Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOFTES KORSTOG
485
saaledes i Sagaerne. Paa den Tid, da Skofte drog afsted, maa Efterretningen
om Jerusalems Erobring fra de Vantroende (1099) forlængst have naaet Norge,
og har rimeligviis bidraget meget til at opflamme Skoftes og hans Sønners hellige
Iver. Man kan derfor vistnok med god Føje kalde Skofte og hans Sønner de
første historisk bekjendte norske Korsfarere. Fra Danmark havde allerede i Aaret
1097 en Ætling af Kongehuset, ved Navn Sven, ført en Skare Korsfarere til
Lilleasien, hvor de deeltoge i Nicæas Erobring, og siden, efter et kort Ophold i
Constantin opel, hastede videre for at staa de øvrige Korsfarere bi ved Antiochias
Belejring, men paa Vejen var Sven bleven forraadt, overfalden af Tyrkerne, og
nedsablet med alle sine Mænd1. Skoftes Hensigt har neppe været at forlade Norge
for stedse, men vistnok kun at holde sig borte i nogle Aar, indtil Uenigheden
mellem ham og Kongen var glemt, og denne var kommen til større Besindighed.
Om hans Sønner bortrykkedes saa hurtigt efter hinanden og i deres bedste Aar,
ved Sygdom, eller om de bleve dødeligt saarede i Kampen mod de Vantroende,
kan man af Sagaens korte Beretning ikke see, lige saa lidt som, om de virkelig
kom til Palæstina og Thords Død paa Sicilien indtraf paa Tilbagerejsen, eller
om de alle døde paa Henrejsen. De maa dog alle være døde inden Høsten 1103,
siden det heder, at de af deres Ledsagere, som vendte tilbage til Norge, ankom
strax efter at Magnus’s Sønner vare tagne til Konger, hvilket maa have fundet
Sted i September eller Oktober Maaned samme Aar. Som Arving til Giske og
Ættens berømmelige Navn optraadte siden Skoftes nys nævnte Søn, Paal,
gjennem hvilken denne Linje af Arnunge-Ætten endnu vedligeholdt sig i mange Led,
og fremdeles indtog en fremragende Stilling mellem Rigets ypperste Ætter2.
48. Kong Magnus’s sidste Vesterhavstog og Fald.
Magnus forblev ikke længe i Ro efter Fredsslutningen med Sverige. Allerede
det følgende Aar finde vi ham i Spidsen for en Flaade og Hær for paany at besøge
Vesterhavets Kyster, fornemmelig Irland; og af Sagaernes Udtryk, at han havde
med sig de ypperste Krigere, som fandtes i Norge3, maa man slutte at han til
1 Albert af Aachen III. 54, Villjam af Tyrus, S. 23 (se Langebek, Ser. rer. Dan. III. S. 631 flg.) jvf.
Matth. Paris, S. 28; Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 730 o. fl. Han udgives deels for en Søn, deels for
en Broder af den danske Konge. Suhm Hist. af Danmark V. 39, saa vel som Langebek 1. c. have gjort det
sandsynligt at han var en Sønnesøn af Sven Ulfssøn. Hans Heltedød er besungen af Tasso i dennes «befriede
Jerusalem» 8de Sang. For saa vidt enkelte Nordmænd have været med i hans Flok, hvilket ej er saa
usandsynligt, især af Sole-Ætten, der var saa nær beslægtet med det danske Kongehuus, kunde man heri finde
en saa meget større Opfordring for Skofte til at tage Korset og hevne deres Fald, da han selv var en
Sønnesøn af Erling Skjalgssøns Datter.
2 Magnus Barfods Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 19—22.
3 Magnus Barfods Saga, Cap. 34, Snorre, Cap. 25.
32 — Munch: Det norske Folka Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
