Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
Fredsslutning i Gaut-Elven.
handlinger, saa meget mere som det nu iscer for ham var af Vigtighed
at faa frie Hcrnder. Sven havde allid onsket Fred ’), og derfor var
det naturligt. at Underhandlingerne, som Sagaerne sige, tegnede til at
faa et onskeligt Udfald. Ter aftaltes et Mode mellem begge Kon
ger paa Rigsgrcrndsen ved Gaut -Elven, altsaa maaskee paa Tanehol
men eller som i 1038 paa Brennoerne, og til dette Mode udrustede man
sig om Vaaren fra begge Sider paa det bedste, for at kunne optrcede med
tilborlig Vcerdighed. Thjodolf Skald, der i sine Kvad forevigede alle
Haralds Vedrifter, har ogsaa i en Flokk beskrevet dette Mode. ved hvil
ket han vist var tilstede. «Den Konge", siger han der ivrigt vcrrner om
sit Land, lukkede Havet lige nord fra Oresund med Langstibe, og styrede
stolt i Havn, de guldprydede Stavne klovede Velgerne, og Skibenes Plan
ker skalv, medens Flaaden i hvast Vejr sejlrde vestenfor Halland. Ten
edfaste Harald har Skibe ude, medens Sven, den beremmelige Dane
konge, iler ham imode, og paa sin Rejse ssndenfta fylder enhver Havn
med sine Stavne. Tv, kjekke Harald, skyndte du dig sydrfter til det Mode
som alle Taner saa ivrigt enskrde. og som det ogsaa var paa Tide at
holde; Sven paa sin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde
Storm at kcrmpe med udenfor Kysten". Ta Kongerne vare komne sam
men, og Forhandlingerne bWndte, fremkom Danerne med saa mange Kla
gemaal over hvad de havde lidt af Nordmcrndene. at det en Tidlang ej
saa ud til at noget Forlig kunde komme istand. «Vonderne", siger Thjod
olf, blive meget hsjrsstede, og lade Ord falde, som scrtte ondt Blod:
Thegnerne trcrtte og ere ikke forligeligt stemte. Overmodet svulmer. Men
de Mcrnd, der kunne mcrgle mrllem de stridende Patter, veje alle Sager
mod hinanden, og her gjelder det at sige Kongerne uforbeholdent alt hvad
Folket onsker; hvis Haulderne nu skilles ad i Vrede, saa er ene utidig
Begjcerlighed Skyld deri." Tisse forstandige Mcrnds Mellemkomst og
vise Tale, hvorom Skalden na-vner, udrettede dog omsider saa meget, at
der kom Forlig og Fred istand paa de Vilkaar, at enhver af Kongerne
skulde beholde sit Nige indtil de Grcenoser, som fra gammel Vid havde
vceret mellem Norge og Tanmark; at ingen af dem skulde eftertragte den
andens Nige; at der heller ikke paa nogen af Siderne skulde vcere Tale
om Erstatning, men at hver skulde beholde den Fordeel eller den Skade,
han havde havt. Freden fluttedes for begge Kongers Levetid, og bekrcrf
tedes ved Ed saa vel som ved Gisler, der stilledes af begge Parter. (1064).
leg har hort", siger Thjodolf, at Harald og Sven glade gave hinanden
») Saro (S. 554) siger at Sven, ester at have lidt tyende Nederlag, ftygtede
for at lade sin Skjebne komme til Afgjsrelse ved Vaaben tredie Gang, da
han allerede ved de to Slag saa Danmarks Velmagt knakket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
