Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324 Harald Haardraade.
byrdes, og som ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte ut)*
brede Misstemning og Wngstelse. Et Par af disse Tromme have Sa
gaerne opbevaret. ’ Endog Kongen selv synes at have vcrret smittet af
den almindelige Forstemthed, thi ogsaa han skal have hast ett 2>røn, der
ikke var mindre foruroligende end de ovrige, og som han maa have fortalt
til sine Omgivelser, da Sagaerne ellers ikke Mlde kunne have meddeelt
den fuldstcendigt. Dog, jo cengsteligere Stemningen var, desto mere maa
man beundre Kongens faste Vilje, idet han desuagtet blev sin Bestem
melse tro, og hans Krigeres Pligtfelelse, der afholdt bem fra at und
drage ftg et Tog, paa hvilket maaskee de fleste troede at gaa den visse
Dod imsde i).
Harald kom neppe afsted fra Solunderne, forend i Begyndelsen af
September -). Han sejlede med gunstig Vind over til Hjaltland, og
efter et ganske kort Ophold her til Orknorrne, hvor allerede en Teel af
hans Flaade var ankommen fer ham. Her maatte larlerne Paal og Er
’) Dremmene fortalles saaledes i Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga
Cap. 1l4) og hos Snorre (Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drsmte
en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han stod paa Skibet. og
jaa en stor Troldkone staa oppe paa Nen med et Hugjern i den ene og et
Trug i den anden Haand, medens der sad Ravne paa alle Skibsstavne; han
syntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte sin Glade over at Kongen
drog i Krigen, og spaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens
Stavne. En anden Mand ved Navn Thord, der befandt sig paa et Sktb
nar ved Kongens eget, drsmte at han saa Haralds Flaade narme sig Eng-
lands Kyst, men at der oppe i Landet narmede sig en stor siagfardig Herr,
med mange Bannere, i Spidsen for hvilken der red en stor Troldkone paa
en Ulv, som spiste paa en Menneskekrop, saa at Blodet randt den ned om
Kjcrverne, og, saasnart han havde fortaret den, sik en ny af Troldkonen, og
saa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Ind-
hold: den frygtelige Istunbrud, som forudseer Kongens Fald i det fore-
staaende Slag, lader det rode Skjold stinne; hun kaster Menneskekjsd i
Uhyrets Gad; den rasende Kvinde farver Ulvens Mund med Blod". Harald
selv drsmte at han var i Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til
ham og kvad denne Vise: leg, den navnkundig? digre Konge, vandt saa
mangen Sejr, mig til Hader, jeg fik en hellig Dod, fordi jeg sad hjemme;
men hvad Ende det sidste Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Ds«
den: da mattes Troldets Heste (Ulvene), og Gud volder ikke saadant". I
Morkinskinna tol. 18. b. (og Flatsbogen) siges der tittige at da Kong Harald
steg i sin Naad for at ro ud til Skibet, blev han saa tung, at Baaden neppe
kunde boere ham. Her anfsres ogsaa de samme Vers, som Snorre og Hrokkin-
siinna lade Gyrd og Thord hore i Drsmme, men Morkinskinna lader dem
kvades i hele Harens Paahsr af en Kone, der kom ned fra Landet da Flaa-
den laa ien Havn ved den engelske Kyst. Ogsaa Haralds egen Drsm og
Verset, som St. Olaf skulde have kvadet, omtales fsrst ester Ankomsten til
England. Om Haralds Sammentref med den saakaldte Liig-Lodin, se nedenfor.
’) Han ankom nemlig til England omkring 10de September, se nedenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
