Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIVET VED HARALDS HOF. SNEGLU-HALLE
317
Kongen spurgte Thjodolf om det var sandt, og han kunde ej benegte det, men
foregav, at han kun havde gjort det for at hjelpe sine smaa Syskende, og halv i
Spøg. Kongen vilde nu høre begge disse Kvad, og de maatte fremsige dem. Han
fandt dem begge ubetydelige, dog især Thjodolfs. «Vistnok», sagde Thjodolf,
«men Halle, som er saa ordhvas, burde heller see til at hevne sin Fader, end at
mundhugges med mig her i Norge». «Er det sandt», spurgte Kongen, «at du ikke
har hevnet din Fader? hvorledes torde du i saa Fald understaa dig at komme til
Høvdinger udenlands?» «Min Fader», sagde Halle, «blev dræbt, da jeg var et Barn;
mine Frænder afgjorde Sagen og sluttede Forlig paa mine Vegne, og hjemme hos
os ansees det for en Skjendsel at kaldes Grid-Niding». «Du har handlet aldeles
rigtigt», sagde Kongen; «Grid og Forlig skal man aldrig bryde». «Det er ogsaa min
Mening», svarede Halle, «men Thjodolf kan rigtignok tale saa overmodigt herom,
fordi ingen, saa vidt jeg veed, har hevnet sin Fader mere tilgavns end han; thi
han aad sin Faders Bane». Ved disse Ord blev der et almindeligt Forundringsraab
i hele Hallen; Kongen lo, og bad Halle forklare sig nærmere. Halle sagde at
Thjodolfs Fader Amor var saa fattig, at Heredets Bønder maatte understøtte ham; at
han engang af en velvillig Bonde havde faaet en aarsgammel Kalv, som han drog
hjem i et Tov, hvis ene Ende han havde slynget om sin Hals, men at han ved at
stige over Jordvolden omkring sit Tun ikke rigtigt havde beregnet dens Højde,
saa at han blev hængende indenfor, medens Kalven sprellede udenfor, indtil man
fandt dem begge døde; hvilket imidlertid ikke afholdt de fattige Børn, hvoriblandt
Thjodolf, fra at fortære Kalven. Kongen fandt det nok saa rimeligt. Thjodolf
blev saa vred at han drog Sverdet og vilde dræbe Halle, men Folk lagde sig imellem
og Kongen sagde at det ej skulde bekomme nogen af dem vel at gjøre den anden
Skade; at Thjodolf havde begyndt Trætten, og maatte finde sig i hvad der
paafulgte. Derpaa fik Halle Tilladelse til at kvæde sin Draapa; den befandtes meget
god, og Kongen lønnede ham godt for den.
Den samme Juul ventedes Einar Fluga, Sysselmanden paa Haalogaland1, til
Hoffet. Sigurd, Halles Sidekammerat, fortalte ham meget om Einars Overmod
og Uvorenhed; han tog ikke i Betænkning at dræbe enhver, som ej gjorde ham
tilpas, men bødte selv aldrig for Drab eller Ran. Nu var han i stor Yndest hos
Kongen, men stundom var Forstaaelsen mellem dem ikke saa god. Sigurd raadede
Halle til at være yderst forsigtig i hvad han talte om eller til ham. Men Halle
sagde, at om end de øvrige vare saa rædde at de ikke vovede at kny imod ham,
saa vilde dog han paatale enhver Fornærmelse fra hans Side, og skulde maaskee
nok klemme Bøder af ham. Da Sigurd ytrede Tvivl herom, foreslog Halle ham
1 Om Einar Fluga, se ovenfor S. 161.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
