Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORLIG MED SVEINKE STEINARSSØN
445
havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod sig ikke afskrække, og drog
afsted, ledsaget af de tre ovenfor nævnte Lendermænd. Da de kom udenfor
Svein-kes Gaard, foresloge disse Lendermænd som det forsigtigste, at de først skulde gaa
i Land og undersøke Forholdene, da de frygtede for at Sveinke havde mange
Folk hos sig, ej alene hjemme paa Gaarden, men ogsaa fordeelte rundt om i
Skovene. Kongen bad dem gjøre som de vilde, men lovede at lade Bønderne
und-gjelde haardt, hvis de ikke holdt sig i Skik. De vare ikke komne langt, førend de
saa Sveinke stevne ned fra Gaarden med en heel Hær, ypperligt udrustet. Lender
-mændene hævede et hvidt Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt.
De tre Lendermænd gik nu hen til ham, og Kolbein begyndte Samtalen med at
hilse ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham, saavel for sin egen som Kongens
Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. «Vi tilbyde os», sagde han, «at bære
Freds-maal mellem eder, og du er dog en alt for forstandig Mand til, uden at have prøvet
mindelig Afgjørelse, at ville stride mod din retmæssigt udvalgte og ættebaarne
Konge: saadant har ikke bekommet nogen vel». Sveinke svarede at det heller ikke
var hans Hensigt at stride med Kongen; Aarsagen, hvorfor han viste sig med en
bevæbnet Skare, var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtræde Agrene
eller gjøre nogen Skade. Han lovede at holde stille der paa Stedet, medens de
vendte tilbage og sagde Kongen Besked. De gjorde saa, og da det var dem særdeles
magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene at alt var roligt og
fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig at overlade den hele Sag til
Kongens Dom; «til Gjengjeld», sagde de, «burde I behandle ham saa mildt som muligt,
det vil være eder til størst Hæder». Men Kongen svarede: «den Dom er snart afsagt:
han skal forlade Landet og aldrig komme tilbage, saa længe jeg hersker i Norge;
derforuden skal han miste alt sit Gods». «Vil det dog ikke», indvendte Kolbein,
«være hæderligst for eder og høres bedre for dem, der spørge det, om I lader det
forblive-ved Landflygtighedsstraffen, uden at han mister sit Gods, som han
behøver til sit Underhold blandt mægtige Mænd udenlands? Han vil dog aldrig
kunne komme tilbage, saa længe vi have hans Lande i Varetægt, og du viser dig
lige fuldt som en mægtig Mand. Tænk over dette, tag Hensyn til dig selv og din
Værdighed, saa vel som vore Ord». Kongen svarede kun kort og godt, at Sveinke
strax skulde bort. Men de velvillige Lendermænd bragte ikke hans Ord i denne
Form tilbage til Sveinke. De sagde, at Kongen i al Venlighed bad ham forlade
Landet, som et Slags Fyldestgjøreise for hvad han havde forbrudt sig imod ham;
det vilde, lagde de til, være dem begge til Hæder, thi Kongen vilde lade ham beholde
saa meget Løsøre, som kunde være anstændigt for ham. «Dette er en anden Sag»,
svarede Sveinke, «naar Kongen taler venligt og blidt til mig; men hvorfor skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
