Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAG VED FOXERNE. GIFFARD
477
i Ranrike. Da der nemlig ikke for det første var mere at udrette for ham i
Vesten, og hans Begjærlighed efter Magt og Ære dog ikke tillod ham at være i
Ro, besluttede han nu at vende sine Vaaben mod Nabolandet Sverige, og forsøge
om han kunde bemægtige sig et Stykke deraf. For det første paastod han, at
Grændsen mellem begge Riger ikke gik, som den burde, da den, i Stedet for at
forlade Gaut-Elven et Stykke nedenfor Væneren, skulde følge den lige op til denne,
og at derpaa Væneren selv skulde danne Grændsen lige op til Vermeland, med andre
Ord, at Landskabet Dalsland skulde tilhøre Norge, ikke Gautland, og at det
tidligere havde adlydt hans Forfædre1. Men denne Fordring skal han kun have
henkastet for at faa et nogenledes rimeligt Paaskud til Krig; hans egentlige
Hensigt skal have været at erobre hele Vester-Gautland. Sine Fordringer, ledsagede
af de behørige Trusler, har Magnus rimeligviis fremsat om Høsten 1099; maaskee
han allerede da har ladet sine Mænd foretage enkelte Strejftog, eftersom de svenske
Grændseboere aldeles vægrede sig ved at erkjende hans Fordring og tage ham
til Konge i Stedet for deres retmæssige Herre, den brave Inge Steenkilssøn. Tidligt
om Vaaren 1100 begyndte den egentlige Krig. Da viste Magnus sig med en
betydelig Styrke hiinsides Grændsen, begyndte at herje og brænde, og tvang derved
Indbyggerne af de omspurgte Hereder til at underkaste sig og sværge ham
Troskabsed. Derpaa vendte han tilbage til Landemerket2, opslog der sin Lejr
hiinsides Elven, og beredede sig til et Tog ind i det egentlige Gautland. Imidlertid
havde Kong Inge faaet Efterretning om Magnus’s Angreb, og samlet en betydelig
Hær, med hvilken han ilede ham imøde. Magnus’s Mænd raadede Kongen til at
vende tilbage og ikke oppebie Inges Ankomst; men herom vilde han intet høre;
tvertimod skyndte han sig at møde Inge, førend denne endnu ventede det, for
saaledes, om muligt, at komme uforvarende over ham. Dette lykkedes ham ogsaa
paa et Sted ved Navn Foxerne eller Fuxerne i Flundre-Hered, strax ved Lilla
Edet. Her kom Nordmændene ved Nattetid ganske i Nærheden af Sviarnes Hær,
uden at denne merkede det, og de gjorde strax et saa heftigt Rytter-Angreb paa
de overraskede Fiender, at disse lede et fuldstændigt Nederlag. I Spidsen for
•
1 Navnet «Dalsland» nævnes ej i Sagaerne, men derimod de Hereder, hvoraf det bestaar, nemlig
Sund-dalr og Norödalr (det egentlige Dal), Véar (Vebo-Hered) sydvest for Store-Lee, Varöynjar (Valbo eller
rettere Vardbo Hered söndenfor Vebo), og de tilliggende «Marker», hvori maaskee Tøssbo (J>ursbü) Hered,
der nu ligeledes hører til Dalsland, har været iberegnet, hvis det ikke maaskee i hiin Tid regnedes i Vermeland.
* Ved Landemerket (landamæri) forstod man oftest, som det synes, det Strøg hvor alle tre Riger
stødte sammen, altsaa omtrent ved det nuværende Gøteborg. Men da Magnus i saa Fald paa Vejen til
Foxerne maatte have passeret Byen Ljodhuus, og da vel ogsaa herjet denne, hvilket Sagaerne neppe havde
undladt at omtale, maa man heller antage at det Sted, hvor han opslog sin Lejr, var lige overfor det Punkt,
hvor Rigsgrændsen forlader Gaut-Elven, altsaa ved Aakerstrøm, og at han kom nordenfra til Foxerne.
Det er ogsaa rimeligt, at Inge selv havde sit egentlige Tilhold og Udgangspunkt i Ljodhuus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
