar Stemme
Kvadet om Roland, til sine Staldbrødres Opmuntring, og endelig, da han var
kommen den engelske Skjoldborg nær nok, slyngede først et Spyd, siden et Sverd,
med saadan Kraft og Sikkerhed mod Fienden, at hvert af dem fældte sin Mand;
derefter styrtede han sig paa sin ypperligt tilredne Hest ind i Englændernes tætteste
Rækker, og kjøbte sig med sin Død den Ære at have slaaet det første Slag. Hermed
var Striden begyndt1. Anglerne forsvarede sig med en saadan Tapperhed, at det
i Førstningen saa meget farligt ud for Nordmannerne; under Villjam selv bleve
tre Heste dræbte, og man troede ham allerede falden, da han, frelst af Grev Eustath
af Boulogne, atter fremstod, samlede sine Skarer til nyt Angreb, og, da
Anglernes Skjoldborg ikke ved Magt kunde brydes, gav Befaling til en forstilt Flugt,
hvorved Anglerne lode sig lokke ud af sin faste Stilling, og nu fra alle Sider bleve
anfaldne af de nordmanniske Ryttere. Villjam opsøgte Harald, for personligt
at kæmpe med ham, men traf ham ej; derimod vare tyve Nordmanner, der havde
forenet sig om at erobre det engelske Banner, heldigere; de naaede frem til
Banneret, hvor Harald stod med sine Brødre Gyrdh og Leofwine. Her opstod nu en
fortvivlet Kamp. Kongen, hans Brødre og deres Følge forsvarede sig med Heltemod,
men omsider maatte de bukke under, og da det angliske Kongebanner faldt i
Sejrherrernes Hænder, var ogsaa Englands Kongedømme blevet et Bytte for
Ragnvald Mørejarls lykkelige Ætling2. Thi vel kronedes Eadgar Ædheling i
London til Konge, og Staden selv gjorde Miner til at forsvare sig, men da Villjam
nærmede sig med sin sejrrige Hær, tabte dens Forsvarere Modet, de aabnede ham
Stadens Porte og tiisvore ham Troskabsed, imod at han tilsikrede Folket dets
gamle Love og Rettigheder; Eadgar maatte frasige sig Tronen, og første Juledag
1066 kronedes Villjam af Erkebiskop Ealdred fra York i Westminster Kirke som
Englands Konge. Havde han end, som vi i det Følgende ville see, endnu mangen
Kamp og Fare at bestaa, førend England fuldkommen blev undertvunget, saa
havde dog nu hans Herredømme og nye Værdighed faaet en fast Grundvold at
hvile paa, og det nordmanniske Vælde i England lod sig ej mere afryste.
England udstykkedes i Forleninger til nordmanniske Krigere, de gamle Kolonisters
1 Taillefer omtales af Henrik af Huntingdon, af Gaimar (v. 5273 flg.), i Roman de Rou (v. 13149 flg.)
og i Carmen de bello hastingensi; i dette sidste kaldes han «Incisor ferri» d. e. «Taille-fer»; dog er det et
Spørgsmaal, om denne Oversættelse er rigtig, og om ikke Navnet oprindelig er en Fordrejelse af E>olleifr, I>orleifr,
der nu oftere udtales Talleiv, se Ann. for nordisk Oldkyndighed og Historie 1851, S. 120.
2 Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Slaget, se Lappenberg Geschichte Englands I. S. 549
—556.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
