Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1202. HARALD JARL GJØR SIG UAFHÆNGIG PAA ORKNØ 423
om Halsen, med Riis i Haand, i alle Folks Paasyn vandre i femten Dage uafbrudt
gjennem sit eget Land (Orknø ?), den mishandlede Biskops Land, og den omlig
gende Egn; og naar han kommer til Indgangen af nogen Kirke, — hvor han dog
slet ikke maa komme ind — skal han, kastende sig lige ned paa Jorden, modtage
Disciplinen med de Riis, han bærer. Saaledes skal han tilbringe hver Dag i Taus
hed og Faste indtil Aften, da først skal han opholde sine Livskræfter, men alene
ved Brød og Vand. Naar disse 15 Dage ere til Ende, skal han berede sig til, inden
en Mafened at drage til Jerusalem, og der arbejde i Korsets Tjeneste i tre Aar.
Han skal aldrig tidere bære Vaaben mod Christne. I to Aar skal han faste hver
Fredag paa Brød og Vand, med mindre han ved en forstandig Biskops Indulgents
eller paa Grund af legemlig Svaghed faar en Formildelse i denne Straf. Modtag
ham derfor, naar han vender tilbage, paa denne Maade, og se til, at han efter
kommer den ham paalagte Bod».
Om denne Bod blev udført, vides ikke, men det synes temmelig vist, at Uvejret
ganske blev afledet fra Harald og at han atter saa sig i fuldstændig Besiddelse
af Katanes, medens der ikke længere er Tale om Kong Ragnvald, uden at denne
derfor kom i noget fiendtligt Forhold til Kong Villjam; hvoraf man maa slutte,
som det er ovenfor antydet, at han har faaet Kjøbesummen tilbage, ligesom han
vel ogsaa følte, at han ej havde Kræfter til at gjøre Harald Besiddelsen stridig.
Naar Harald saa utrætteligt arbejdede paa at faa Katanes tilbage, og virkelig
omsider saa disse sine Bestræbelser kronede med Held, er det naturligt, at Gjen
erhvervelsen af den udeelte Besiddelse af hans Hoved-Jarldømme, Orknøerne og
Hjaltland, maatte ligge ham end mere paa Hjertet, og at Nærværelsen af en konge
lig Sysselmand med sit Krigsmandskab maatte være ham en slem Torn i Øjnene.
Og det er fremdeles et Beviis paa Sverres Magt og Anseelse, endog under den
farlige Krig med Baglerne og Stridighederne med Gejstligheden, at den urolige,
rænkefulde Jarl ikke vovede at gjøre noget Skridt til at afkaste Aaget, saa længe
Sverre levede. Hertil bidrog nu vel for en Deel, at Harald selv var saa optagen
af Fejder med den skotske Konge; men det synes dog, som om han, hvis han ellers
havde vovet det, altid ogsaa maatte kunne have fundet Lejlighed til at gjøre
den norske Sysselmand Fortred. Men aldrig saa snart havde han faaet Efter
retning om Sverres Død, førend han, som det fortælles, ved Forræderi lod den
kongelige Sysselmand Arne Lørja dræbe, og underlagde sig Orknøerne og maaskee
Hjaltland igjen med al Skat og Skyld, som tilforn1. Dette skede sandsynligviis
1 Fornm. S. XI. 192. Her heder det vistnok, at Sverre ved Forliget 1195 tog «alt Landgilde og Sage-
fald af Orknø og Hetland», men dette maa vist være en fejlagtig Oversættelse af den gamle, nu tabte, Texts
Udtryk, og kan ikke gjelde mod Sverres Sagas udtrykkelige Ord, at Harald mistede Hjaltland, samt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
