- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Fjerde Deel, Første Bind /
302

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

302 Haalon Hacikonsssn.
engang at kunne hevne den ham nu tilfojede Mmygelse. Thord trsstede
ham mrd, at det var bedre, hvis han nu skulde do, at have saa lidet
paa sin Samvittighed som muligt, fik han derimod beholde Livet, kunde
han jo gjore, som han syntes. Imidlertid kom hans Farbroder Guthorm
ind, heel bedrovet; paa Thorgils’s Sporgsmaal, om han vidste hvad
Hovdingerne havde befluttet, svarede han at det desvcrrre ikke saa ud til,
at man vilde skjenke ham Livet, i det mindste ikke paa andet Vilkaar, end
at han skulde forlade Island for aldrig mere at komme tilbage. „Hvo
stal da", siger Thorgils, „hevne min Skam? nej, her paa Island vil
jeq lcrgge mine Been, enten det bliver nu eller senere". Gndelig indfandt
Kolbein og Svarthovde sig hos ham med det Budstab fra Ravn og
Sturla, at han skulde saa beholde Livet, hvis han edeligt lovede at gjore
fcrlles Sag med dem og hjelpe dem at overfalde Gissur. Men han
svarede, at han kunde ikke kjobe sit Liv ved Handlinger, der siden vilde
paadrage ham Skam og Skjendsel. Med denne Bested gik de ud; men
saa snart de vare borte, bad Thord ham paa det indstcrndigste at love,
hvad det skulde vcrre, for kun at beholde Livet: alt andet var lettere at
kjobe end dette; han behovede jo ikke siden at holde mere af det nod
tvungne Forlig end hvad han fandt for godt. Strår ester vendte Kol
bein og Svarthovde tilbage med Olaf Hvitaflald, der ligeledes bad Thor
qils opfylde Ravns og Sturlas Begjcrring; han bad ham mindes, bvor
megen Skam og Skade Gissur havde tilfojet deres Mt; det vilde jo
desuden ikke hjelpe Gissur det atter mindste, om Thorgils lod sig aflive
for hans Skyld; hvor langt bedre var det da ikke, lige saa godt fsrst
som sidst at flutte sig til sine Frcender, staa Last og Brast med dem,
og siden modtage Wresbeviisninger af dem? Thorgils havde endnu Be
tankeligheder, men de andre sorenede deres Bsnner med Olafs, og om
sider bad han, at Ravn og Sturla vilde komme ind, for at han kunde
tale med dem selv. De kom, og med dem en heel Deel andre, saa
mange som Stuen kunde rumme. Olaf bad begge Parter for Guds
Skyld see til at blive enige. Nikolas Oddsson spurgte, om han kunde
indestaa dem for at de ej vilde angre det; men endog Kolbein Gran
sagde nu, at de, der ikke havde noget godt Ord at lcrgge ind, burde gaa
sin Vej eller tie. Guthorm erklcrrede det for om de her skulde
ove Nidingsverk mod en Frcrnde, der endnu intet Ondt havde gjort dem,
medens Mtens svorne Fiende (Gissur) gik fri. Thorgils bad nu Ravn
og Sturla sige, hvad deres egentlige Fordring var. Navn sagde, at Sturla
kunde sige det; han havde hidtil ligesom villel styde sig under ham, og
lade ham staa for det hele; men saaledes burde det ikke vcrre; thi man
skulde Me siden kunne sige andet, end at begge havde lige Derl i bvad
der var steet. Sturla maatte altsaa frem, og efter nogen Overlegning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:55:28 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-4-1/0316.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free