- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
158

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

158 H. F. FEILBERG

med det samme. Mandens glæde over sin følgesvend var
noget blandet; såsnart han kom hjem, satte han kors over
alle dörene, hovedet fulgte og lo ved hvert kors, der blev
skrevet. »Hvorfor ler du?« spurgte manden. »Så du,
hvad jeg ser,« svarede det, »måtte du også le, thi for hver
dör, som du korser over, løber der ud såmange troldkærringer,
at det både yrer og kryr«.

Hele julen blev dødningehovedet hos manden og fulgte
ham allevegne, nyårsdag rejste han til kirke, hans
følgesvend var stadig med. Mens de sad i kirken begyndte
hovedet at le, så manden blev rent skamfuld, men de
måtte jo blive, til tjenesten var forbi. Såsnart de var
komne udenfor, spurgte manden atter, hvorfor han lo.
»Jo, kunde du have set, hvad jeg så«, lød svaret, »havde
du såmænd også moret dig, thi Gamle Erik var selv i
kirke. Han kom med et kalveskind under armen, satte
sig ved dören og skrev op alle troldkærringerne, som var
i kirke, men da der idag var en ustyrlig mængde, måtte
han slide i skindet med tænderne, for at få plads til alle
navnene. Engang imellem glap taget, så slog han hovedet
mod væggen, og altsammen var så löjerligt at se på, at
du kan vide, jeg var nødt til at le!«

»Når det lider om trettende-dag jule, siger ordsproget,
»må man alter begynde med havrelefsen og tage på
strieskjorte«, således gik det også med manden her. Han
rejste til skoven at hugge, men stadig fulgte hovedet ham.
Manden var da så uheldig, at begge hans gamle sko gik
islykker og faldt af fødderne på ham. Han rev op nogle
birkerødder og bandt skoene sammen med dem, men også
da lo hovedet. Da de om aftenen kom hjem, spurgte så
manden atter, hvad den latter skulde betyde. »Det kan
jeg vel sige dig, svarede hovedet; thi havde du gravet lidt
dybere, da du sled op birkerødderne, havde du fundet et
pengeskrin, og da havde du for fremtiden aldrig mere
behøvet at binde dine sko med birkerødder, og jeg måtte le,
at du ikke søgte lykken, den gang den var dig så nær«.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 12:20:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0168.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free