Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
opholdt sig der, deels i England, indtil Kong Magnus’s Død, skulde man næsten
formode at denne har gjort det til en af Betingelserne for Freden, at Eadgar ikke
længer skulde beholde ham hos sig. Der er en sterk Formodning om, at der ved
denne Lejlighed tillige har været underhandlet om en nærmere Besegling af
Freden ved et Giftermaal mellem Magnus og Eadgars Syster Mathilde, ja at der
maaskee endog har været indgaaet Fæstemaal imellem dem. Sagaerne have nemlig
opbevaret tre Vers, digtede af Magnus, hvori han tilkj endegiver sin inderlige
Kjærlighed til «Mathilde, den blonde Pige, der selv med Skjoldet forsvarer sit
Land», og tilkj endegiver sin Ængstelse for, at han aldrig skal faa hende at see.
Sagaerne, som tilføje, at begge endog havde sendt hinanden Bud og Hilsener,
kalder hende rigtignok «Kejserens Datter», men da der ikke paa den Tid fandtes
nogen Kejserdatter af Navnet Mathilde, lige saa lidt som Magnus synes at have
haft nogen Anledning til at bejle til en tydsk Kejserdatter, medens han derimod
kom i den nærmeste Berørelse med Skotland: maa man, — hvis det ellers har
sin Rigtighed med Versene selv og Magnus’s Forfatterskab til dem, — virkelig
antage, at den Sagabearbejder, der aller først kaldte hende Kejserens Datter,
reent ud har taget Fejl, og at hun derimod var en Datter af den for fem Aar siden
afdøde Kong Mælkolm. Ved at antage Freden beseglet med en saadan Trolovelse
kunne vi maaskee bedst forklare den Tryghed, hvormed Magnus synes at have
efterladt sin Søn paa Orknøerne. At der ej blev noget af Giftermaalet, men at
Mathilde i Aaret 1100 egtede Kong Henrik I af England, har maaskee alene sin
Grund deri, at Eadgar, som tildeels var afhængig af Henrik, ej vovede at negte
ham Systerens Haand, da han bejlede til hende, hvortil dog ogsaa kom at dette
Giftermaal var langt fordeelagtigere for Skotland eller i det mindste for
Kongehuset, end Forbindelsen med Magnus1.
Fra denne Fredsslutning regner man Norges egentlige og varige Herredømme
saa sterkt, at han ej strax kunde gaa langt ind i Skoven, men maatte skjule sig oppe i et Træ; her, siges
der, opdagede en Hund ham og begyndte at gjø, men han kastede en Stok ned paa den, hvorved den strax
løb tilbage, med Halen mellem Benene, efterfulgt af de øvrige. Denne Fortælling, der alene kan hidrøre
fra Jarlesønnen selv, er saa meget mere mistænkelig, som han siden blev en Helgen.
1 Magnus Barfods Saga Cap. 30, Snorre Cap. 18. Den her fremsatte Mening er ogsaa allerede udtalt
af Suhm, Historie af Danmark V. 92. Denne Antagelse giver endnu en Forklaringsgrund mere for den
ovenfor omtalte Forvexling af Muirkertach og Mælkolm, hvori Morkinskinna (og Fagrskinna) gjør sig
skyldig, hvor den handler om Drengen Sigurds Giftermaal med den femaarige Kongedatter. Thi her vare
vistnok flere sammenstødende Omstændigheder for Haanden, der kunde fremkalde Fejltagelsen, nemlig:
a) den før omtalte hyppige Sædvane, ogsaa at kalde Irerne Skoter; b) Magnus’s første Forlovelse med
Muir-kertachs ældste Datter Lafracot; c) Magnus’s Forlovelse med den afdøde Skotekonge Mælkolms Datter
Mathilde; d) Sigurds Forlovelse med Muirkertachs anden Datter Biadmuin. Da nu, hvis en af disse
Forlovelser fandt Sted i 1098 eller 1099, denne ej kan have været nogen anden end Forlovelsen med Mathilde,
saasom, hvad vi have seet, Forlovelsen mellem Magnus og Lafracot skede tidligere, og Forlovelsen mellem
Sigurd og Biadmuin senere, men vi paa den anden Side tydelig kunne see at Sagaerne have slaaet dem alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
