Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOTSKE ANLIGGENDER
459
Duncans Halvbroder Eadgar, en Søn af Mælkolm og Dronning Margrete, som
Kronprætendent; han havde siden Edinburghs Erobring opholdt sig i England,
og understøttedes, ligesom Duncan, af Kong Villjam, der sendte en engelsk Hær
til Skotland under Anførsel af hans Morbroder, den oftere omtalte Eadgar
Æd-heling (1097). Mellem begge Eadgarer og Donald opstod nu en haard og temmelig
langvarig Kamp, der, som det nedenfor vil sees, strakte sig hen i det følgende
Aar, og tog en ugunstig Vending for Donald1. At Donald derfor har sendt Bud
til sin tidligere Beskytter, Kong Magnus, og at denne saaledes endog herved har
haft en umiddelbar Opfordring til at blande sig i Skotlands Anliggender, er højst
rimeligt. Lignende Opfordringer fik Magnus ogsaa af den urolige Haakon
Paals-søn fra Orknøerne, der paa denne Tid opholdt sig ved hans Hof. Det er ovenfor
berettet, hvorledes denne, nødsaget til at forlade sit Hjem, havde taget sin
Tilflugt til Svithjod2. Her, siges der, skal en gammel viis Hedning have forudsagt
ham at han med Tiden skulde blive Eneherre over Orknøerne og Stamfader for
en mægtig Æt. Kort efter forlod han med Kong Inges Tilladelse Landet og begav
sig til Kong Magnus, ved hvis Hof han kunde vente at erholde de sikreste
Efterretninger om Forholdene i sit Hjem. Magnus tog venskabeligt imod ham, og
Haakon erfarede nu, at hans Farbroder Erlend med sine Sønner saa godt som
ganske havde tilrevet sig Magten, medens derimod hans Fader Paal kun befattede
sig lidet med Regjeringen. Men han hørte tillige, at Øernes Indbyggere vare
meget tilfreds med den Fred og Ro, som de nu i saa lang Tid havde nydt, og
at de derfor aldeles ikke ønskede hans Tilbagekomst, da de kjendte hans urolige
Sind. Da Haakon saaledes merkede, at det aldeles ikke vilde nytte ham at
optræde paa egen Haand, besluttede han at forsøge, om han ej ved Magnus’s Hjelp
kunde opnaa sit Maal. Han skjønnede godt, siges der, af Magnus’s Ytringer,
naar de samtaledes, at Kongen gjerne beskjeftigede sig med store Planer og var
begjærlig efter andre Høvdingers Besiddelser. Han talte derfor til ham om, hvor
1 Om alt dette se ovenfor S. 427, 428. Chron. Sax. fortæller at Eadgar Ædheling brød ind i
Skotland med en engelsk Hær efter Mikkelsmesse 1097, altsaa vel i Oktober; strax derefter siges der at Donald
efter en haard Kamp blev fordreven, og Eadgar, Mælkolms Søn, udnævnt til Konge under Villjams
Lens-højhed. Meningen synes at være, at det meste heraf endnu foregik i 1097; men da Donalds Fangenskab
og Død ikke omtales, er det tydeligt nok, at Striden virkelig maa have varet ud i 1098, som Fordun siger.
Da Kong Magnus rustede sig til Vesterhavstoget, var Donald vistnok endnu ej fangen. Se mere herom
nedenfor.
2 Se ovenfor S. 407. Det er allerede her omtalt, at Orkneyinga Saga lader ham forlade Orknøerne
allersidst i Kong Olafs Dage, men at han da synes at have været vel ung til allerede at kunne have ligget i
Hærfærd og vakt saa store Uroligheder hjemme paa Øerne, som der siges. Der synes neppe engang paa
den Tid at have været nogen Anledning for ham til videre «Hærfærd», hvilken derimod var forhaanden,
da hans Faders Halvbroder Duncan efter Mælkolms Død 1093 bekrigede Donald Bane saa at det
virkelig bliver det sandsynligste, at han først efter den Tid forlod Øerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
