Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
DOKTOR MOREAUS Ø.
synge Brudstykker af den sidste Halvdel af Lovens
Litani: »Hans er den Haand, som saarer, Hans
’, er den Haand, som læger«, og saa fremdeles.
Saa snart de havde nærmet sig til en Afstand
af en halvhundrede Fod, standsede de, lagde sig
h ned paa Knæ og Albuer og begyndte at strø det
hvide Støv paa deres Hoveder. Lad Læseren
forestille sig denne Scene. om han kan. Vi tre
blaaklædte Mænd og vor vanskabte Tjener med det
sorte Ansigt stod der paa en stor, solbeskinnet
Slette. bedækket med gulhvidt Støv, under den
klare, blaa Himmel, og rundt om os laa denne
Kreds af sammenkrøbne og gestikulerende Uhyrer,
nogle næsten menneskelige, undtagen i deres snedige
Udtryk og deres Fagter, andre helt forkrøblede,
atter andre saa sælsomt fordrejede, at de kun kunde
lignes med de Væsener, vi ser i vore vildeste
Drømme. Og bagved dem saas i een Retning
Rørkrattets bølgende Linier, i en anden et tæt Virvar af
Palmetræer, som skilte os fra Kløften med Hytterne,
og mod Nord det stille Oceans disede Horisont.
»To og treds, tre og treds,« talte Moreau. »Der
mangler fire.«
»Jeg ser ikke Leopard-Manden,« sagde jeg.
Moreau blæste atter i det store Horn, og alle
Dyrefolkene kravlede og vred sig i Støvet ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
