Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444 MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
to Mænd i samme Ærende, den ene hed Gille Bakrauf, den anden havde et endnu
værre Navn; de vare om Natten i Huset og stjal hvor de kom; byder du mig af
Land?1 Du slog nok ikke saa stort paa, da min Fostersøn Haakon levede og da
var du saa ræd, naar du kom paa hans Vej, som en Muus i en Skreppe; du var
tildækket med Klæder som en Hund paa et Skib; du var stoppet i en Sæk som
Korn i en Skindpose, du blev jagen fra din Odel som en Ploghest af Hesteflokken,
og havde ikke større Pusterum end en Oter i en Fælde2; vil du byde mig af Land?
Du kan heller takke mig, om jeg lader dig slippe herfra med Livet!» — «Lader
os», sagde han til sine Mænd, «alle staa op imod dem!» Hans Mænd adløde, og
gjorde stort Vaabenbrag. Sven Bryggefod og de øvrige Lendermænd saa nu intet
andet Raad, end at skaffe Sigurd en Hest, og lade ham skynde sig til Skovs saa
hurtigt han kunde. Dermed hævedes Thinget. Sveinke vendte tilbage til sine
Gaarde, men Sigurd maatte, selv anden, tage Landvejen til Throndhjem. Da
han kom til Kongen, spurgte denne ham, om han ikke nok havde trængt til Lender
-mændenes Hjelp. Sigurd kunde ikke negte at hans Ferd havde været uhæderlig,
men sagde at han vilde hevne det, hvad det saa skulde koste, og eggede Kongen
meget. Denne syntes ogsaa, at det gik for vidt med Lendermændenes Overmod,
naar de ikke engang vilde vise deres Konge den skyldige Lydighed. «Men», sagde
han, «her til Lands har det heller ikke bekommet dem vel; det viste sig i Olaf
den helliges Tid med Erling Skjalgssøn, i min Farfader Haralds Tid med Einar
Thambarskelve, og nu sidst med Steigar-Thore og Egil: det tilhører en Kongens
Værdighed at nedtrykke sine Undermænds Overmod og Indbildskhed, naar de
ikke selv vide at holde Maade; Sveinke er vist en mægtig Mand, men det kan nok
være at han stiler altfor højt, hvis han vil prøve Styrke med mig». Magnus lod nu
udruste fem Skibe og styrede sydefter langs Kysten lige til Viken, hvor han tog
Vejtsler hos sine Lendermænd. Han tilkjendegav dem, at han nu vilde hjemsøge
Sveinke. «I maa vide», sagde han, «at jeg vil være Enekonge her i Norge, saa længe
der ej findes nogen jevnbyrdig med mig, og jeg finder mig ikke i en saadan
Ufor-skammenhed af Lendermænd, at de behandle mine ypperste Høvdinger saa
skammeligt som Sveinke har behandlet Sigurd Ullstreng». De forberedte ham paa, at
han i Sveinke vilde finde en baade mægtig og uvoren Modstander, som hverken
1 Det er rimeligt, at Magnus allerede tidligere, medens Haakon endnu levede, havde gjort et Forsøg
paa at faa Sveinke til at underkaste sig; men det Navn, Sveinke angiver paa en af hans Udsendinger,
er aabenbart kim et Spottenavn, og ikke det rette.
2 Heraf synes det, som om Sigurd Ullstreng, der hørte hjemme i Thrøndelagen, og som en Tilhænger
af Magnus sandsynligviis ligesaa lidet havde underkastet sig Haakon, som dennes Tilhængere Magnus,
har lidt Forfølgelse af Haakon eller dennes Mænd. Denne Forfølgelse hører da ogsaa til de ovenfor
omtalte «Fejder mellem Kongernes Lendermænd indbyrdes». -—- I Sagaen staar ikke «Ploghest» men
«Ards-gelding»; af «Ard», den egentlige nationale Plog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
