Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
ligheds Indflydelse fra Grunden af var Hovedøjemedet med den her omtalte
Forsamling. Villjam, der meget godt indsaa, at en national eller uafhængig engelsk
Kirke altid maatte give Anglernes Friheds-Aand og Nationalfølelse Næring, og
at han aldrig vilde være sikker for Opstandsforsøg, saa længe indfødte Prælater
pustede til Misfornøjelsen, tilvejebragte ved et eneste kraftigt Slag en fuldstændig
kirkelig Revolution. Paa Forsamlingen i Winchester (April 1070) blev Englands
fornemste Prælat, Stigand, paa een Gang baade Erkebiskop i Canterbury og
Biskop i Winchester, afsat fra begge sine Embeder; ligesaa hans Broder, der var
Biskop i Østangel, og flere andre Prælater: og alle de gejstlige Embeder af
Be-tydenhed, der enten paa denne Maade, eller ved Indehaverens Død, bleve ledige,
besattes alle med udenlandske, meest nordmanniske Gejstlige, af hvilke enkelte
endog vare saa uvidende, at de neppe kunde læse, men som alle havde den
Fortjeneste at være Kongen ivrigt hengivne. Til Erkebiskop i Canterbury udnævntes
Abbeden ved St. Stephansklostret i Caen, Vill jams hengivne Ven, klogeste
Raadgiver og bedste Diplomat, Lombarden Landfrank, (15 August 1070) der,
fuldkommen erkj endende sin Stilling og det ham paahvilende Hverv, fuldførte det med
Strenghed og Konsekvens. Nordmannen Thomas af Bayeux blev Erkebiskop i
York. Med de nordmanniske Prælater fulgte ogsaa efterhaanden en Mængde
ringere Gejstlige, der fortrængte Landets Børn fra de mere underordnede
Kirke-Embeder. Religionen blev herefter forkyndt i Erobrernes Sprog. Ved alt dette
maatte Nationalaanden og Uafhængighedslysten gradeviis svækkes og undergraves.
Endog Sproget, hvorvel det aldrig kunde udryddes, og endnu danner
Hovedbestanddelen af det engelske Sprog, forfaldt og tabte sin oprindelige Reenhed
ved at optage en Mængde nordmannisk-franske Ordformer. Og saaledes begyndte
allerede paa Villjams Tid den Sammensmeltning af Angler og Nordmanner, af
hvilken den yngre engelske Nation saa kraftig fremstod nogle Aarhundreder senere,
da den voldsomme Gjæring endelig var overstaaet1.
Kampen i Northumberland fra 1068 til 1070 var imidlertid ikke den sidste,
Villjam havde at bestaa med de efter Frihed sukkende Anglo-Daner. Mange af
de fredløse og forfulgte Patrioter havde samlet sig i de vanskeligst tilgængelige
Sump- og Skov-Egne i Nærheden af Havbugten Wash; den ypperste af dem var
den høj byr dige og ridderlige Hereward, Nordmannernes afsagte Fiende. Det var
ham, som i 1070 havde bragt de Danske, før de begyndte deres Tilbagetog, til
Peterborough for at plyndre det2; i Spidsen for sine dristige Skarer gjorde han
mange æventyrlige Strejftog i Omegnen, og flere anseede Mænd sloge sig til ham,
1 De nærmere Omstændigheder, se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 98—110.
2 Chron. Sax. ved 1070.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
