Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LOVEN. 99
Jeg kunde have bildt mig ind, at jeg drømte, men
jeg har aldrig før hørt Sang i Drømme.
»Hans er Lynets Glimt,« sang vi. »Hans er
det dybe, salte Hav.«
Jeg fik en gyselig Anelse om, at Moreau, efter
at have gjort disse Mennesker til Dyr, havde
besmittet deres forkrøblede Hjærner med en Slags
Forgudelse af ham selv. Men jeg saa de hvide
Tænder og de stærke Kløer omkring mig altfor
tydeligt til, at jeg af den Grund skulde holde inde
med min Sang. »Hans er Stjærnerne paa Himlen. «
Endelig var Sangen færdig. Jeg saa
AbeMandens Ansigt skinne af Sved, og da mine Øjne
nu havde vænnet sig til Mørket, saa jeg tydeligere
den Skikkelse i Krogen, fra hvem Stemmen kom.
Den var paa Størrelse som et Menneske, men syntes
helt bedækket med glansløse, graa Haar. Hvad var
det for et Væsen? Og hvad var de allesammen?
Hvis Læseren kan tænke sig omgivet af alle de
frygteligste Vanskabninger og Daarekistelemmer,
som det er muligt at forestille sig, vil han kunne
gøre sig et svagt Begreb om, hvad jeg følte med
alle disse groteske Menneskekarrikaturer omkring mig.
»Han er en Fem-Mand, en Fem-Mand, en
FemMand ... ligesom jeg,« sagde Abe-Manden.
Jeg rakte mine Hænder frem. Den graa
Skab
x
/
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
